18. januar 2019 | den store bunke |
Engang var jeg i Rom. Det var med gymnasiet, og da jeg kom hjem, erklærede jeg, at jeg ikke ville til Rom igen, før jeg havde lært noget italiensk. Så gik jeg på aftenskole og lærte italiensk – og så gik der 30 år, før jeg kom til Rom igen.
Der skulle jeg da bare være taget af sted noget før.
Engang var jeg i London på firmatur med mine kolleger og tænkte, at dertil skulle jeg i hvert fald igen. Heldigvis har jeg tre børn, som alle fik en dannelsesrejse i konfirmationsgave af deres mor, og alle tre rejser gik til London. Det var dejlige én-til-én-ture, hvor vi så seværdigheder og shoppede i præcis det omfang, den enkelte konfirmand havde lyst til. Jeg anbefaler alle at rejse alene med deres teenager. Bagefter erklærede jeg, at næste gang, jeg kom til London, ville jeg på pub. Det er næsten otte år siden, jeg sagde sådan.
Der skulle jeg da bare være taget af sted noget før.
Men nu bliver det. Min kollega tog til London (med en kommende konfirmand) i går, og der var så meget snak om det, at jeg blev så Londonhungrende, at jeg kiggede i kalenderen og skrev til Morten “Ska’ vi ikke?”. Han blev straks lige så hungrende og svarede “Det ska’ vi da!”
Siden i går har jeg købt flybilletter og reserveret hotel, og når jeg også lige har fået konfirmeret med chefen, at jeg spenderer en feriedag på det, er det bare at fylde på med glædelse.
Vi skal bo lige midt i kortet, og bare vi skulle af sted noget før.
23. januar 2018 | den store bunke |
Jeg har en god flok feriedage, jeg skal have brugt inden første maj, hvor et nyt ferieår starter. Det er sådan set bare at plotte dem ind i kalenderen og få disponeringen godkendt hos chefen.
Og bestille nogle rejser. Har jeg lyst til. De brænder lidt, de feriedage. Det trækker i mig efter at tage kæresten i hånden og daske på et par små forårsferier. Prag, Rom, London. Kiel, Vesterhavet, Marrakech, Barcelona, et eller andet.
Også selv om vi tager til Bruxelles på fredag og til Utah i slutningen af maj. Vil gerne have mere.
Længslen kommer af, at der for første gang i adskillige år faktisk er en lillebitte smule luft både i feriekalender og budget til faktisk at kunne gøre det.
Troede jeg, indtil de ringede fra vandværket og gjorde opmærksom på, at vores vandforbrug siden april er 100 kubikmeter over normalen for en familie som vores i et hus som vores. Vi måtte hellere få det undersøgt, sagde de. Så det gjorde vi, og vvs’eren siger, der er en læk et sted mellem køkken og badeværelse, hvor det varme vand siver ud og ned. Helt præcist hvor skal noget der hedder ’en sporhund’ hjælpe med. Hunden er ikke en firbenet, men noget med røg, der sendes ind i systemet og afslører … noget. Det er jeg ikke så bekymret for. Jeg er mere spændt på, hvad det viser. Hvor lækken er, og hvor meget det betyder, at der skal brækkes op af gulve og interiør.
Og.
Hvad det koster.
Vi håber, det er noget forsikringen dækker, men det kan da godt være, jeg lige skal klappe rejsehesten lidt og i stedet fylde spændende indhold i fridage på hjemmeadressen. Eller i kolonihaven, hvor jeg for resten ikke fik gravet køkkenhaven, inden det blev vinter.
Det skal bare lige vendes, så det falder rigtigt.
Sommetider er kunsten at gøre dét, man får, til det, man gerne vil have.
Nu fik jeg afløb.
