29. januar 2020 | den store bunke |
Som den yngste i en søskendeflok på tre deler jeg formodentlig skæbne med mange andre 3’ere, der ikke har fået den samme fotomæssige opmærksomhed som vores ældre søskende. Vi er født ind i familier, som allerede havde fuld fart på, da vi kom, og tiden til at skrive lange fortællinger i ’Barnets Bog’ og rette kameraet i vores retning var tydeligvis sluppet op ved barn nummer to.
Vores familiealbum slutter med tre billeder af mig i barnevogn. Derefter holdt far og mor åbenbart op med at fotografere. Siden fik størstebror kamera, og familiebillederne fra jeg var to-tre år er derefter havnet i hans fotoalbum. Som befandt sig på hans værelse, hvor der ikke automatisk var adgang for lillesøster.
Nu har jeg imidlertid fundet et bevis på, at jeg også eksisterede mellem jeg var et halvt år og tre år gammel. På billedet ses vi tre børn og vores farfar på terrassen hjemme på gården. Der vokser vinranker mellem dannebrogsvinduerne på stuehuset, og den mindste tulle på farfars knæ er altså mig. Jeg fandtes.
Baggrunden for at billedet er dukket op er dog uendelig trist. Min bror, den mellemste i vores flok, ham der sad på det andet knæ dengang for næsten tres år siden, er død. Blandt andet derfor har jeg været stille på bloggen i hele januar. Det kræver megen mental energi på mange planer at skulle håndtere et nærtstående dødsfald og et bo for anden gang på få måneder. Jeg er stadig i gang med at bearbejde, både ting og tanker, imens mit eget liv heldigvis går videre.
Og det var midt i al denne oprydning, at det lille foto pludselig lå mellem nogle af hans papirer og gjorde mig helt glad.
24. januar 2018 | den store bunke |
U Thant var et poetisk eventyrnavn, da jeg var barn. Han var FN’s generalsekretær fra 1961 til 1971. Og sommetider kommer jeg i tanker om ham og det, som navnet minder mig om. Noget med barndomsglimt og Pressens Radioavis i transistorradioen og TV-Aktuelt om aftenen.
FN har altid haft generalsekretærer med fantastiske navne; tænk bare på Boutros Boutros-Ghali og Kofi Annan. Ban Ki-Moon er heller ikke tosset.
Men U der… Thant var faktisk hans eneste navn. U er bare en høflighed, ligesom hr. eller Mister.
Fedt! Og nemt.
4. juni 2017 | den store bunke |
Pinseferie er anledning til at være sammen med mine voksne børn – og føre dem sammen med deres barndoms bløde følgesvende.
Det er længe siden, tøjdyr og bamser er blevet uinteressante at have siddende i sovehjørnet. De er blevet bortdømt fra kridthuset, men endnu ikke helt fra udhuset, og i måske otte år har de slumret i papkasser i pulterkammer, i kælder, i loftsrum, og efter den seneste flytning, hvor kasserne igen skulle fragtes videre, tænkte moderen, at det var på tide at rydde op i minderne, så kun de virkeligt mindeværdige bløddyr bliver genhuset.
For selv om vi (jo!) ikke skal flytte foreløbigt, skal vi alligevel finde plads til det hele i nye depoter, og der er selvsagt ingen grund til at gemme på noget, som ingen længere kan huske, at de ikke har villet slippe helt.
Nu var anledningen der til at slippe bamser, ællinger, Kajer, Andreaer, Poliwhirl, tigre og tigerdyr, sneleoparder, slanger, sæler, katte og flere bamser ud af sækken foran pelotonen. De var ikke i tvivl om, hvilke der var hvis, og hvilke der stadig skulle bo hjemme. Og de, der blev stemt væk, må stadig ikke gå i småt brændbart, men skal ’gives til nogen’, har jeg lovet. Det må blive en hylde i genbrugspladsens tag-selv-afdeling.
Og vi fik da én papkasse mindre at huse.
Det næste er, at jeg selv får fundet tid til at gennemgå mine egne mange kasser med udrangerede, men dog gemmeværdige ejendele, som man jo aldrig ved, hvornår man får brug for.
