16. oktober 2015 | den store bunke |
Her er den hundredårige, flankeret af de to kvinder, som gennem mange årtier var gift med hendes yngre brødre. I blåt min mor på 89, i blomstret min tante, også et sted i firserne. Det er nogle år siden, de har været samlet sidst, og man kan ikke vide, om det sker igen. De bor langt fra hinanden, og det er blevet sværere at ses i takt med, at nogle af dem er blevet skrøbeligere.
Måske HAR de også allerede haft alle samtaler, der findes i verden. Jeg kan ikke helt vurdere, om de overhovedet samtaler på billedet. Ingen tvivl om, at de snakker. I hvert fald to af dem. Det er de altid været gode til. Jeg er mere i tvivl om, hvorvidt de lytter. Jeg tror det ikke. Den hundredårige ser heller ikke ud til at høre efter. Hun er til gengæld den eneste af dem, som har opdaget fotografen og gør sig ulejlighed med at posere en smule.
Hun er en friskhovedet faster og en usædvanlig kvinde. De er alle tre nogle gæve gamle koner, og de har har været svigerinder i tres år.
14. oktober 2015 | den store bunke |
I morgen fylder min faster 100 år, og hun har inviteret til fejring på kro og plejehjem. Jeg glæder mig. Det bliver en spændende og speciel dag. Både for hende selv og for os andre. Jeg regner egentlig med, at det bliver den eneste hundredeårsfødselsdag, jeg kommer til. Det kan selvfølgelig godt være, jeg selv bliver lige så gammel, men så er det jo godt at være lidt forberedt på, hvad man kan forvente, at der sker sådan en dag.
I morgen fylder TV-Avisen 50 år. Det bliver også fejret.
Min faster fyldte altså 50 den dag, den første TV-Avis blev sendt. Tænk engang.
13. oktober 2015 | den store bunke |
I den store synagoge i Budapest er der nogle vildt flotte lamper, mange mindre og især de store lysekroner fik mig til at tænke på snebærbuskene i min barndoms have. Se selv.
Ved slottet oppe på Budahøjen var efteråret ikke nået helt ind i hjørnet endnu. Der var det stadig sommer.
Vi fandt sære frugter, som vi ikke kunne artsbestemme. Overhovedet. De lignede mest grønne hjerner med hår, og det var i lang tid mit bedste bud. Senere billedklynkede jeg på Facebook, og særheden har vist sig at være frugten fra orangemorbærtræet, som gror i Sydamerika. Og så lige to på Budahøjen.
Sådan er der så meget spas i Budapest.
Vi havde en god tur!
6. oktober 2015 | den store bunke |
At jeg i morges satte mig ned i min bil og opdagede, at der kun var sluppet tre filer af den nye lydbog, jeg havde tænkt mig at skulle begynde på i dag, med ind på min telefon, betød en lille forskydning af balancen i mikrobilen. Specielt fordi det ikke engang var de tre første filer af bogen, jeg havde fået med, men nummer 179, 180 og 181. Et kedeligt sted at starte på en roman.
Jeg måtte høre radio undervejs, hvilket jeg så godt som aldrig gør, og den lille rutineændring forårsagede, at jeg fuldstændigt glemte at drikke min medbragte kaffe på vejen. Bittesmå variationer i udgangspunktet kan have stor effekt. Det er det, man kalder sommerfugleeffekten; forestillingen om, at et sommerfuglevingeslag på den ene side af kloden kan starte en orkan på den anden side. Vingeslaget kan teoretisk igangsætte en påvirkning, der fortsætter og forstørres.
Jeg håber sandelig ikke, at det lille stykke ubalance i mit mikrokosmos har spredt sig til makrokosmos, og jeg derved uforvarende er kommet til at starte et meningsskred på Madagascar eller har taget livet af en bogorm i Canada.
Jeg har læsset resten af filerne ind på telefonen og genoprettet verdensordenen.
4. oktober 2015 | den store bunke |
Tænk, at der kun er fire dage, til Laura og jeg tager til Budapest. Vi indløser min fødselsdagsgave fra hende til mig. Og jeg glæder mig.
Vi har flybilletter. Vi har indkvartering. Vi har arvet lidt lokal valuta fra venner, der var i Ungarn i sommer og ikke fik brugt deres penge op. Undervejs finder vi ud af, hvad vi skal opleve. Hun var i Budapest på interrail i sommer, jeg var der sidste gang i ’86. Vi kombinerer erfaringer og ønsker og stykker noget godt sammen, er jeg sikker på. På Michelinrestaurant og i termalbad skal vi. Jeg vakler mellem gul badedragt fra cirka 1990 (note til mig selv: tjek elastikken) og bikini fra dengang, jeg var slank. Laura og jeg er enige om at være badetøjshadende landkrabber, men jeg insisterer på, at vi skal i termalbad. Der er nok heller ikke nogen, vi kender, som ser os. Og så skal vi ose og trave og suge til os. Det bliver så hyggeligt.
Desværre har jeg ikke fået læst op på mine mere end tredive år gamle sprogkundskaber. Hvis jeg kan nøjes med at sige øl, vin, skål, tak, ja og nej, skal det nok gå. At det lige er de ord, der har bidt sig fast i vokabulariet, afspejler meget godt, hvad jeg havde brug for at sige, da jeg var i Ungarn i 1983 sammen med en gruppe arkæologistuderende, som min ungarsklektor arrangerede en fjortendagestur studietur for. Hanne og jeg havde ungarsklektioner sammen og var med for at forfine vores sprogskills. Det skete ikke i nævneværdig grad, så vidt jeg husker, men det var en forrygende sjov tur. For arkæologerne var det fagligt, og vi var rundt og besøge utallige udgravninger og museer i landet, men ingen forventede noget som helst fagligt af Hanne og mig. Så vi studerede arkæologerne i stedet og hjalp dem med at feste. Det blev vi gode til.
Engang kunne jeg også sige ’Jeg vil gerne bede om ti busbilletter’. I dag ved jeg hverken, hvorfor jeg havde brug for ti billetter, eller hvordan jeg sagde det.
Jeg satser på at hive glemt sproglig viden frem fra det inderste arkiv, når jeg ser ordene, og så vil det vise sig, om det kan bruges til noget. I hvert fald dukkede der talord op, da jeg så pengesedlerne, og pludselig kan jeg mirakuløst tælle til ti.
Det er så fedt, så fedt, at min datter har lyst til at tage på tur med sin mor.
På gensyn, Magyarország, vi ses på torsdag.
