25. juni 2013 | den store bunke |
Den 19-årige blev student i dag. Historie var sidste fag, og i 24 timer har han forberedt sig på Imperialisme, afkolonisering og menneskerettigheder, til han var helt rundforvirret og næsten glemte at sove. Han var inde, kom ud med røde varme kinder og gik rastløst frem og tilbage på gangen, hvor alle hans mennesker var mødt op med roser, kameraer og en studenterhue. Han blev kaldt ind, kom ud og var glad, lettet og tilfreds.
“Hvad giver I ham?”, havde folk spurgt.
“En kuffert…”, svarede jeg.
“Nå…”, sagde folk og gad ikke engang skjule, at så blev der nok tale om en skuffet student.
“… fuld af øl og whisky”, fortsatte jeg.
Og så syntes folk, det var den fedeste gave, de havde hørt om.
Studenten syntes det også.
23. juni 2013 | den store bunke |
Vi har været til Molsfest.
Molsfest er en af de dejligste traditioner, en sommerkomsammen, som gode venner lægger sommerhus til, og vi er en stor flok, som er kommet der gennem mange år. I starten var det forældregenerationen, som sov i huset, og så kom alle børnenes venner (det var os) og slog telte op på grunden, spiste helstegt lam og Grethes hjemmelavede og helt guddommelige is med marcipan og jordbær, drak usigelige mængder fadøl og larmede til den lyse morgen, sov lidt og tilbragte så det meste af søndagen på stranden, mens vi skiftedes til at hente fadøl og spise lammerester.
Senere fik vi alle sammen børn og havde dem med, og der var børneaktiviteter om eftermiddagen, og ellers foregik det som beskrevet ovenfor.
Temaerne er skiftet i løbet af årene i takt med, hvilke livsstadier vi var på. Der var de år, hvor vi blev færdige med vores uddannelser og fik job rundt omkring i landet. Der var det år, vi alle sammen fik stationcars. Der var det år, vi snakkede om sengevæderbørn. Der var det år, samtalerne handlede om flexlån. Så begyndte vi at snakke om synshjælpemidler. Så var der andre skavanker at snakke om. Så blev børnene store, og det var os, som var forældregenerationen, der var af sted uden børn igen og ikke behøvede så store telte længere. I år sov de fleste af os i vores biler nede ved stranden. Og i år var det Endomondo og løbetracks, vi snakkede om.
Det var skønt, skønt, skønt og hyggeligt. Som altid. Og selv om alle Molsfester er forskellige, var der også i år de allervigtigste ingredienser.
Der var de bedste, bedste mennesker.
Der var lam.
Der var fadøl.
Der var værelse med udsigt og bølgesus.
Udsigten ved fodenden var såmænd også fin.
Og det er langt, langt væk.
22. juni 2013 | den store bunke |
Højskolebarnet har forladt højskolelivet og bevæget sig ud i det virkelige liv. Læs: Roskilde Festival og sommerhuslandet. De sidste dage er der pakket ud, vasket, genpakket og forberedt. I går blev der imprægneret telt på tørreloftet.
Og der kunne man jo faktisk godt holde ferie, egentlig. Hvis campingvejret så lidt for listigt ud. Ingen regn og ingen blæst, kun lidt fygesne om vinteren.
21. juni 2013 | At have have, Køkkenskriverier |
Jeg har forsået mig. Mine urtehaveskills er lidt rustne. Den dag i maj virkede det som en god ide at tømme posen med spinatfrø og så to hele rækker. Nu virker det, som om vi er nødt til at udvide vores samling af spinatopskrifter.
For skidtet følges jo ad. Det hele bliver stort på én gang og ikke i trin, uge for uge, som i Føtex. Vi har spist spinatlasagne, og sagt Ih og Næh, det er spinat fra haven, nej, hvor smager det godt! Det smager godt, og det var dengang, spinaten var babyspinat. Vi vil gerne spise det igen, og det vil smage godt igen, også af kæmpespinat.
Men hvad kan vi ellers lave? Vi er nødt til at gøre noget. Der er meget. Og det er jo naturens gaver, vi ikke må lade gå til spilde. Alt vi avler selv er guld.
Forslag, tak.
Det må gerne inkludere velvoksen selvdyrket rucola, som bliver åndet i nakken af stærkt piblende babyrucola!
18. juni 2013 | den store bunke |
Det har taget mig et stykke tid at vænne mig til lydbøger. Tidligere opfattede min hjerne et headset som et signal til at lade tankerne tage på walkabout og slet ikke fokusere på det, der blev læst op. Måske har der også været en ulyst til at slippe kontrollen med verden udenfor, når ørerne er optaget. Jeg har altid villet følge med i alting. Når man sidder med en analog bog, kan man godt nås fra verdens lydtæppe, mens man med en lydbog monteret kun ved, at andre vil en noget, hvis man får øjenkontakt eller de kommer og prikker til en.
Men nu går det rigtig godt, og jeg lytter, når jeg løber eller støvsuger eller laver havearbejde. Jeg er blevet rigtig god til at lade kroppen gøre det, den skal, og så bare være fuldt ud i det rum, bogen skaber. Derfor tør jeg ikke lytte, når jeg kører bil. Kun når jeg ikke skal tage stilling til noget andet. Og så er jeg helt væk.
Lige for tiden hører jeg Anna Grues Et spørgsmål om penge, som P4 forærede væk som sommerlytteratur i starten af måneden.
Og paradokset igen: når jeg lytter, hører jeg ikke noget. Derfor var det godt, det ikke gik værre den aften, Morten rensede tagrender på kolonihavehuset.
Jeg lugede og lyttede og kiggede først op, da han kom luskende med bøjet hoved og hængemule på undskyld-jeg-kunne-ikke-gøre-for-det-måden. Og lidt på av-mit-ben-måden. Han havde stået på havebordet for at nå tagrenden og drejet sig rundt for at gå ned på bænken, og i stedet for at træde ved siden af trådte han igennem. Og knækkede tre planker. Og var ked af det, for det var mit bord. Og fik en stor hudafskrabning på skinnebenet.
Jeg kom til at grine. Over hele sceneriet. Først derefter kom jeg i tanker om at løsrive mig fra de materielle skader og spørge til hans skader. Som heldigvis var begrænsede. Og bordet var gammelt, og det gode er, at jeg endnu ikke havde nået at rense og oliebehandle det.
Bordet kan ikke reddes. Morten kan reddes.
Men tænk nu, hvis det var gået rigtig galt. Så kunne han have ligget der og være rigtigt tilskadekommen, mens jeg havde fiktive døde i ørerne. Må fremover huske at holde mandtal over de levende en gang imellem.
