6. november 2019 | den store bunke |
Her ligger 36 årskalendere. Det er min mors dagbøger, som hun skrev i, fra hun havde omtrent den alder, jeg har nu. I de første år var det de tynde kalendere, hvor hver måned kun har et enkelt opslag med én linje pr. dag. Senere blev det Mayland-kalenderne med en hel side til hver dag, og hver jul ønskede hun sig en ny kalender til det kommende år. Børnebørnene havde en fin indbyrdes fordeling af, hvem der gav hende henholdsvis kalender, krydsogtværsblyanter, fugtighedscreme og de andre fornødenheder, der gik igen på ønskesedlen fra år til år.
Jeg tog dagbøgerne med hjem, da vi tømte hendes lejlighed nogle dage efter begravelsen. Mor har af og til tænksomt spurgt, hvad vi ville gøre med dem, når hun var væk, og jeg er gledet af på spørgsmålet. Mest fordi jeg ikke havde et svar. Skriverierne har aldrig været tænkt som andet end notater til hende selv. En måde at fastholde livets gang i en struktur, et system, som man altid kunne slå op i, hvis der for eksempel opstod tvivl om, hvornår noget skete. Jeg tror egentlig ikke, hun senere har gjort meget i at genlæse, hvad hun har skrevet. Det blev bare en daglig rutine at notere dagens indhold. Ikke som tanker og eksistentielle overvejelser, men med konkrete begivenheder og holdepunkter.
For eksempel er der sket yderst forskellige ting i de første dage af april 1993 (hvor der stadig kun var én linje til rådighed om dagen).
To 1: Gislevtur til Højer og over Kiel-Langeland tilbage.
Fr 2: Svend ringet, havde haft en mindre blodprop i hovedet først på ugen. Plantet stedmoder.
Lø 3: Jens Hansens begravelse kl. 11. Knud besøgte Ellen eftermiddag.
Sø 4: Lagt de sidste kartofler, lagt løg og sået ærter.
Ma 5: Bagt boller, bedstefarkage. Og lavet marmelade.
Ti 6: Johanne, Erik, Karen formiddagskaffe. Familien Sørensen eftermiddagskaffe. (Det var hendes fødselsdag)
On 7: Birgitte og Laura her hjem formiddag. Anna her om natten sammen med dem.
To 8: Birgitte og Laura kørt til Mors formiddag. Rabarberkompot til aften.
Fr 9: Tur til fugleparken Nårup og på Frøbjerg Bavnehøj eftermiddag.
… og så videre med kaffeaftaler, gymnastik og hvem der var chauffør, besøg og pasning af børnebørnene, havearbejde, selskabelighed, indkøb og alverdens andre små og store højdepunkter.
Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal stille op med bøgerne. De er aldrig tænkt som en fortælling til eftertiden, ikke beregnet til at blive læst af nogen, men bare som mors egen almanak. De ryger nok ud på et tidspunkt, men jeg kan ikke gøre det uden at læse dem først. I det mindste bladrer jeg dem igennem side for side. Måske gemmer der sig noget uforglemmeligt et sted. I hvert fald bliver det en tur ned ad erindringernes boulevard, også for mig. Det er min mors hverdag, men det er også nedslag og udpluk fra et liv, jeg har betragtet og deltaget i gennem alle årene.
Det kommer til at tage lang, lang tid, og det får det lov til. Den første, tynde kalender er fra 1984, jeg er nået til 1993, og i 1999 begynder de tykke bøger.
Det er stadig så mærkeligt at tænke på, at skribenten selv er væk – helt væk.
16. januar 2017 | den store bunke |
At tømme min mors hus var som en tur igennem IKEA: På et tidspunkt undervejs mistede jeg dømmekraften og fik behov, jeg ikke havde, da jeg gik ind.
Det er i hvert fald, hvad indholdet af min hjemtagne kasse blandede arvebolscher antyder. Alle i familien havde haft mulighed for at ønske og prikke ud, hvilke af mors efterladte ting, de gerne ville overtage, når hun selv havde taget det, hun gerne ville have med til sit nye hjem. Jeg var listebestyrer, og under mit navn på listen stod der egentlig ikke ret meget. Det gule æggeur, de hæklede mellemlægsservietter og portvinsglassene.
Men skulle grænsen være trukket der, skulle vi have sendt en anden over for at tømme hus. Der gik jo nostalgi i det, og faktisk skal vi nok være glade for, at det ikke gik værre.
Mangler jeg en håndmixer? Nej. Vi har endda en ekstra i kælderen, fordi vi heller ikke behøvede to, da vi flyttede sammen. Men det her er jo en Ballerup! Selveste en Balletto de Luxe. I original emballage. Man smider ikke kram ud.
Det anerkender hele verden.
Lyngbyvasen ville min mor have med. Men hvem har et Lyngby askebæger? Jeg har. Der er en hel barndom i det askebæger, og jeg vidste ikke engang, det var et Lyngby.
Et skandinavisk modeblad for toilette og kvindelige håndarbejder fra 1880? Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Eller hvad jeg vil med det. Men man smider det jo ikke ud, vel?
