Vær ren inderst og yderst

Jeg har booket en tid til eftersyn af min bil. Mest fordi de (værkstedet) anbefaler et tjek for hver 15 tusind kørte kilometer, så vi (jeg) er sikre på, at den kan det, den skal kunne, og har ordentlig væskebalance og den slags.

Så i går vaskede jeg den. Det sker måske hvert andet år, jeg kan i hvert fald ikke huske, hvornår jeg kørte den i vaskehal sidst. Jeg støvsugede den også. Det sker ellers heller aldrig –  eller jo, det sker ret præcist samtidig med det andet.

At gøre bilen ren, inden den skal på værksted, svarer vel til at skifte undertøj, inden man skal til undersøgelse på sygehuset. Ligesom lægerne formodentlig er ret ligeglade med den ydre fremtoning, ser mekanikerne nok også mere på færdighed end forfængelighed.

Det eneste, de måske løfter et øjenbryn over, er, at jeg ikke har fået givet den sommersko på endnu. Og at der skulle være skiftet olie på den i august. Sidste år.

Okay, så sig bare ’lille De’

Min bil har rundet 105.000 km, og jeg fik endelig taget mig sammen til at bestille en tid til servicetjek på værkstedet.

Det plejer at være sådan, at når jeg ringer derud, siger værkføreren ’Kan du huske registreringsnummeret?’, og jeg tænker ’Hrmpf’, føler mig fornærmet og synes, at han bare formulerer sig sådan, fordi jeg er kvinde og en slags blond, og han kunne lige så godt have afsluttet spørgsmålet med ’lille De’.

Det var imidlertid ikke sådan denne gang.

Vi fandt frem til et tidspunkt, jeg kunne komme med bilen, og så kom han i tanker om:

– Jeg skal lige have registreringsnummeret.

– Jep, AN70159.

Søgende tavshed.

– Hm, den kan jeg ikke finde? Hvilken adresse hører den til?

– Teglmarken. Eller Vestergade … eller Sct. Mathias Gade… jeg er flyttet en del.

– Der er heller ikke noget. Hvilket navn var det?

– Nå? Jeg har da ellers købt den ude hos jer, haha. Jeg gentog mit navn.

– Nej, heller ikke.

– Hm, I ringer ellers jævnligt og beder mig om at få den til eftersyn, haha. Nå, men ved du hvad, jeg logger mig lige ind på min forsikring og dobbelttjekker registreringsnummeret…

Her kunne jeg konstatere, hvad der VIRKELIG står på min nummerplade, og SÅ kunne værkføreren finde min Aygo, og vi lavede en aftale på tirsdag.

Det værste er, at næste gang han spørger, om jeg kan huske registreringsnummeret, er jeg nødt til at sidde og skumme for mig selv med mine fordomme og røde ører. Jeg kan ikke engang indvende noget, hvis han siger ’lille De’.

Note til mig selv til næste gang: Tjek INDEN opringning!

Bøgens udspring

6. maj. Hvad er det nu, den dato altid får mig til at tænke på? Jo, folkeskolen. Måske i sjette klasse. Vi havde biologi med fru Pedersen, og emnet var … ja, måske noget med fotosyntese og osmose. Har man egentlig det i pensum i underskolen? Havde vi det i halvfjerdserne? Jeg må jo have det et sted fra, og det er i min erindring forbundet med en bestemt lærer og en bestemt klassekammerat, som jeg kun havde på den skole, jeg gik på til og med syvende klasse.

I hvert fald blev der spurgt: Hvornår springer bøgen ud? Min skolekammerat svarede friskt med en humoristisk vinkel på det faktuelle: 6. maj klokken to.

Det tossede er, at det gjorde den. Ikke lige på det klokkeslæt, men i starten af maj var det helt forventeligt med nyudsprungne bøgetræer på de lune steder. Ikke før. Ikke dengang.

Og nu, næsten halvtreds år senere, sker det op til to uger tidligere. Er det ikke vildt?

Det var bare det.

Og fordi bøgen springer ud så tidligt, har jeg ikke engang nået at tage et billede af det.

 

Udpluk #22

 

  • Æbletræet blomstrer, og der ligger sne på græsset. Er det maj, eller er det bare mig?
  • Status på rørskift i det lille hjem i forstæderne: Stuen er stadig nøgen, men betonen (betonet?) er gået i gang med at tørre og hærde, og tømreren sætter tid af til gulvlægning i slutningen af maj. Pulterkammeret er snart genfyldt som sit gamle jeg. Måske bliver soveværelsesvæggen påbegyndt restaureret i dag (gennem den blev der lavet rør til badeværelset ovenpå). Campingvognen kommer næppe i brug på vores matrikel, men den har været rar at have som en mulighed. Der er således lys forude, selv om det stadig er det lange lys.
  • Grundet første punkt tror jeg, jeg venter lidt med de sarte sager i kolonihaven; bønner, tomat, agurk, squash og hokkaido. Kunne måske godt sætte kål, men er der reelt set nogen grund til at friste frosten?
  • Kører over til min mor i dag. Gammel, konfus og bekymret er de ord, hun bedst beskrives med i øjeblikket. Sandsynligvis er det ikke engang ’i øjeblikket’, men ’herefter’. Det er faktisk ikke rimeligt af naturen at indrette sig sådan, at et menneske skal opleve så meget forfald i den sidste tid af sit liv. Vi kan på mange måder kun se på og være der. Derfor er jeg der lidt i dag.
  • Mine børn har en fælles liste over dyr, hvis latinske navne er det samme ord to gange, for eksempel hedder en grævling meles meles. Deres regel er, at de ikke må google, men skal komme tilfældigt forbi guldet. Jeg har lige bidraget med to tip fra vores måltidskasser fra Skagenfood, fordi fisk åbenbart ofte har dobbeltnavn på latin. Jeg ved ikke, om det kolliderer med nogen regler, at en mor bidrager med eksempler, – måske deres liste er ødelagt nu? Nå, børn må jo sige til, hvis det er tilfældet.
  • Solen skinner trods kulden, og en af fordelene ved at bo i min husstand er, at der altid er hjemmebagte boller i fryseren, og hvis ellers man husker at tø nogen op, er der altid boller til morgenmad i weekenden. Det har man husket, og nu skal jeg have morgenmad og blå himmel.

