Hver gang jeg får en meddelelse om, at jeg har modtaget digital post fra den ene eller anden instans i min eboks, er min første reaktion et mentalt gisp. Hvad har jeg gjort galt? Hvad fejler jeg? Hvem skylder jeg penge?
Lige hvis det er post fra min arbejdsgiver, tror jeg dog på, at det er en lønseddel, jeg får tilsendt.
Men ellers. Post fra kommunen, regionen, rigspolitiet, banken. Jeg smider, hvad jeg har i hænderne, og skynder mig at kontrollere, om det er bankkontoen, helbredet eller samvittigheden, jeg skal have ondt i.
Er det ikke underligt? Den fysiske postkasse udenfor – helt ude ved vejen – synes jeg, det er en fest at tømme. Der er ganske vist sjældent noget i, udover kirkebladet og søndagsavisen. Men eboksen! Den får mig til at gispe i smug.
I dag var det nu helt uskadeligt, uskyldigt og uforskyldt. Det var et brev fra Det Danske Bloddonorstudie, som jeg engang har sagt ja til at deltage i. De vil bare takke mig og 120.000 andre for vores deltagelse og fortælle os om udviklingen af Det Danske Bloddonorstudie og nævne, at vores blodprøver bliver anvendt i væsentlige forskningsprojekter, herunder omfattende genetiske undersøgelser.
Det var lige før, jeg groede en lille glorie.