Mors store opskriftbog med et helt husmoderlivs håndskrevne opskrifter og mormors lille. Jeg kommer aldrig til at lave noget, der hedder Tobbington, men mormor startede på den i 1913. Sådan noget vil slet ikke i småt brændbart.
Måske kommer der engang en vinteraften lang nok til, at jeg pludselig broderer mors nye stramajbetræk til fodskamlen færdigt.
Der røg også kagegafler, fotografirammer med og uden gamle fotografier, en dug, et par fade og en skål, en rullemadras, stearinlys, brilleetuier og ostestrenge i kassen. Ja, jeg ved det godt! Dømmekraften røg med på genbrugspladsen.
Til gengæld var denne her hjemtagelse helt efter planen. Stopuret, der ringer så højt, at man kan høre over hele egnen, hvornår æggene er færdige og småkagerne skal ud af ovnen. Dét har vi ønsket os.
Om mindre end tre måneder skal vi selv flytte, og så skal alle de nye rare sager pakkes ned og flyttes igen. Yay…
11. januar 2017 | den store bunke |
Overskriften kunne også have været ’gammelt og nyt’, det hele er rigtigt.
Det er Dag 3 i min mors nye liv. I søndags installerede vi hende i plejebolig, og det går forrygende. Det er mit udtryk, selv ville hun aldrig udtale sig så kategorisk positivt. Man kan jo altid finde noget at bekymre sig om, og man skal altid huske at tage forbehold.
Men det har faktisk været forbavsende lidt, der har været at klage over, siden hun flyttede. Og det bekræfter bare, at det har været usikkerheden over for det ukendte, der har hersket og overskygget det meste andet i den senere tid. Nu griber hun det nye og tilvænner sig og synes, at alle er så flinke og hjælpsomme.
Jeg er simpelt hen så lettet.
Jeg er også træt, for det har trukket kræfter at pakke ned, vælge ud og skære ind til det nødvendigste. Det er mine kræfter, der er trukket, mor overlod det stort set til mig at tage beslutningerne, og heldigvis for det. Vi startede med at gå rundt og snakke om så godt som alle ting i hendes hjem – skal eller skal ikke flyttes med –, så jeg nemt kunne pakke de ting i kasser, som skulle med. Adskillige gange i løbet af de fire dage, jeg var der, mistede jeg tålmodigheden og skældte ud. Over tåbelighed, gentagelse og gammelkonethed. Over at skulle forklare igen og igen. Det var svært at undgå, men jeg tror faktisk ikke, at det har skadet vores forhold. Nogen var nødt til at være førerhun, og det var bedst, at det var mig. Vi håndterede det hele bedst, hvis jeg fik lov at pakke i fred, mens mor sad og løste krydsogtværs, så sådan var det meget af tiden.
Imens gjorde min bror klar i den nye lejlighed og satte gardiner og ledninger op, og i søndags flyttede vi den 90-årige og hendes sager, indrettede og installerede. Det gik så godt! Der var fire sæt aktive og effektive arme, og da vi nåede aften, manglede vi kun at sætte billeder og en enkelt lampe op. Det gjorde vi færdigt om mandagen.
Det er tilsyneladende uvant for mig at henvende mig så meget til min bror. Hver anden gang kaldte jeg ham Morten (han hedder Mogens), og når jeg kom i tanker om, det ikke var rigtigt, var mit næste forsøg Far… Han ligner ganske vist vores far mere og mere, men alligevel…
Der er blevet fint, hjemligt og hyggeligt hos mor. Alt er godt. Alle er flinke. Alle den aleneboendes bekymringer er fjernet. Hun er tryg og taknemmelig og i fuld gang med at lære det hele at kende. Der kan stadig opstå bekymringer, men tankerne behøver ikke at vokse sig store, inden hun får snakket med nogen om det, der fylder. Hun går ud i fællesrummet til fire daglige måltider og snakker med personalet og de beboere, der kan og vil, og så kan hun gå hjem til sig selv og gøre det, hun plejer at få tiden til at gå med. Det er en perfekt kombination af socialt og privat, og det er enormt betryggende for os og rart at tænke på, at der faktisk bliver draget omsorg for de gamle og dem, der trænger. Jeg er fan af Nordfyns Kommune.
I en af de mange skuffer og skabe, vi fortsat mangler at tømme og fordele mellem arvinger, velgørenhed og genbrugspladsen, genfandt jeg glemte mesterværker. To hjemmelavede brilleetuier, som er fremstillet i samme årti, men som markant repræsenterer hver sin epoke, hver sin stil og modebillede. De er syet omkring 1975, muligvis lidt før og lidt efter. Det til venstre syede min mor til sin mor. Det er hende, der både har broderet små korssting og monteret det hele med snoet snor og gyldne beslag. Etuiet til højre syede jeg til min mor, og det er sjovt, så markant anderledes det er i sit udtryk, nærmest popart, og i en moderne stil, der peger fremad, hvor korsstingene rækker bagud. Jeg er i overvejelser, om jeg skal gemme dem eller lade være med at fylde mit hjem med flere nostalgiske darlings fra dengang, jeg var ferm med fladsting.
