27. august 2013 | den store bunke |
Jeg spurgte min ældste søn, hvad han syntes om den sang, jeg havde skrevet til 50-årsmanden. Det var rent fisk efter ros. Sådan lidt jaerh, jeg ved godt den er fantastisk, men fortæl mig det lige igen. Han svarede, at den var da meget god, “altså, det var jo ikke farmorstandard”.
Farmor har skrevet lejlighedssange hele sit liv, til eget brug og til alle andre, der bestiller dem hos hende. De går på muntre børnesange og har letbenede rim med versefødder, der altid passer. For at få dem til at passe er versene fyldt med apostroffer og omvendt ordstilling.
Niels fortsatte: “Jeg læste den. Altså, den var godt skrevet, men jeg kender ikke melodien. Farmors kan man synge.”
Og lige der gik det op for mig, at jeg ligger under farmorstandard. Man kan skrive nok så veldrejet og elegant. Men det der kendetegner en god festsang er, at man kan synge den.
27. august 2013 | Betragtninger |
Når en 16-årig dreng siger: “Mor, vi skal altså til at lave mere mad med dem her”, og ’dem her’ er kogte speltkerner i en salat, så ved man bare, at…. ja, så er jeg faktisk i tvivl om, hvad man ved.
26. august 2013 | den store bunke |
Det er næsten ikke til at komme ned igen. Alt og alle slog sig sammen om at gøre i festen i lørdags til et uforglemmeligt allerbedste sted at være. Vejret, stedet, stemningen, gæsterne, maden, gaverne, talerne og indslagene, energien, glæden.
Morten gik i seng hen ad morgenen med væg-til-væg-smil på og vågnede fire timer senere og tog sine glade øjne på lige med det samme.
Jeg var glad og rørt langt ind over alt det fine og sjove, folk havde at sige til og om ham. Det er det, man skal. Man skal se at få holdt nogen fester, så det bliver sagt. Som Bedsteven sagde i sin tale: “Jeg kunne sige det til dig ansigt til ansigt. Men jeg kan også sige det, så allesammen kan høre det! Ellers tror du bare ikke på det.” Og det er jo sådan det er. Når alt det gode bliver sagt og gjort i en lind strøm i løbet af en aften, forstærkes det og forsvinder ikke, og alle kan se, at der sidder et menneske lige dér på et varmt leje af kærlighed og anerkendelse. Alt er godt.
Nu er der ikke flere lister at krydse af på. Ikke flere hemmeligheder at holde på. Det er rart. Og lidt mærkeligt. Lidt tomt. Jeg er træt. Men jeg har dejlige billeder på nethinden og på harddisken.
Jeg skrev en sang. Den var svær at lade være med at sige noget om på forhånd. Og nynne lidt. Skylder tak til storebror for tre linjer,
som jeg har planket og redigeret fra en konfirmationssang, han skrev til vores niece. Og for at have fundet verdens allerbedste melodi
at skrive festsang på. Siden den konfirmation har jeg ikke skrevet på andet end Sneflokke kommer vrimlende.
23. august 2013 | den store bunke |
I denne uge kaster jeg energi på festforberedelser. Morten holder fødselsdagsfest i morgen, og det kræver selvfølgelig et vist mål af planlægning.
Synes jeg.
Vi kommer fra hver sin planet. Morten er den, der slår ud med armene og har det hele inde sit hoved og løber an på, at han kan finde det derinde, når han skal bruge det, og siger: “Hov! Jeg skulle have ringet til xxx i går…”, “Jeg har det her… et eller andet sted. Næ, det ligger hjemme.” og “Vi kan købe ind efter kl. 21.30.”
Jeg er den, der skriver lister og bekymrer mig og bringer spørgsmål op om alt, hvad der kan forløbe anderledes, end jeg har et billede af, at det skal, og skaber kaos i noget, der egentlig lå meget godt inde i hans hoved, og siger: “Har du husket… ”, “Fik du snakket med…” og “Nej, Bilka lukker kl. 22, det kan vi ikke nå.”
Han er den, der siger “Det løser sig!”. Det siger jeg også nu, for det har jeg lært udenad, at vi synes. Når han siger det, betyder det faktisk, at det løser sig. Når jeg siger det, betyder det, at jeg ikke ved, hvad jeg skal sige til det lige nu.
Han er også den, der lader tiden arbejde og får uventede ideer og lader sig føre et andet sted hen, end det var tænkt fra starten, og pludselig tryller løsninger frem, som viser sig at være de helt rigtige, når noget andet ikke kunne lade sig gøre.
Jeg vil helst have en køreplan time for time, så jeg er forberedt på alt.
I tirsdags insisterede jeg på, at vi skulle gennemgå det hele og skrive lister over, hvornår hvem skulle gøre hvad, indkøbslister til hvilken dag, lister over hvad der skal hentes hvor hvornår, hvad der skal medbringes hvorhen. Efter nogle timer, hvor jeg havde fået hævet kernetemperaturen i min hjerne betragteligt, sagde Morten: “Der er ikke noget af dét der, der stresser mig”.
Sikke en gave.
Folk, der kender mig godt, siger, at jeg har rigtig godt af at have mødt sådan en som ham. Dem, der er tæt på ham, siger måske det samme til ham om mig.
Vi supplerer hinanden ret godt og er gode til at lade vores forskelligheder samarbejde i stedet for at strides om, hvem der har den rigtigste måde.
Sikke et held.
Vi var i Bilka i går. Vi grinede, snakkede, fyldte i vognen og krydsede af. Én liste væk. Fire-fem stykker tilbage.
Hov! Jeg har glemt, at jeg også skal huske at skrive op, at jeg skal huske at bekymre mig over, hvad jeg skal tage på til festen…
21. august 2013 | Køkkenskriverier |
Vi er så småt ved at komme ind i den vante gænge igen efter sommerferien, hvad angår kokkeføllets maddag. I nogle år har den 16-årige haft en ugentlig dag, hvor han bestemmer, hvilken aftensmad han og jeg sammen skal lave. Min bagtanke er, at han får sig nogle huslige færdigheder og en fornemmelse af madlavning. Han kan godt lide at se madprogrammer og sætter stor pris på velsmagende og veltillavet mad. De barndomsdage, hvor han kun ville have smøreost og bacon er for længst ovre.
Vi har haft stor fornøjelse af Spisebrødrenes udsendelser, og kokkeføllets absolutte favorit er netop en af deres opskrifter, som han efterhånden kan lave uden min indblanding. Han gør det bare ikke, for det er hyggeligt at gøre det sammen. Spaghetti alla putanesca. Det betyder ’den lille luder’ og er en ret, som skøgerne i Napoli hurtigt kunne lave mellem kunderne. Og den smager fantastisk. Kapers, ansjoser, oliven, hvidløg og citron går sammen i flok og løfter smagen.
Det var det, han ville lave i dag, for det var længe siden sidst.
Og se, det blev godt!
Det her er min hjemmelavede kogebogsholder. Bukket i hegnstråd. Hægtes på hylden, og brødkassen holder den fast. Og køkkenbordet holdes frit. Egen ide, eget design, meget minimalistisk. Skal måske finpudses lidt, men det bliver den nok ikke. Nogen har engang kommenteret – og komplimenteret – at jeg har skabt et på én gang råt og feminint design, som kan bruges i både i- og ulande. Det er smukke ord. Og rigtige.
