Gisp

Hver gang jeg får en meddelelse om, at jeg har modtaget digital post fra den ene eller anden instans i min eboks, er min første reaktion et mentalt gisp. Hvad har jeg gjort galt? Hvad fejler jeg? Hvem skylder jeg penge?

Lige hvis det er post fra min arbejdsgiver, tror jeg dog på, at det er en lønseddel, jeg får tilsendt.

Men ellers. Post fra kommunen, regionen, rigspolitiet, banken. Jeg smider, hvad jeg har i hænderne, og skynder mig at kontrollere, om det er bankkontoen, helbredet eller samvittigheden, jeg skal have ondt i.

Er det ikke underligt? Den fysiske postkasse udenfor – helt ude ved vejen – synes jeg, det er en fest at tømme. Der er ganske vist sjældent noget i, udover kirkebladet og søndagsavisen. Men eboksen! Den får mig til at gispe i smug.

I dag var det nu helt uskadeligt, uskyldigt og uforskyldt. Det var et brev fra Det Danske Bloddonorstudie, som jeg engang har sagt ja til at deltage i. De vil bare takke mig og 120.000 andre for vores deltagelse og fortælle os om udviklingen af Det Danske Bloddonorstudie og nævne, at vores blodprøver bliver anvendt i væsentlige forskningsprojekter, herunder omfattende genetiske undersøgelser.

Det var lige før, jeg groede en lille glorie.

Tak for brevet, tror jeg

Kommunen har sendt mig digital post. Jeg forstår mit navn og rådhusets åbningstider.

Brevet lægger hårdt ud med overskriften “Årsopgørelse af lån til betaling af stigninger i grundskylden”. Jeg kender alle ordene, men er ikke i stand til at foretage en meningsfuld afkodning. Nederst er der anført et beløb på 203 kroner og 82 øre. Jeg har ingen anelse, om det er penge, jeg skal modtage, betale, har haft eller nogensinde vil få.

Men vi blev enige om, at hvis vi skylder nogen noget, har samme nogen nok snablen så meget nede i vores kasse, at de bare kan tage dem selv.

Jeg er voksen. Jeg ejer et hus.

Er det klogt?