10. maj 2014 | den store bunke |
En eng med hvide og gule blomster, jeg løb forbi i formiddags (og så fik jeg lige nævnt, at jeg har løbet!), fik mig til at tænke på de vilde grøftekanter i barndommens land. Mormor og jeg kikkede i blomsterbøger, og hun lærte mig navnene på nogle af de vækster, jeg kom med, musevikke, torskemund, vild kørvel, cikorie, røllike … Nogle fandt jeg selv på. Alle de små fine hvide stjerner, som blandede sig med smørblomsterne, kaldte jeg fedtblomster. Gult for smør, hvidt for fedt. Jeg har hentet parallellen fra det daglige bord, hvor både smørtallerken og fedtskål blev sat frem til rugbrødet.
Måske har der stået fladstjerner i mormors bog.
8. maj 2014 | den store bunke |
I 1997 flyttede jeg i min første ejerbolig. Et fint rødt trediverhus i et godt kvarter. Vi boede der i to år, inden vi rykkede videre, fordi det alligevel blev for småt til børnefamilien, men da vi indtog huset, havde jeg egentlig en forestilling om, at det var mit skæbnehus.
For oppe på spidsloftet, under taget, lå en stak aviser. Det var hovedsageligt JyllandsPosten, men i stakken lå en enkelt Fyns Tidende. Det er min barndoms avis, den mine forældre holdt, og fundet af sådan en var i sig selv specielt, eftersom vi befandt os i Viborg.
Men det surrealistisk sære var, at avisen var fra lige præcis den søndag, jeg blev født. Ikke bare samme dato i et tilfældigt år, men selve min fødselsdag. Og det var den eneste avis fra den dag og den eneste fynske avis, som lå på loftet i det hus, vi havde købt.
Jeg har ingen som helst ide om, hvilken historie der ligger bag. Jeg kan ikke tænke mig til noget som helst “Det er nok fordi …”. Jeg besluttede bare, at det nok var forsynet eller noget andet højere, som havde sendt mig i retning af det hus, og så skulle vi sikkert være sammen for altid, huset og jeg. Det skulle vi ikke, men avisen tog jeg med mig.
Det var en meget varm sommer i 1959; det havde også været varmt for min mor at være gravid, og avisens forside er prydet af et foto, der viser en lille tulle, som sidder i sin barnevognskasse i vandkanten.
Sommeren var tør, høsten gik tidligt i gang, og en vældig hedebrand truede Borrislejrens 10.000 tdr. land store skydeterræn. Det er en af forsidehistorierne. En anden fortæller om en nordjysk landmand, der er død af bladanforgiftning under sprøjtning af frugttræer. “Man mener, at Andersen er blevet forgiftet af den forstøvede sprøjtevædske i den stillestaaende luft i haven. Han er faldet om, og i faldet har han revet laaget af beholderen, hvis indhold er løbet ud over ham.” Tragisk!
Man ventede besøg af den russiske ministerpræsident, og det fremgår af en anden forsidehistorie, at hovedansvaret for hr. Krustjevs liv og færden i Danmark var lagt i hænderne på rigspolitichef Heide-Jørgensen, og at over 2000 politifolk på en eller anden måde ville blive sat til at overvåge den russiske statsgæsts skridt under opholdet i Danmark. Og det selv om Krustjev havde anmeldt et følge på kun 20 personer, hvoriblandt hans hustru, hans to læger, hans massør, hans og fruens frisør, hans adjudantskab og et sekretariat.
Inde i avisen kan man blandt meget andet læse om klipningen af hækkene i Egeskov slotspark, et interview med Grete og Claus Walter, at dårlige nerver er en ret almindelig sygdom blandt vore soldater, om en slagteriarbejder der vil være Haarbys Zoo-direktør, om rok og rul-optøjer i Kolding efter premieren på filmen “Rock around the clock”, at Bahamontes som den første spanioler vandt Tour de France, at en dame havde været klemt fast i væltet bil ved Fuglsbølle kirke, at Kerteminde Bio spillede den dejlige farvefilm Familien Trapp, og at fjernsynet sendte følgende program: 9.00 og 13.30 Prøvebillede, 20.00 Aktuelt, 20.15 TV te’ vands; den første af 3 udsendelser paa sommerlørdage, 21.00 Søndagsvejret.
Og hvad med trafikken? Jo, nogle ting har aldrig ændret sig.
På motorsiden kan man læse, at det første eksemplar af Skodas sportsluksusmodel ’Felicia’ er kommet til landet.
Og på bagsiden er de tegneserier, som var noget af det første, jeg lærte at læse. Hunden Tjavs, Rasmus Klump og det københavnske cykelbud Carlt.
