8. december 2016 | den store bunke |
Hov? Hvordan er det nu med julebrevene? Hvornår skal de senest puttes i postkassen?
Da jeg var barn, havde mine forældre en række venner og bekendte, de skrev julekort til hvert år. Mor indkøbte julekort, frimærker og sidst, men ikke mindst, julemærker. Et helt ark, som vist dengang var 50 mærker. Ikke fordi de skulle sende 50 julehilsner, men fordi det gik til et godt formål.
Så sad far og mor over nogle aftener og skrev “I ønskes en glædelig jul og et godt nytår” til familie, venner og naboer. Nogle fik et par ekstra småsætninger med, hvis der var plads på kortet (det var der ikke på de kort, min far skrev med sin store håndskrift), og nogle få fik et helt brevkort med en opsummering af årets gang og kommende begivenheder. Det var mest til folk i Jylland.
Omtrent samme antal julekort kom den modsatte vej fra de samme mennesker. Der var også postomdeling juleaftensdag, og den dag tog vores nabo Thorvald med postbudet rundt for at hjælpe til med ekstraposten, og også lidt for at hjælpe med at drikke det øl, kaffe og knas, folk bød dem ind til undervejs på ruten.
Siden er portoen steget betragteligt, og mængden af julepost er faldet lige så betragteligt. Men der har ALTID været en sidste frist for, hvornår breve og kort skulle sendes for at kunne nå frem til jul. Som regel omkring den 21. december og nogle dage før, hvis forsendelserne skulle til udlandet. Vi har fået det at vide i annoncer og fjernsynsreklamer, og ingen har behøvet at være i tvivl om, hvornår det var.
I år har jeg har ikke set noget til nogen konkret frist, og set i lyset af væsenets seneste portostigninger og forsikringer om, at selv en skildpadde kan levere post hurtigere end Postdanmark, er der vel heller ikke den store julestorm på landets røde postkasser.
Jeg undersøgte alligevel sagen, og på Postnords hjemmeside skriver de i vage vendinger under overskriften Frist for julepost 2016: “Husk, at brevet er op til 5 hverdage undervejs og derfor skal sendes i god tid fra de røde postkasser eller posthusene.” Se, de tør ikke engang selv garantere noget.
Så tør jeg i hvert fald heller ikke risikere noget.
Det sikreste er nok i virkeligheden bare at sidde her og råbe det ud:
I ØNSKES EN GLÆDELIG JUL OG ET GODT NYTÅR!
7. december 2016 | den store bunke |
Tre timer efter, at vi havde købt hus, blev jeg ringet op af områdelederen for hjemmeplejen i min mors kommune. Hun ville fortælle, at der var et tilbud om en plejebolig til mor, og så ville hun spørge, hvor de skulle sende det hen. Man ville nemlig gerne undgå Postdanmark for at være sikker på at få det frem i tide inden for svarfristen.
Det er nu tolv dage siden, og det er gået stærkt. Vi har set boligen, målt op, talt med personale og kommune, drøftet indgående og taget beslutninger. Enden på det er blevet, at min mor lige efter nytår flytter til den bolig, der med størst sandsynlighed bliver hendes sidste. Det bliver en stor omvæltning, og det bliver ikke let.
Tilbuddet kommer på et tidspunkt, hvor hun faktisk har det godt og klarer sig rimeligt i eget hjem. Da hun ansøgte i foråret, gik det skidt, og dengang ville hun være flyttet i samme sekund, hun havde fået muligheden. Som det går nu, havde det været fint at vente nogle måneder, måske et halvt år. Omvendt ved man aldrig, hvornår verden vender rundt, og de små besværligheder bliver til store udfordringer. Pessimismen kan pludselig tårne sig op over optimismen. Vi tør faktisk ikke sige nej til boligen.
