19. juni 2018 | den store bunke |
Min lørdag favnede livet fra slut til start – i den rækkefølge. Sorger og glæder, gejstligt og verdsligt, ånd og legeme, tårer og latter.
Om formiddagen bisatte vi verdens ældste faster fra Tranbjerg Kirke. Hun nåede at blive 102 og sov stille ind efter et langt og godt liv, hvor hun var frisk og klarhjernet næsten til det sidste. Jeg var med til hendes 100 års fødselsdag.
Efter kirken var der sandwiches, kaffe og kringle i den nærliggende sognegård. Og fremfor alt gensyn med den store familie, som Mary efterlader sig. Mine fætre og alle de aftryk, de har sat i form af store og små mennesker. Faktisk talte den gren af familien i et års tid fem levende generationer. FEM! Med tipoldemor i den ene ende og en lille tipoldetrunte i den anden. Det sker ikke tit. “De fleste opnår kun tre”, funderede Lasse klogt.
Da jeg havde talt færdig med én del af min familie, kørte vi videre til Fyn, hvor vi havde billetter til størstebrors årlige revy. Inden vi stuvede os sammen foran scenen i Borgerhuset i Søndersø, var der et par timers hygge med min egen gren af familien på barndomsgården. Bror og svigerinde, niece og niecemand med deres lækre halvandetårige, som jeg ikke ser så tit.
Revyen var super som altid. Min bror gør det så godt. Blandt andet dukkede han op som Smadremandens Søster fra Søndersø i år igen, med store tænder, gul paryk og nylonknæstrømper. Jeg ville have filmet, men var for fedfingret til, at det lykkedes. Men der er link til filmen fra sidste år her. Han var lige så grim i år. Også i munden.
Søndag besøgte vi min mor på hjemvejen og kiggede blandt andet i gamle fotoalbums. Resten af dagen var jeg helt baldret i hovedet af al den fortid, alle de indtryk og al den familie.
14. oktober 2015 | den store bunke |
I morgen fylder min faster 100 år, og hun har inviteret til fejring på kro og plejehjem. Jeg glæder mig. Det bliver en spændende og speciel dag. Både for hende selv og for os andre. Jeg regner egentlig med, at det bliver den eneste hundredeårsfødselsdag, jeg kommer til. Det kan selvfølgelig godt være, jeg selv bliver lige så gammel, men så er det jo godt at være lidt forberedt på, hvad man kan forvente, at der sker sådan en dag.
I morgen fylder TV-Avisen 50 år. Det bliver også fejret.
Min faster fyldte altså 50 den dag, den første TV-Avis blev sendt. Tænk engang.
18. september 2015 | den store bunke |
Jeg er blevet inviteret til en rund fødselsdag midt i oktober. På en torsdag. Til frokost på kroen, derefter er der åbent hus på plejehjemmet, og så slutter det med en let buffet, har fødselarens drenge skrevet. De har nævnt, at det måske nok er lidt upraktisk, at deres mor holder fest på en torsdag, men de synes altså, at det skal være på den rigtige dag.
Flere gange i dag har det slået mig, at jeg glæder mig rigtig meget til den dag. Langt mere end et ældre familiemedlems runde dag plejer at kunne trække af begejstring. Ja, det er en torsdag. Ja, jeg er nødt at tage en halv fridag for at kunne være med. Men jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det skal være sådan, og jeg buldrede ind på tegnestuen i morges og sagde til chefen: “Jeg er simpelt hen nødt til at gå tidligt den 15. oktober! Jeg er blevet inviteret til 100 års fødselsdag, og det er ikke to, der har slået sig sammen. Det er ét menneske, der fylder alle 100 år selv!” Chefen var heller ikke i tvivl, så nu er det skrevet ind i produktionsplanen ud for mit navn: Fri – til 100 års fødselsdag.
Det er min faster, som fylder 100. Hun er den ældste af søskendeflokken og den eneste tilbageværende. Min far var den næstældste; han døde for fire et halvt år siden, kort før han ville være fyldt 94. To yngre søskende var et stykke oppe i firserne, da de døde. De er ret gode, de Sørensen-gener.
Jeg spurgte min fætter, den yngste (ikke fyldt halvfjerds endnu) af hendes tre pensionistsønner, hvad man ønsker sig som 100-årig. Udover nogle rare børn, men det betragter jeg som fætrenes ansvar, ikke mit.
Det er nogle år, siden jeg så hende sidst. Siden min far døde, og de gamle i familien er blevet skrøbeligere, er det tyndet ud i familiesammenkomsterne, så jeg var ikke helt opdateret på min fasters helbred. Tjoo, benene virker ikke så godt, så hun sidder i kørestol, fik jeg at vide. Men hun læser og ser fjernsyn og sådan. Fætrene kunne ikke komme på så meget andet gaveidé end blomster-chokolade-vin-bøger-kategorien.
Altså, hvis jeg forstår det rigtigt, er hun i stand til at sætte pris på både vin og bøger?! Og hun bliver hundrede… Det er da cool!
Jeg kommer også pludselig i tanker om, at jeg hørte for et par år siden, at hun kedede sig en lille smule på plejehjemmet, for de andre beboere var nogle gamle stakler, hun hverken kunne snakke eller spille kort med.
Seje Mary!
Jeg skal så meget på kro og plejehjem den torsdag i oktober, og jeg glæder mig til at fejre familiens allerallerældste, snakke med pensionistfætrene og de øvrige familiemedlemmer, som deltager, beundre den lykønskning, hun formodentlig får fra dronningen, og grundnyde en mærkedag noget ud over det sædvanlige.
