De efterlod os alt

I øjeblikket læser jeg en lille perle af en bog. Plum Johnsons De efterlod os alt tager udgangspunkt i forfatterens egen baggrund og handler om den periode, hvor hun sammen med sine brødre tømmer det kolossale barndomshjem efter deres gamle mors død og lærer nye sider af forældrene at kende gennem de ting, de har efterladt. Samtidig fortælles familiens historie gennem nedarvede anekdoter og Plums erindringer fra opvæksten. Det er både rørende og vækker til eftertanke.

Jeg kan egentlig ikke huske, hvor jeg hørte eller læste om bogen og efterfølgende skrev den på min læseliste. Men det, at min egen mor døde for kort tid siden i en høj alder, og at jeg og mine brødre har skullet rydde op og få minder og efterladte effekter til at falde på plads, fysisk og mentalt, er uden tvivl medvirkende til, at bogen gør et stort indtryk på mig.

Romanens fire søskende reagerer på hver deres måder og fokuserer forskelligt. Som en enhed samlet af individuelle komponenter. Sådan kan alle søskendeflokke sikkert beskrives. Sådan handlede vi også. På et tidspunkt i bogen er der hentet en bunke papirer frem, som en bror bladrer hurtigt igennem og overlader til søsteren, hvis umiddelbare reaktion er “Jeg bliver irriteret over, at han tilsyneladende bare drøner ligegyldigt igennem alle de detaljer, jeg selv drukner i”. Det kunne have været os. Vi reagerede lige så forskelligt på Nordfyn for små to måneder siden. Jeg er den, der ikke kan nænne at smide ud, og som slæbte fotografialbummer og dagbøger hjem, som jeg stadig ikke er nået nogen vegne med at få læst, fordi jeg fortaber mig, når jeg går i gang.

Heldigvis skulle vi ikke rydde et hus med 23 værelser, der bugnede af møbler, breve og gammelt legetøj efter tres år på samme adresse.

Udover at have et vedkommende og berigende emne er bogen ekstremt velskrevet, og jeg nyder sætningerne, som snor sig i rammende beskrivelser, der får scener og detaljer til at stå helt skarpt, lige til at træde ind i. Og Ellen Dahl Bang indlæser den så blidt og fint og rammer præcis den rette stemning.

Læs den, synes jeg.

På hovedet langt og længe væk

Jeg har været længe væk. Sådan føles det, og sådan er det.

Helt bogstaveligt. Vi har været i Costa Rica. Både krop og sjæl har været milevidt væk fra hjemlig novemberhverdag. Vi har vandret og lavet yoga. Vi har set regnskov og farvestrålende steder og mennesker i et helt fantastisk grønt og frodigt land med et venligt folkefærd. Vi har spist fisk og frugt og set pelikaner, aber og leguaner, fået ømme fødder og kroppe, skumsvedt i fugtig varme, set alle vores hjemlige potteplanter vokse frit ude i naturen, badet i vandfald og ocean og set solen gå ned i Stillehavet i et vanvittigt farveorgie. Vi ved, at julepynt går lige så fint til palmer og 30 graders varme som til gran og frostvejr, at man bare skal tage tingene, som de kommer, og at en almindelig personbil kan køre gennem større vandhuller, end man lige tror.

Vi har lagt mange forskellige farvestrålende og eksotiske billeder på vores sociale medier undervejs, men et af de billeder, som folk har lagt mest mærke til, er tilsyneladende det her. Det er i hvert fald dette splitsekund af balance, jeg har mødt flest kommentarer til.

Jeg er på benene igen og tilbage i mit hjemland, hvor jeg de næste dage vil bøvle lidt med konsekvenserne af syv timers tidsforskel og derfor gå meget sent i seng og (være nødt til at) stå tidligt op.

Gisp

Hver gang jeg får en meddelelse om, at jeg har modtaget digital post fra den ene eller anden instans i min eboks, er min første reaktion et mentalt gisp. Hvad har jeg gjort galt? Hvad fejler jeg? Hvem skylder jeg penge?

Lige hvis det er post fra min arbejdsgiver, tror jeg dog på, at det er en lønseddel, jeg får tilsendt.

Men ellers. Post fra kommunen, regionen, rigspolitiet, banken. Jeg smider, hvad jeg har i hænderne, og skynder mig at kontrollere, om det er bankkontoen, helbredet eller samvittigheden, jeg skal have ondt i.

Er det ikke underligt? Den fysiske postkasse udenfor – helt ude ved vejen – synes jeg, det er en fest at tømme. Der er ganske vist sjældent noget i, udover kirkebladet og søndagsavisen. Men eboksen! Den får mig til at gispe i smug.

I dag var det nu helt uskadeligt, uskyldigt og uforskyldt. Det var et brev fra Det Danske Bloddonorstudie, som jeg engang har sagt ja til at deltage i. De vil bare takke mig og 120.000 andre for vores deltagelse og fortælle os om udviklingen af Det Danske Bloddonorstudie og nævne, at vores blodprøver bliver anvendt i væsentlige forskningsprojekter, herunder omfattende genetiske undersøgelser.

Det var lige før, jeg groede en lille glorie.

