13. maj 2014 | den store bunke |
I lørdags brugte jeg en hyggelig eftermiddag hos Laura, hvor jeg blandt andet satte svævehylder op for hende. Jeg kan godt det. Jeg har sat mange svævehylder op, og jeg var rejst ud på missionen med min boremaskine, korrekt størrelse bor til de skruer og rawplugs, som var udvalgt hjemmefra, skruemaskine, bits i alle varianter, vaterpas og godt humør. Støvsugeren havde jeg glemt.
Vi var et godt team til udmålinger og afmærkninger, datter og jeg. Først satte vi en knagerække op, og så gik vi over til hylderne. Murstensvæg, god at bore i. Jeg skulle trykke hårdt, men hullerne blev dybe nok til de lange plugs og skruer. Jeg kunne bare ikke skrue skruerne i bund, så jeg endte med at hive arrangementet ud af væggen igen, genbore lidt og bruge kortere skruer. Jeg vurderede, at det var bedst ikke at sætte vildt tunge ting på hylderne, men at det nok skulle holde.
Og der var lejlighed til at lave sjov med min license to drill. Kry var jeg.
Søndag aften spurgte jeg Laura, om hylderne holdt. Det var mest et retorisk spørgsmål, for selvfølgelig gjorde de det.
Hun svarede, at faktisk var den øverste hylde så skæv, at hun ikke turde have noget på den, og sendte mig dette billede.
Arghh!!
Det var ikke rart. Jeg var knækket på min handyære, og jeg ville gerne være kørt til Aarhus selv og have rettet op på mit eget håndværkerkiks. Det manglede bare. Men det var ikke logistisk praktisk, og jeg er et stort nok menneske til først og fremmest at tænke på barnets tarv, så jeg sagde med værkførerautoritet: Jeg sender en mand.
Morten skulle alligevel til Aarhus i dag, så han har været (sendt) forbi og udbedret skaderne.
Hmmmmpf.
Handymor er beskæmmet. Hende skal vi ikke regne med at høre mere til.
16. marts 2014 | den store bunke |
Det var Store Indretningsdag i studiekammeret i går. Hvide T og jeg drog til Aarhus loadet med værktøj, støvsuger, instant coffee og et skab, der var skilt ad til atomer for at kunne være i bilen. Tolv timer senere returnerede jeg til eget hjem, mørbanket og møgtræt, men da havde vi også nået rigtig meget.
Vi kørte i IKEA. En siksakrute gennem midtbyen, hvor vi så steder og bagveje, hvor ingen af os før havde været – jeg må erkende at mine Aarhusnavigationsskills er noget rustne, men frem til indretningsmekkaet kom vi. Og sikke vi blev inspireret, og sikke mange beslutninger, der skulle tages. Den bordplade, som stod på indkøbslisten, var udsolgt, men reolklassikeren var hjemme. Og dimser og benbukke og dørslag og opbevaring. Og köttbullar med potatismos. Og er I egentlig klar over, hvor tung sådan en kasse Billyreol er?
Da vi stod i kassekøen, sagde jeg: Ved du hvad der er helt nyt for mig? At det ikke er mig, der skal betale! – Det er også nyt for mig!!, sagde hun. Og kørte et gysende stort beløb ud fra sit dankort.
Bagefter tog vi i Silvan for at kigge efter alternativ bordplade. Det kunne vi ikke få, men vi kunne få en meget bred hylde. Den købte vi. Og blev enige om, at det overordnet set var den næstbedste løsning. Men på dagen var det den bedste løsning. Det kan altid laves om til maj, når IKEA får den rigtige plade hjem. Og måske viser det sig i dagligt brug, at det alligevel er den rigtige løsning.
Tilbage til adressen og slæbe op til tredje sal. Billy måtte pakkes ud i bilen og bæres op i mindre enheder. Og så var der samling. Jeg elsker at samle ting. I den rigtige rækkefølge og med de rigtige skruer og dimser. Og hvis man pludselig har et spørgsmålstegn over hovedet, kan man altid ringe til IKEA og blive en glad mand igen, viser tegninger i samtlige deres vejledninger. Det fik vi ikke brug for.
Billy under construction
Det samlede vi (plus skabet jeg havde med hjemmefra)
Det var sådan en hyggelig dag, tak til Laura for den, og jeg var glad, da Hvide T og jeg kørte hjem loadet med støvsuger, overflødigt tøjstativ, værktøj og tømte flyttekasser. Det er skønt at være handymor.