Pulterguld

En lille gevinst ved at have sit natteleje mellem alt det, vi i øjeblikket har tømt ud fra pulterkammeret – eller rettere gevinsten ved at vågne op blandt kasserne – er at få øje objekter, ingen tanke har strejfet i årevis.

I morges faldt mit blik på en skotøjsæske med gamle breve, og jeg åbnede den. Så gik der en nostalgisk time med at bladre igennem et nedslag i fortiden. I foråret 1981 var jeg tre måneder i kibbutz i Israel, og jeg skal lige love for, at det var dengang, folk stadig skrev breve. Fra de tre måneder har jeg talt 52 forsendelser.

Og selv om det var længe før mobiltelefoner og internet, var vi faktisk lige så velorienterede om verdens og vennernes gang, som vi er nu. Det kan jeg se, når jeg skimmer, hvad mine mennesker skrev til mig hjemmefra eller ude fra verden, hvor de nu var. De kunne jo lige så godt – som min bror skrev i et af sine breve – sende en reel flok ord, når nu portoen var den samme.

Selvfølgelig kom nyhederne dog med en vis forsinkelse. Blandt volontørerne var det en stor ting at tage postnøglen i hånden og gå ned og tømme postboksen. En gang om ugen kom den store levering, og så flokkedes vi 17 danskere, fordelte brevene og fordybede os i hver sin nyhedsstrøm og kærlige tanker hjemmefra. Derfor var skuffelsen enorm den uge, da postboksen var fuldstændig tom. Vi var kede af det, mystificerede og kunne slet ikke forstå, hvad der var sket. Det viste sig fire uger senere, at hele leverancen fra Danmark havde været en tur omkring New Zealand, kunne vi se på stemplerne. Den uge, den endelig landede hos os, fik vi dermed dobbelt op på post, og det var en lang og lykkelig eftermiddag på græsplænen foran volontørbarakken.

På billedet ovenfor ses et brev med et kraftigt blåt udråbstegn i øverste, venstre hjørne. Det er et på forhånd aftalt tegn, der fortæller, at der er fundet et sted at bo i Aarhus. Vi var en lille gruppe gymnasievenner fra Odense, der havde aftalt at flytte i kollektiv i Aarhus, hvor vi skulle studere. De to af os, som allerede var flyttet til byen, havde til opgave at finde en lejlighed, mens vi andre var ude i verden på dannelsesrejser. Tegnet havde vi fra en historisk brevveksling mellem to filosoffer/videnskabsmænd – jeg kan ikke længere huske hvem, hvor den ene havde telegraferet et spørgsmålstegn, og den anden havde svaret med et udråbstegn. Jeg kan heller ikke, huske hvorfor de havde gjort det, men jeg kan tydeligt huske fornemmelsen den dag, jeg sad på en græsplæne i Israel og VIDSTE, allerede inden jeg åbnede brevet. Det var lykke.

Min mor skrev hver søndag, så hende er der mange breve fra. De tre måneder er nok den periode i hendes liv, hvor hun har skrevet flest breve, og det er et dejligt nedslag i, hvad der rørte sig på Nordfyn i foråret 81. Hun skrev altid ét ark fra skriveblokken, aldrig mere, for så vidste hun præcis, hvilken værdi frimærket skulle have. På et tidspunkt har jeg skrevet tilbage, at far også gerne måtte skrive noget. Det fik han lov til, men det skete kun én gang. I slutningen af det næste brev hjemmefra har mor kommenteret: “Jeg tror ikke, far skal skrive så tit, for han skriver så stort, at der ikke kan stå så meget, gør det noget? Du får nøjes med en hilsen fra ham.” I samme brev har hun tilføjet “Håber jeg kan skrive Zerne den rigtige vej, var det rigtigt?” Jeg har åbenbart irettesat hende, fordi hun uden på de første mange konvolutter har skrevet KIBBUTS. Sådan var jeg allerede dengang.

Jeg skrev lige så mange breve tilbage, som jeg fik. Det gjorde vi jo. I de varme eftermiddage lå vi strøet rundt på plænen med den tids gadgets: kuglepenne, luftpostpapir og aerogrammer. Gad vide om også nogle af de breve ligger gemt i skotøjsæsker rundt omkring?