Man har et standpunkt, til man tager et nyt

Sådan sagde statsminister Jens Otto Krag i 1967, da han efter et valg havde skiftet mening om et samarbejde mellem Socialdemokratiet og SF, og udtalelsen er blevet legendarisk.

Det kan sagtens være fornuftigt at tage fornyet stilling, hvis grundlaget for den oprindelige beslutning er ændret.

Trekvart døgn efter at jeg havde skrevet, at jeg skulle tjekke min shortsbeholdning, fordi “Costa Rica venter, og jeg har overvejet at købe nye zipoffbukser, så jeg har mere end ét par vandreshorts med. Den fornuftige stemme siger, at der findes brugbare shorts i min garderobe, og at jeg skal spare de penge. Eventuelt bruge dem på noget andet.”, OG havde lagt et par fortrinlige shorts til side, belavede Morten sig på at køre i den lokale outdoorbutik for at shoppe grej til sig selv.

Lige der skiftede jeg standpunkt. Jeg vendte 180 grader. På en tallerken. Og alle andre klichéer .

Jeg tog med.

Fortrinlige shorts er lagt tilbage i skabet. Hvilket grundlag for oprindelig holdning var ændret? Mnnjoo … det ville være en ensom følelse for Morten at være alene om at få nyt? Dur den?

Ti ting at huske

Der er lige nu ti punkter på min huskenote på telefonen. Der har jeg en dynamisk liste, som jeg hele tiden opdaterer ved at påføre nye ting, jeg skal huske, og slette dem, jeg har håndteret. Noget står der i kort tid, det kan for eksempel være ’Købe ind’, andet kan være på listen i lang tid, for det måske bare er projekter, jeg gerne ville tage mig af, men godt ved jeg aldrig får gjort noget ved. ’Skure bruseniche’ kunne være et eksempel på den kategori.

Aktuelt har jeg disse kort- og langsigtede planer:

• Tjekke andre shorts
Det bliver snart. Costa Rica venter, og jeg har overvejet at købe et par zipoffbukser, så jeg har mere end ét par vandreshorts med. Den fornuftige stemme siger, at der findes brugbare shorts i min garderobe, og at jeg skal spare de penge. Og bruge dem på noget andet.

• Ekstra neglelak
Det bliver muligvis i aften. Vi skal til fest i morgen. Nuværende neglelak er ikke slidt nok til at tage helt af og lægge nyt på. Løsningen er et friskt, ekstra lag oven på eksisterende. Jeg glemmer det, hvis jeg ikke skriver det ned.

• Pakker til Marketing
Fordi vi igen i år har decemberpakkespil i afdelingen på arbejde og inden december skal komme med to pakker til spillet. Min hjemkomst fra ferie kommer i karambolage med afleveringsfristen, så jeg skal have gjort noget på forhånd.

• Vinterdæk
Det skal vi jo. Snart. Vi har to biler, vi har dæk, vi har donkraft, og vi har kobberfedt. Hvad vi har mindre af, er tid til at få det gjort. Vi skal til fest, og vi skal købe udstyr til Mellemamerikaferie. Men altså. Vi skal jo. Måske i morgen. Eller søndag.

• Flytte egne ting i sykasse
Fordi jeg arvede min mors sykasse, som har været i hjemmet al den tid, jeg kan huske, og jeg har tilbragt mange timer som lille pige med at kigge på alle de ting, der var i den. Min plan er at rydde op i gamle knappenåle, trådruller, lynlåse, stoppegarn, fingerbøl og alt muligt andet og putte mine egne syting i kassen, så den kan komme til ære og værdighed igen.

• Rydde op i værksted
Jeg var godt i gang for halvandet år siden, men så skulle vi have skiftet rør, og så gik det i stå. Men nu skal der være orden. Hylder er savet til og venter bare på, at jeg går i gang med at indrette og lave indlysende systemer i reolerne. Når der kommer en af de lange vinterweekenddage, hvor vejret er til indesysler, og jeg ikke skal andet. Og har lyst.

• Hente kageskål i Aarhus
Fordi vi har sat noget af min mors porcelæn til salg. Det befinder sig hos min bror på Fyn, bortset fra en småkageskål, som jeg har solgt her i Viborg, og som bror nu har bragt til min niece i Aarhus – hvor jeg skal have den hentet, så jeg kan levere til køber. Det bliver, når det bliver.

• Sortere billeder
Det bliver aldrig. Alle de digitale billeder, som ligger på en harddisk og bare er navngivet med dato. Jeg ville godt have dem katalogiseret lidt bedre. Men der er fotos fra adskillige ÅR. Det bliver aldrig…

• Slå græs i Teglmarken
Fik ikke klippet græsset i slutningen af sæsonen, fordi der var en del med min mor, og fordi det regnede. Nu er det muligvis lidt sent på året at slå græs. Men punktet må blive stående, for jeg har jo ikke gjort det.

• Grave kolonihaven
Endnu en opgave jeg ikke har fået håndteret på grund af de seneste måneders andre gøremål. Og regn. Men det er egentlig ikke anderledes end hvert eneste år. Så punktet bliver stående. Nederst hvor det hører til.