26. november 2016 | den store bunke |
I går aftes postede en bekendt på Facebook et billede af et glas rødvin og skrev, at hun syntes, hun havde fortjent det, for nu havde hun udnyttet Black Friday til at købe alle julegaver og adventsgaver. Altså ALLE. Hun havde været i gang siden klokken 8 om morgenen. Så nu kan hun i princippet sole sig i dovenskab og ladhed hele december og nøjes med at nyde… Når jeg ser sådan noget, kan jeg godt blive nødt til at få helt hængende skuldre og mundvige og poser under øjnene og sukke langtrukkent. Men jeg kommer aldrig til at smide en ironisk eller sarkastisk kommentar om al hendes effektivitet.
For jeg er fuld af respekt for dem, der klarer at være så forudseende og planlæggende, og som har gavemodtagere, der faktisk har afleveret ønskelister allerede nu.
Jeg bliver bare aldrig sådan en. Aldrig, aldrig, aldrig. Jeg ved ikke engang, hvad jeg selv ønsker mig. Og jeg er på ingen måde gået i gang med nogen som helst juleforberedelser endnu. Jeg har ikke engang tænkt på nogen. Det er jo for pokker kun november!! Hvis jeg blev spurgt, ville jeg sige, at julen er vildt opreklameret, og jeg behøver heller ikke rigtigt noget julepynt herhjemme. Men jeg er ikke blevet spurgt, og der er andre i min husstand, som behøver.
Det, der kommer til at ske, er, at jeg forhaler det med hjemmeoppyntningen så længe, jeg kan uden at virke direkte modvillig, og henne omkring den 10. eller 12. december går jeg i julegavepanik, fordi det går op for mig, at jeg skal købe mange flere gaver, end mit overblik kan håndtere. Det var det, der skete, da jeg mødte Morten for fem år siden, og derfor vidste han fra starten, hvad han gik ind til.
Men props til hende, der slipper for panik og kan tylle rødvin resten af året.
Men en adventskrans… dét vil jeg gerne have. Og lave. Og der har jeg ingen faste traditioner. Nogle år har den været en klassisk grankrans med hvide lys og røde sløjfer, andre år har den været mere minimalistisk, for eksempel fire sorte bloklys med guldsløjfer omkring på en firkantet sort bakke. Og bare så vi er enige: man tænder ét lys den første adventssøndag, og derefter ét mere for hver søndag. Ikke alle fire på en gang. IKKE alle fire på en gang!
I år blev jeg lidt inspireret af Dorte, som skriver bloggen Familiefletninger, og jeg har råplanket ideen. Tak for det. En bakke, fire lys og et lillebitte pottetræ i midten, oasisskiver/-blokke lagt rundt om og overhældt med vand, dækket med grankviste og skovmos, nogle kogler og kunstige bær stukket i, en rød sløjfe af tyndt bånd stukket i med en knappenål, og til sidst et rundhåndet pust med kunstig sne. Så er den klaret. Og jeg er klar. Med noget.
Må jeg få rødvin nu?
23. november 2016 | den store bunke |
Facebook har en funktion, der hedder Denne dag. Her kan man se, hvad man har delt og gjort sig klog på, og hvor man har tjekket ind på netop denne dato i tidligere år. Det er ikke en funktion, jeg har benyttet mig meget af, men jeg har haft en Facebookprofil i lidt over otte år og har til tider været ret aktiv, så der er en hel del gamle opdateringer at fordybe mig i. Sikke meget dvælen det kan føre til. Der sker alligevel noget i et liv over otte år.
Netop i dag, den 23. oktober, var der kun yderst fredsommelige ting at hente.
Men for tre år siden var jeg i Berlin sammen med mine to gymnasieveninder og vores mænd. Det var dæleme en god tur. Jeg skrev om det her og her.
For fem år siden lugtede jeg af fiskefileter, da jeg kom hjem. Tænk engang, der var jeg stadig mor til nogen i folkeskolen.
For seks år siden havde jeg ondt i økonomien, fordi det gik op for mig, at jeg havde sagt ja til både jul og sne og skiferie.
