15. juni 2013 | den store bunke |
Jeg har sorteret bukser, og her er juryens resultat:
Antal håbløst for små, og jeg kommer aldrig i dem igen: 3
Antal for små, men købt i dyr mærkevaregenbrugsbutik i Berlin (og derfor ekstra ærgerligt): 1
Antal rigtig størrelse, men i håbløst umoderne snit: 3
Antal kan godt gå, men lidt for meget svaj i benene: 2
Antal kan godt gå, men alligevel lige stramme nok: 1
Antal der passer og er lagt i skabet igen: 2
Jeg hader at købe tøj. Hader. Især bukser. Jeg hader at stå og svede i prøverum og vurdere og prøve igen. Men jeg kan jo ikke gå gennem livet med kun to par bukser, så nu har jeg været af sted.
I H&M står der skinny, slim, extra skinny, low waist, shitty slimmy på alle deres bukser, men jeg fandt et par almindeligt strammy, der godt kunne bruges.
I Vero Moda blev jeg hjulpet af ung pige, der kunne sit kram og strøede guldrandede bemærkninger.
“Dem her bruger jeg selv”
”Min mor bruger dem også”
“De giver sig rigtig meget”
“Min mor er rigtig glad for dem”
“Min mor har også store ben. Og en stor numse”
Og den der fik mig til at gå i prøverummet, selv om jeg godt nok syntes, de så smalle ud, bukserne:
“Min mor har altså større lår end dig”
Antal nyindkøbte bukser: 3
14. juni 2013 | den store bunke, Heldige mig |
Jeg har haft den hyggeligste eftermiddag med alle mine børn. Det er ikke så tit, vi bare er os fire, og jeg nød det fra start til slut.
Anledningen var, at højskolebarnets kunsthold afslutter et forløb med to ugers udstilling på Aarhus Rådhus. Der var fernisering med forstandertale og a cappella-sang i Arne Jacobsen og Erik Møllers fine rådhus.
Sådan her fortolkede højskolebarnet emnet Transit. Akryl på lærred, og wirerne er syet på. Jeg kan godt lide det.
Bagefter gik vi en tur i midtbyen. Var hos Kristian F. Møller og i Skumhuset, begge nogle af mine steder, da jeg selv boede i byen i 80’erne. Jeg boede der i ti år – Aarhus er der, hvor jeg var ung – der hvor jeg blev voksen, og jeg er en lille smule misundelig og en hel del vemodig ved tanken om, at højskolebarnet lige om lidt er på vej til at flytte dertil og skal have sin ungdom og sine dannelsesår i mit gamle hood. Og snart følger den 19-årige nok efter.
Vi overvejede et par af de steder, som var hippe i min tid, Drudenfuss og Englen, men valgte alligevel en af de nyere cafeer ved åen, inden vi gik ud og kiggede på alt det nye, der er ved at blive bygget i det område, de har valgt at kalde “De bynære havnearealer” – og på de kraner, hun har malet efter på det blå billede.
Så kørte vi min førstefødte tilbage til de sidste fire højskoledage og fortsatte hjemad. Den 19-årige sad bag rattet og den 16-årige på passagersædet, og jeg kosede mig på bagsædet og lyttede til deres broderlige mundhuggeri og deres pludselige udbrud i sang – Toto’s Africa og Hold The Line, som de egentlig er alt for unge til at kende – og deres sært fantasy-fysik-sammenblandede diskussion om, hvorvidt mennesker kan holde til at flyve på en drage eller om man dør af det, altså på grund af g-kraften… “Lad os sige … den flyver mindst 200 km i timen. Det er jo et stort dyr.”
Der er ikke noget fantasy over min glæde. Det var en stjernedag.
14. juni 2013 | Hørt og set i forbifarten |
Stykker af samtaler mellem mennesker, hvis veje krydsede vores i splitsekunder i Aarhus i eftermiddag.
Kvinde stopper op på gaden med et forklarelsens udtryk i ansigtet: “Ja!! Den står hjemme på køkkenbordet!”
Ledsagende kvinde: “Aiii, hvor godt!”
Mand på vej ind på café ved åen: “Jeg har det ikke så godt i maven.”
Mand til anden mand i havneområdet: “Hvordan klarede de sig igennem aftenen uden finsk lakrids i går?”
13. juni 2013 | Betragtninger |
Jeg trænger til nye bukser. Jeg må ikke købe nye bukser, før jeg har prøvet og sorteret hele buksestablen i skabet. Jeg har ikke lyst til at prøve hele buksestablen i skabet, for jeg er bange for, at jeg bliver meget ked af det, når de alle sammen er blevet for små.
Nye bukser har lange udsigter.
12. juni 2013 | den store bunke |
Jeg går og rydder op i skærerummet på kontoret for tiden. Det er der, vi har printere og hullemaskiner og papir og omslagsmapper – og alt muligt andet. Da vi flyttede ind i lokalerne, samlede vi nogle reoler og kastede tingene ind på hylderne for at få dem væk fra korridorer og fællesarealer. Vi har næsten vænnet os til, at der overhovedet ikke er nogen logik i logistikken, og ved hvor det meste er, men det er alligevel blevet tid til at få indført en overordnet orden. Og det er her, jeg blev udpeget. Det er lige mig, mente de.
Det er sådan set okay arbejde, nu hvor jeg har fået udstukket mig en kurs. Først var det mig og en kollega, men jeg sendte hende ud og lave noget andet igen. Det er nemmere at gøre det selv.
Jeg propper nogle ørepropper med lydbog i ørerne, og så går jeg og udtænker systemer. A3 100g her, A3 160g her, A3 200g overstørrelse her, A4 100g her… fortsæt selv. Det er varmt derinde, og jeg sveder som en asfaltarbejder, men som sagt, det er okay arbejde.
Der er bare lige én ting. Sidst jeg kom ud fra et længere ophold i skærerummet, var Margaret Thatcher død i mellemtiden. Nu er jeg faktisk lidt bekymret for, om jeg får slået Nelson Mandela ihjel.