Fyns Tidende blev i 1969 blev købt af Fyens Stiftstidende, som drev avisen til 1979. Derefter var den bare en side i Fyens Stiftstidende, og efter yderligere ti år forsvandt den helt.
Men mit eget helt særlige eksemplar af avisen, som på forunderlig og uransagelig vis kom mig i hænde – hvad er chancen lige?, det passer jeg på.
6. maj 2014 | den store bunke |
Jeg springer over de halve udsagn på Facebook. Dem hvor man selv skal gætte, hvad afsenderen mener. “Jeg hader at skulle tage det valg…!!”, “Åh nej!”, “Trænger til at der sker noget godt”, “Juhuuu!”, “Møgbil!”, “er på skadestuen”, “er taknemmelig” … Dem her har jeg selv fundet på, men det er den slags, jeg mener. De statusser, som føder flere spørgsmål end svar og efterlader mig på en platform af uvished. Som genererer en tråd af spørgsmål fra andre, der heller ikke er indviede, “Hvad da, søde?”, “Hvad sker der?”, og der kommer aldrig svar.
Hvis jeg skal mene noget om noget, have medynk eller dele glæde, så fortæl mig præcist, hvad jeg skal tage stilling til. Jeg kan ikke gætte det.
Så kom jeg selv til at skrive sådan en forleden dag. Tror jeg nok. “vil til at være sådan en, der træffer kloge beslutninger. Var dét ikke en klog beslutning?”
Mon der sad nogen og troede, at jeg havde taget en stor, epokegørende beslutning og bare ventede på at blive spurgt om, hvad det var? Det havde jeg ikke. Jeg ville bare til det, og så syntes jeg, det var en sjov twist med ord. En enkelt venter spændt på, hvad der kommer af klogt fra mig, skrev hun, og det venter jeg også selv på.
Men når jeg skal til at gøre noget med en klog beslutning, kommer den muligvis til at handle om et eller andet med, at jeg på et tidspunkt vil løbe halvmaraton igen.
Jeg må hellere begynde at træne så.
30. april 2014 | den store bunke |
I oktober skrev jeg om denne mur her.
I dag ilede rygtet på min arbejdsplads. “Har du set, hvad der er sket?”. Langsomt forplantede det sig gennem kontorlandskabet. “Muren er skredet!”. Nogen havde set, at der blev slået græs i går. Det må have forrykket spændingen i naturens konstruktion lige præcis så meget, at skredet er sat i gang, en stille, langsom bevægelse, som ingen har bemærket, mens det stod på. Nu ser det sådan ud.
Bullen Mur-epoken er slut. Skredet Mur-epoken er begyndt. Måske vil den vare lige så længe.
27. april 2014 | den store bunke, Heldige mig |
Vi har været til den fineste sølvbryllupsfest. Med gode mennesker, masser af kærlighed, varme taler og sange så smukke, at man næsten ikke kunne gøre af sig selv.
Festen blev holdt langt inde i skoven, i Paradislejren syd for Silkeborg, og vi kunne overnatte, hvis vi ville. Det ville vi gerne, for vi vil helst ikke gå glip af noget. I stedet for at bemægtige os nogle køjesenge byggede vi Hvide T om til base camp.
Og det fortrød vi ikke, da vi slog øjnene op i morges og så ud i det her.
26. april 2014 | den store bunke |
Pakker til fest. Med eftermiddagsaktiviteter, festtøj og overnatning. Som sædvanligt var det dét at finde læbestiften, der tog længst tid. Ikke forstået sådan, at jeg skulle prøve en hel masse forskellige for at finde den helt rigtige nuance til festkjolen. Den del var nem. Jeg har én. Og den var forsvundet. Igen.
Jeg syntes ellers, jeg vidste, hvor den var. I inderlommen i min taske. Næh. Så havde jeg toilettasken oppe af bagagen igen. Læbestiften har nemlig før efter laaaaang tids søgen materialiseret sig mellem foret og yderstoffet i kosmetikpungen, hvor den havde sneget sig ind gennem en syning, der var i stykker. Der var den ikke denne gang. I badeværelsesskabet? Næh. I inderlommen i tasken alligevel? Næh. Har jeg haft andre tasker i brug for nylig? Næh.
Til sidst mærkede jeg den i dybet, da jeg stak hele hånden ind gennem foret over inderlommen i tasken. Der har været en lang flænge længe.
Nu kan jeg se lækker ud med blanke læber til festen i aften.
Og overveje to ting: At starte med at lede de mest iturevne steder næste gang. Eller gøre alvor af at få skiftet den taske ud.