Senere samme dag:
… det smarte system til bilen … er det ikke det, der hedder vinterdæk?
Året før havde jeg tilsyneladende travlt. Jeg ved ikke med hvad, men tidspunktet taget i betragtning har det sikkert indbefattet noget aftensmadlavning. Men travlheden har da ikke været større, end at der har været tid til en Facebookopdatering.
Den 23. november for otte år siden har stensikkert været en søndag, siden jeg har haft tid til at lumre inden døre en hel dag med noget strikketøj og ende med til allersidst at have fået en lille smule dårlig samvittighed over al den lumren. Sweateren har jeg i øvrigt stadig, den er tyk og hvid og fuld af snoninger og ganske rigtigt varm.
Det som Facebook siger: Det var alt for i dag.
17. november 2016 | den store bunke |
I mine unge dage – som var i midtfirserne – var J-dagen ikke opfundet. Det var i hvert fald ikke noget, vi som sådan gik op i, dengang jeg var en glad studerende i Aarhus. Måske var vi bare lidt ligeglade med Tuborgs julesne, måske drak folk i min omgangskreds Royal X-mas, hvis de skulle have juleøl. Måske tager jeg fejl. Erindringen er forsvundet i fortidens sprittåger.
Nej, så var der mere hype omkring ankomsten af årets nye Beaujolais-vin. Meget, meget mere hype. Dét var noget, vi forstod os på, dengang i firserne. Tredje torsdag i november strømmede vi til de værtshuse og barer, der lokkede med Beaujolais Nouveau, og så stod vi der med vores venner og var noget og drak helt ung og sur vin og blev væk fra hinanden på to kvadratmeter.
Det var dengang, det gjaldt om at modtage den nye vin først, dengang Thorkild Thyrring ræsede fra Kastrup Lufthavn til indre København med politieskorte og årets første flasker og blev forsidestof på alle landets aviser.
Beaujolais’en kommer stadig ud tredje torsdag i november, den har stadig kun gæret et par uger og er tappet på flaske kun 6-8 uger efter høsten, og den smager sikkert stadig derefter. Men det hele sker i ro og mag. Ingen lastbiler kører om kap gennem Europa for at komme først med vinen til deres hjemlande. Den vin der er ankommet til landet i dag, er sendt af sted fra Frankrig for et par dage siden, og hvis der er arrangementer i den anledning, giver de i hvert fald ikke noget postyr.
Jeg kan ikke engang lade, som om jeg får mig en godnat-Beaujolais i dagens anledning. Jeg kunne have gjort det, hvis jeg i det mindste havde haft et glas rødvin at flashe.
Her er i stedet min øl. Drik med respekt, står der på den. Og jeg gør det.
14. november 2016 | den store bunke |
I et par dage har min mor kredset meget om at få nye læsebriller, og jeg har talt hendes iværksætteri ned.
Historien om min mors syn er lang og fyldt med begreber som bygningsfejl, AMD, reststær, slørede pletter og dobbeltsyn. En tålmodig optiker har lavet briller og lavet dem om. Hun er blevet udstyret med ekstra læsebriller, som ikke er blevet brugt, fordi det alligevel ikke var godt med dem. Alle instanser har gjort, hvad der kunne gøres, efter bedste evne, men helt godt er det ikke blevet, og det bliver næppe bedre på grund af de forskellige fejl og mangler, hendes øjne har. Hun læser avis og løser krydsogtværs med de briller, der blev det seneste resultat af alle tilpasningerne, og er desuden nødt til at alliere sig med lup og stærkt lys. Jævnligt nævner hun, at hun ikke kan forstå, de briller ikke kan laves bedre. Og vi børn er sikre på, at optikeren er dygtig og har gjort det bedst mulige. At få dem lavet om så hurtigt igen er penge ud af vinduet.
Synet er den sans, hun har det sværest ved udsigten til at miste, fordi det i givet fald vil stoppe læsning af avis og løsning af krydsord, og det vil gøre livet trist. Og det vil være svært at klare sig i eget hjem. Hun er 90, og synet bliver ringere og ringere, det er et uafviseligt faktum. Men det går endnu med at læse og løse med luppens og lysets hjælp.
