2. juli 2013 | At have have |
Kvarter over fyraften skrev jeg sms til yngsten: “Jeg er i haven, som jeg sagde. Jeg ved ikke helt, hvor længe jeg bliver ved. Vi ses senere. Du må også gerne komme herop.”
Han har siden dimissionen i onsdags tilbragt størsteparten af sin tid på langs, enten i sin seng eller på en madras foran fjernsynet. Der har været noget fodboldturnering og nu – oh, joy – Tour de France. Han svarede: “Okay, du må hygge dig :-)”.
Det gjorde jeg. Der trængte til at blive luget. Altså lidt. Selv om vi startede hele haveprojektet med at fjerne det øverste lag jord, der hvor ukrudtet var, er der noget der har overlevet. Er jeg ikke efter det, tager det pludselig fart og får overtaget. Og det vil jeg ikke. Det skal ikke være en pillet og strømlinet have, men lige i køkkenhaven har jeg altså bestemt mig for, at jeg vil være den, der har kontrollen. Så jeg monterede Haruki Murakamis 1Q84 – jeg er i gang med bog 3 – i ørerne og gik i gang med ukrudtet. Det fede ved havearbejde er, at jeg kan gå i gang med en plan om en bestemt opgave, og to timer senere har jeg gjort noget helt andet. Det er ren meditation.
I dag holdt jeg dog nogenlunde retningen og arbejdede lige dér, hvor jeg havde tænkt.
Uh, jeg er glad for den plet!
Store forventninger til tomathøsten
Løvefod og fredløs. Siger de voksne.
Fuglene vandt ribskrigen
Verdens bedste lille sted i al sin frodighed. Og med friskslået græs. Og nyluget.
Kom forbi haveforeningens fælleshus. Det her kunne man da godt overveje. Måske. Jeg kan da altid spørge, om de har brug for en grafiker.
1. juli 2013 | Betragtninger |
Da jeg var lille og blev spurgt, hvornår det var min fødselsdag, svarede jeg: “Nittende ju-li-e”. Med tydeligt e til sidst. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg kendte ikke nogen, der hed Julie.
1. juli 2013 | At have have |
Mine forældre satte en ære i at have de første nye kartofler til grundlovsdag. Men når vinteren er så hidsig og lang, at kartoflerne først kommer i jorden tre uger før grundlovsdag, er der jo ikke en chance for at leve op til traditionerne. Og er der ikke noget med, at de skal blomstre, før der er håb om, at der gemmer sig guldklumper dernede?
I lørdags havde vi gæster. Min mor syntes, at min storebror gerne ville se kolonihaven. Det ville han også gerne, men vi var alle sammen godt klar over, at hun selv allermest gerne ville gense. Da hun var hos os pinselørdag, var der nysået, og græsset var ikke rullet ud endnu.
Det var den perfekte anledning til det første prøvestik med greben. Og de var der! Ikke ret store, men umiskendeligt til stede. Der skulle næsten en hel række til for at få kartofler nok til at bespise selskabet. Men sådan er det jo altid første gang. Og de smagte godt!
Se bare.
The kartoffelwoman & the kartoffelgirl graver og graver
Det trak nysgerrige til
Kartofler fra ni blokke. Ja, ni!
Her kommer en faktaboks:
Ordet kartoffel kom til dansk via tysk, som havde overtaget det fra italiensk tartufolo, der betyder trøffel. På dialektalt og spøgende dansk bruges også ordet “potet”, der stammer fra spansk patata, hvor det på sin side er overtaget fra tainosprogets batata. Dette ord henviste dog egentlig til Sød kartoffel (Ipomoea batatas). (Wikipedia)
Og det med den engelske/amerikanske udtalelse er noget fis. I den her udtalesamling er der 24 lydfiler, hvor de siger [pəˈteɪtəʊ]. Ikke en eneste siger potardo.
30. juni 2013 | den store bunke |
Vel er det ikke mig, der har taget den hårde tjans i den forløbne uge med at blive student, køre studenterkørsel og feste igennem. Alligevel har det været en uge, der trak på energien med mange afslutninger og arrangementer.
Tirsdag – studenterhuepåsætning og sammenkomst.
Onsdag – dimission fra 9. klasse og afslutning af folkeskolen
Torsdag – afslutning i 3. klasse og farvel til indskolingen og sfo
Fredag – dimission på gymnasiet
Lørdag – besøg af mor og bror i kolonihaven (de første hjemmelavede nye kartofler høstet, en begivenhed, der formodentlig vil kunne bære et blogindlæg for sig selv)
Søndag – studenterbrunch
Nu har jeg trukket mig tilbage og kastet øjnene på vaskemaskine og hjemmeliv og bagværk til fryseren. Jeg propper en bog i ørerne, løber måske en tur – senere – og har det lidt som antennen på bilen: Der er ikke meget signal i dag.
Jeg ved ikke, hvornår, hvem eller hvorfor…. Det er risikoen ved en offentlig parkeringskælder, og det gode er, at der ikke er hærværket værre denne gang.
26. juni 2013 | den store bunke |
Facebook flyder over med nyslåede studenterforældre i disse dage. Eller nå nej, det er jo nyslåede studenter. De kommer ud fra eksamenslokalet med 10 eller 12 i sidste fag. Alle sammen. Så får de sat huen på, hvilken farve og hvilket bånd den nu har, og bliver fotograferet med et læs roser i favnen. Og så ryger de på Facebook. Altså på deres forældres profil.
Og jo, jeg har også selv postet en enkelt student. Fordi jeg er skidestolt af knægten, som har arbejdet i tre år og virkelig fortjener den ros og de skulderklap og gaver, som bliver ham til del nu. Men jeg flasher ikke hans karakterer. Ikke fordi der er noget i vejen med dem. Jeg synes bare ikke, det er min opgave at række ham frem og sige “Se, hvor dygtig min dreng er!” til mine venner. Det må han selv gøre. Og det gør han ikke.
Igen: misforstå mig ikke. Jeg er stolt af ham! Men jeg har bemærket, at det kun er de høje karakterer, der bliver flashet. Ingen 02, 4 eller sågar 7 ryger på Facebook med et Sejt, Sønne! Eller Sådan, Putte! Det er da synd for Sønne og Putte, at de ikke er så pralbare.
Det er nærliggende at tro, at alle de studenterforældre, der ikke smækker et tal i hælene af studenterbilledet, ikke har noget af prale af. Tro mig, det er ikke tilfældet. Vi synes bare, at præstationen er flot og fantastisk i sig selv, og vi glæder os over glæden og lettelsen i deres ansigter over, at de nu må slippe tøjlerne og bare feste.
Og midt i al huehypen skal vi huske, at der er andre der afslutter noget uden at det kommer ret meget i medierne.
Om lidt skal jeg tage afsked med folkeskolen efter 15 års parløb. Yngste søn dimitterer fra 9. klasse, trykker inspektøren i hånden og får afgangsbevis. Fuldstændig hatteløs, men med en ikke mindre imponerende indsats end studentstorebror.
Dobbelt stolt.