Der er også masser af gode ting ved det nye arrangement. Mor skal flytte et par hundrede meter hen til en bolig i et plejecenter, hvor hun er vant til at komme et par gange om måneden til foredrag og musikarrangementer. Hun kan stadig gå hen og besøge sine gamle naboer og gå ture i det område, hun kender. Hun slipper for at skovle sne, vaske tøj, frygte at glemme at slukke for kogepladen, og hun får stadig sit eget sted, hvor hun kan sidde og læse avis og løse krydsord og trække sig tilbage, når hun har lyst til det. Der er nogen til at hjælpe, når hun skal have skiftet en pære, og når hun er bange for at falde i brusebadet. Der er nogen at spise og drikke kaffe sammen med. Hun kan nemt blive et friskt og oplivende element blandt beboerne i enheden, for sådan er hun nemlig også.
På den anden side er der syvtusind ting, der bliver anderledes, og det er dem, der fylder mest. Hun må ikke længere deltage i den ugentlige ældreaktivering i en anden by sammen med andre hjemmeboende gamle, som hun ellers er blevet så glad for, og hun kommer til at savne barndomsveninden Ellen, der bor lige overfor. Det ER bare ikke nemt at blive plantet om, når man er 90. På det nye sted spiser de rugbrød midt på dagen og varm mad om aftenen, og i hele hendes liv har det været omvendt. Hvordan skal lejligheden møbleres, hvad og hvor lidt skal hun have med, mon de kan lave øllebrød på den rigtige måde, hvad skal der ske med alle de ting hun IKKE skal have med, hvem skal sy gardiner, hvem skal sætte lamper op, har vi bestilt gelænder ved toilettet, skal hun kun have de blå kopper med, hvor skal hun aflevere sit vasketøj, hvor er skraldespanden i badeværelset, – alt det og meget mere ligger hun vågen og spekulerer på om natten, og det går ud over overskud og livsmod.
Der er opture og nedture, og når det er en af de tunge dage med ophobet tankemylder, som i dag, er der ikke andet at gøre end at sætte mig med telefonen og masser af tid, lytte og kommentere og forklare og lytte mere og prøve at ’tale til fornuft’, som hun selv kalder dét, jeg gør. Og det hjælper. Jeg kan høre i løbet af samtalen, at det letter. At det måske nok kommer til at gå alligevel. At der måske også er gode ting at se frem til.
Selv er jeg selvfølgelig ikke i tvivl om, at det hele bliver løst og vi får styr på al praktikken. Vi er gode til den slags. Men jeg må indrømme, at jeg ser frem til om en månedstid, når vi er ved at have pakket ud igen, har stillet det hele på plads og fundet de fleste af svarene.
5. december 2016 | den store bunke |
… jeg ikke er begyndt at købe julegaver
… jeg ikke engang har skrevet min egen ønskeseddel endnu
… jeg synes december allerede har for meget fart på
… jeg insisterer på ikke at lade mig presse af alt det, ’man’ forventer af mennesker i december
… der er alt for mange folk på gaden og i indkøbscentre og på parkeringspladser
… jeg gerne ville have beholdt november lidt længere
… jeg er bagud med adskilligt, eller i hvert fald ikke foran med noget
… jeg for eksempel lige om lidt skal sætte mig og skrive et fødselsdagsbrev til min kusine i Bruxelles, som har fødselsdag i, ja, altså i dag, og som jeg tidligere på dagen har spist af med en sms med ordlyden “… og ved du hvad? Der er faktisk et brev på vej…”
… jeg lige skal lave aftensmad først
… jeg bare har taget et virkeligt ringe billede af det
så synes jeg altså, at byens gadejulebelysning lige uden for vores stuevindue er så fin om natten, når lyset er slukket indenfor.
4. december 2016 | At have have |
Jeg tror det næsten. At vi kålføder en vegetar, der er højere end en snegl og lavere end et rådyr. Jeg var en tur i kolonihaven i dag, for det lå netop inden for rammerne af, hvad jeg orkede efter en forholdsvis ginholdig firmajulefrokost i går. Varmt tøj, frisk luft, skære hindbærbuske ned, hente grønkål til aftensmaden og bagefter vaske bil. Det var min plan for dagen. Vinterhave og vaskehal. To punkter skulle være til at overkomme, og så kunne jeg med god samvittighed indtage sofaen resten af dagen, forestillede jeg mig. Og sådan blev det.