Hele tiden har de ekstra læsebriller ligget ubrugte og uaccepterede på køkkenhylden, men i de seneste dage har de været på tale igen. Mor ville tage dem med hen til den lokale brillemand – som ikke er den optiker, der har hele hendes historik i sin database – og forhøre sig om nogle stærkere briller, og hun ville gøre det mandag, så snart butikken åbnede. Og jeg var der straks med alle mine argumenter. Hvad hun troede, han kunne stille op, når den anden ikke kunne? Hvorfor hun ikke ville til den sædvanlige? At så kunne den nye tjene penge på at foretage alle målingerne igen. At hvis hun gik derhen, skulle hun i det mindste bare få nogle enkeltstyrkebriller med hjem, så hun kunne afprøve dem i det rigtige miljø, i stedet for straks at købe dyre nye. Jeg er strid og formodentlig ofte urimelig, når det kommer til mors utallige idéer.
I morges, da jeg ringede, sagde hun: “Du kan være ganske rolig, jeg går ingen steder”. Hun havde sovet dårligt igen og var svimmel og træt og skulle bare være hjemme. Og så kunne det med læsebrillerne i øvrigt sagtens vente, til hun har været til kontrol hos øjenlægen i næste uge, syntes hun i dag.
Jeg tror stadig ikke, det gør nogen forskel, og jeg tvivler på, at brilleløsningen kan blive bedre, end den er nu. Men jeg er alligevel ærgerlig over, at jeg igen tog den diskussion i går. For jeg bliver trist, når hun er modløs og initiativforladt i dag.
Jeg kunne bare tage og bakke op om de fikse idéer og glæde mig over, at hun stadig har energi og initiativ til at ville gøre noget for at forbedre sine vilkår. Men jeg ved også, at dét, at jeg tager diskussionen og lægger øre til, gør, at hun får luft for alle de tanker og frustrationer – ja, og også glæder, hun ellers går alene med. Vi gør jo alle sammen det, vi mener er bedst. Både hun og jeg. Og optikeren.
12. november 2016 | den store bunke |
Det her er min yngste, som sidder og ser en tyve år gammel udgave af tv-quizzen Hvornår var det nu det var. Manden i midten af skærmen er Hans-Georg “Gorm” Møller, der var vært på programmet. Kvinden til venstre er en Hanne fra Randers, og manden til højre er yngstens far.
Da Hvornår var det nu det var kørte over skærmen i halvfemserne, sad han i vores sofa derhjemme og gættede med, slyngede årstal ud i rummet og skrydede, når de var rigtige, hvilket de tit var. “Hvor er jeg god! Hvorfor melder du mig ikke til?”
Så det gjorde jeg. Jeg skrev et brev til den adresse, der, så vidt jeg husker, stod på skærmen efter hver udsendelse og fortalte om min selvsikre mand. Ham skulle de tage og invitere ind, opfordrede jeg. Jeg havde tænkt det som en overraskelse, men jeg er faktisk i tvivl, om det lykkedes mig at holde mund med det.
En dag ringede en produktionsfyr til ham og stillede ham nogle testspørgsmål. Han gik gennem nåleøjet og fik en optagelsesdato, hvor han drog til København. Han gjorde det godt. To klokkerene korrekte årstal satte han ind, fik endda flere point end den forsvarende mester, Hanne fra Randers, men hun var bare bedre til bonusspørgsmålene og tog derfor rundesejren hjem og fik en ny udfordrer. Den unge journalist rejste hjem til Viborg med en tusse, en DR-transistorradio og en god oplevelse – og æren i behold.
Jeg optog udsendelsen på VHS, da den blev sendt, men det videobånd røg selvfølgelig til anden side i bodelingen, da vi blev skilt, så det er længe siden jeg har set det. Ved en tilfældighed opdagede jeg, at netop det program fra 1996 blev sendt på DRK i eftermiddag, og derved fik yngsten (født i 1997) mulighed for at se sin unge far være sej på tv i gul skjorte og højtaljet buks.
Det var skægt.
