En lille gevinst ved at have sit natteleje mellem alt det, vi i øjeblikket har tømt ud fra pulterkammeret – eller rettere gevinsten ved at vågne op blandt kasserne – er at få øje objekter, ingen tanke har strejfet i årevis.

I morges faldt mit blik på en skotøjsæske med gamle breve, og jeg åbnede den. Så gik der en nostalgisk time med at bladre igennem et nedslag i fortiden. I foråret 1981 var jeg tre måneder i kibbutz i Israel, og jeg skal lige love for, at det var dengang, folk stadig skrev breve. Fra de tre måneder har jeg talt 52 forsendelser.

Og selv om det var længe før mobiltelefoner og internet, var vi faktisk lige så velorienterede om verdens og vennernes gang, som vi er nu. Det kan jeg se, når jeg skimmer, hvad mine mennesker skrev til mig hjemmefra eller ude fra verden, hvor de nu var. De kunne jo lige så godt – som min bror skrev i et af sine breve – sende en reel flok ord, når nu portoen var den samme.

Selvfølgelig kom nyhederne dog med en vis forsinkelse. Blandt volontørerne var det en stor ting at tage postnøglen i hånden og gå ned og tømme postboksen. En gang om ugen kom den store levering, og så flokkedes vi 17 danskere, fordelte brevene og fordybede os i hver sin nyhedsstrøm og kærlige tanker hjemmefra. Derfor var skuffelsen enorm den uge, da postboksen var fuldstændig tom. Vi var kede af det, mystificerede og kunne slet ikke forstå, hvad der var sket. Det viste sig fire uger senere, at hele leverancen fra Danmark havde været en tur omkring New Zealand, kunne vi se på stemplerne. Den uge, den endelig landede hos os, fik vi dermed dobbelt op på post, og det var en lang og lykkelig eftermiddag på græsplænen foran volontørbarakken.

På billedet ovenfor ses et brev med et kraftigt blåt udråbstegn i øverste, venstre hjørne. Det er et på forhånd aftalt tegn, der fortæller, at der er fundet et sted at bo i Aarhus. Vi var en lille gruppe gymnasievenner fra Odense, der havde aftalt at flytte i kollektiv i Aarhus, hvor vi skulle studere. De to af os, som allerede var flyttet til byen, havde til opgave at finde en lejlighed, mens vi andre var ude i verden på dannelsesrejser. Tegnet havde vi fra en historisk brevveksling mellem to filosoffer/videnskabsmænd – jeg kan ikke længere huske hvem, hvor den ene havde telegraferet et spørgsmålstegn, og den anden havde svaret med et udråbstegn. Jeg kan heller ikke, huske hvorfor de havde gjort det, men jeg kan tydeligt huske fornemmelsen den dag, jeg sad på en græsplæne i Israel og VIDSTE, allerede inden jeg åbnede brevet. Det var lykke.

Min mor skrev hver søndag, så hende er der mange breve fra. De tre måneder er nok den periode i hendes liv, hvor hun har skrevet flest breve, og det er et dejligt nedslag i, hvad der rørte sig på Nordfyn i foråret 81. Hun skrev altid ét ark fra skriveblokken, aldrig mere, for så vidste hun præcis, hvilken værdi frimærket skulle have. På et tidspunkt har jeg skrevet tilbage, at far også gerne måtte skrive noget. Det fik han lov til, men det skete kun én gang. I slutningen af det næste brev hjemmefra har mor kommenteret: “Jeg tror ikke, far skal skrive så tit, for han skriver så stort, at der ikke kan stå så meget, gør det noget? Du får nøjes med en hilsen fra ham.” I samme brev har hun tilføjet “Håber jeg kan skrive Zerne den rigtige vej, var det rigtigt?” Jeg har åbenbart irettesat hende, fordi hun uden på de første mange konvolutter har skrevet KIBBUTS. Sådan var jeg allerede dengang.

Jeg skrev lige så mange breve tilbage, som jeg fik. Det gjorde vi jo. I de varme eftermiddage lå vi strøet rundt på plænen med den tids gadgets: kuglepenne, luftpostpapir og aerogrammer. Gad vide om også nogle af de breve ligger gemt i skotøjsæsker rundt omkring?