Haven havde det godt. Bortset fra de tydelige spor efter gæster, der havde bestilt fra spisekortets nederste del og var skredet fra oprydningen. Det gør ikke noget, så længe skaderne ikke er større, og så længe det bare ikke er snegle, der huserer. Der er stadig grønkål nok til os, og jeg kan i øvrigt anbefale den salat, jeg lavede til aften: 12 blade grønkål overhældes med kogende vand, bladstilken/ribben fjernes og bladene grovhakkes, to-tre tomater skæres i små tern, en passende mængde feta smuldres i. Det hele blandes med en dressing af citronolie, balsamico, salt, peber og timian. Enkelt, nemt og struttende af sundhed og velsmag.
28. november 2016 | den store bunke |
Sommetider går det hurtigt i mit liv, og jeg når ikke altid at holde mig til den oplagte rækkefølge. Sommetider laver jeg ting, jeg ikke har fået skrevet på min to do-liste, hvorefter jeg skriver dem på listen, så snart de er udført, og straks sætter flueben.
Det er omtrent også sådan, jeg gør, når jeg køber hus.
Fra vi havde første møde med banken om, hvor købekraftige vi kunne tillade os at være, til vi havde en købsaftale i hånden, gik der en uge. Og i den uge nåede vi at se et hus, give et bud på det, få at vide at der var flere interesserede, give et bud mere og samtidig bære rundt på en kolossal mængde is i maverne, mens vi holdt vejret. Når man holder vejret, er en uge temmelig lang tid, men i en beslutningsproces om at investere i noget, der koster et syvcifret beløb, er det faktisk ikke ret lang tid.
Derfor har jeg slet ikke nået at fortælle, at vi overhovedet kiggede på hus. Men det gjorde vi altså, og nu har vi købt et.
Sværere var dét åbenbart ikke. Jeg troede ellers, der skulle gå lang tid med at se på en masse, overveje og afveje, og pejle os ind på, hvad vi hver især gerne ville og især ikke ville, og hvad vi kunne blive enige om, hvilke krav vi ikke ville gå på kompromis med, og hvad der var lige meget. Fra starten så billedet nemlig helt forskelligt ud i vores hoveder. Den ene ville ikke gå ned på plads (det var mig), den anden vægtede kvalitet højt (det var Morten), og så var beliggenheden også en faktor, især i forhold til hvor det ikke skulle være (mig), og derudover skulle det selvfølgelig være noget, vi havde råd til. Men hele denne føljeton går verden nu glip af. Vi har set ét hus før det, vi nu har skrevet under på at købe, og det var vi enige om ikke at kunne se os selv i.
For at gøre en kort historie endnu kortere, erklærede jeg forrige søndag ved 16-tiden: “Det her kan jeg godt se os i”, og Morten sagde: “Jeg behøver ikke at se flere”. Der var plads, kvalitet og beliggenhed i den samme pakke. Så gav vi det et skud og et bud. Nu hedder vi “køber” på flere stykker papir.
Jeg er slet ikke landet endnu. Jeg er ikke sikker på, at jeg er voksen nok til at være sådan en, der køber hus. Men det bliver godt, og nogen (det er banken) holder mig i hånden og hævder, at det nok skal gå. Fra 1. april, hvis nogen skulle spørge.
Og nu vi er ved spørgsmål, så er det de samme ting, vi hele tiden bliver spurgt om, og jeg kan lige så godt give svarene her.
Har I virkelig brug for så stort et hus? Ikke kvadratmetermæssigt. Men det har det antal værelser, vi gerne vil have, og så har det en stue/repos på første sal, som vi ikke har efterlyst, men det er jo bare en bonus.
Skal I så beholde kolonihaven? Ja, som udgangspunkt. Vi vil jo gerne dyrke grøntsager stadigvæk, og en køkkenhave anlægger jo ikke sig selv. Den nye have skal være nydehave, og kolonihaven fortsætter som ydehave. Så vil tiden vise, om balancen forrykker sig.
Rykker Morten så kontoret hjem? Nej.
Nogle har måske kun ét eneste brændende spørgsmål: Der var jo flere interesserede … Hvad var jeres endelige bud? Et beløb og en flaske champagne. Sælger siger, det var champagnen, der tippede handelen til vores side. Måske et godt tip til andre, der skal ud i budrunde.
Nå men altså: Købe palæ til Grevinden – tjek.
