Jernhelbred og jernurt
De sidste dage har jeg gået og brygget på en hovedpine, og jeg, der ellers aldrig fejler noget og bryster mig af et jernhelbred, tænker straks, at der måske er noget ubelejligt julesyge på vej.
Og så tænker jeg, at det da er NU, mit kretensiske turistkøb skal vise sit værd. På en udflugt op i bjergene købte jeg en pakke teplanter. Jeg kendte ikke planten, men hæftede mig ved, at den angiveligt hjælper mod næsten alt og i særdeleshed mod forkølelse. Tre euro, hva’beha’r? Vi så godt nok en del af den slags planter i vejkanterne sidenhen, og Morten antydede, at jeg måske lige så godt kunne have plukket selv – gratis. Sikke dumt sagt.
Det viser sig at være jernurt, – åbenbart en anerkendt urtete, som gravide endelig ikke må drikke, men den er god til at sætte mælkeproduktionen i gang bagefter. Det håber jeg så ikke sker.
Jeg drikker stort set aldrig urtete og er den personificerede skepsis overfor alt hokus pokus. Men nu er jeg måske forkølet, og jeg giver det et forsøg.
Se selv: Trylledrik!
Op i Tykke Blå og vand over. (Duskene er bare for at pifte billedet op. Der er selvfølgelig også te inde i kanden! Og det der ser ud som om det kommer ud af tuden er purløg i en krukke ovre ved væggen.)
Jeg har faktisk et par tekrus, der passer til kanden. Perfekt til jernurtete.
Pdwah!!
Lidt.
Men jeg slipper garanteret af med alle de dårligdomme, jeg ikke engang vidste, jeg havde! Og de tre euro strækker LANGT.