29. maj 2019 | den store bunke |
Genopbygningen af vores miserable gemakker skrider frem. I næste uge vil murer og tømrer gå i vejen for hinanden, mens de gør gulve i henholdsvis entre og stue. Inden da får vi selv gjort en stuevæg færdig. Morten har spartlet, slebet, spartlet, slebet og fikseret, og bagefter skal der tapetseres og males.
Jeg har aldrig undladt at prale vidt og bredt med mine tapetseringsfærdigheder. Min mor tapetserede altid selv, og jeg har stået i tidlig lære. Mor var en streng mester. Som 17-årig var jeg i huset (det var altså ikke unormalt at bruge et sabbatår på dét i 1976!), og samtidig med at jeg passede en treårig og en femårig og en husholdning fik jeg overladt at tapetsere ungpigeværelset. Set i bakspejlet var det egentlig modigt af madmor at have den tillid til mig, men ingen af os var på noget tidspunkt i tvivl om, at det kunne jeg sagtens. Og det gik fint.
Noget af det, Morten og jeg har lært i løbet af vores samliv, er, at man skal holde mund, når den anden har taget ansvaret for en opgave. Vi vil gerne begge to bestemme, og vi er mere end én gang endt i skænderi og knubbede ord, fordi én af os ikke har kunnet lade den anden arbejde i fred. På sin måde. Vi øver os stadig. Mest jeg.
Det er Morten, der står for det meste af det håndværksmæssige herhjemme, og det gør han fortrinligt og forbilledligt. Jeg er tit taget i kolonihaven imens for at være helt af vejen, – det er ikke altid, jeg selv stoler helt på, at jeg kan tie stille.
Men det ligger i luften, at tapetseringen er min. På min måde. Derfor går Morten og øver sig på at holde mund. I går sagde han, at han bare vil gøre det, som jeg beder ham om, og at han er spændt på, hvad jeg sætter ham til. Så fandt jeg nogle billeder fra 1985, hvor mine forældre hjalp mig med at gøre en lejlighed i stand. Jeg pegede på de fotos, hvor min far holder stigen, mens mor tapetserer, og sagde: “Sådan skal du gøre”.
Nu får vi se.
Bagefter kan vi gøre sådan:
15. april 2019 | den store bunke |
Sådan en chauffør, der kommer med en container, ved altså, hvad han har med at gøre. Jeg har den dybeste respekt for den slags beherskelse af store kræfter. Han kørte kæmpelastbilen ned ad vores lille vej, iførte sig et overdimensioneret buschaufførbælte med en række knapper og joysticks, slog fire potente støttefødder ud, vækkede kranen til live og lod den folde sig ud som en drage, der løftede containeren af ladet, og styrede den med millimeterpræcision vinkelret ind på plads ved siden af carporten.
Bagefter foldede han sin lastbil sammen igen og lagde dragen til slummer. Bakkede hele vejen ud (respekt!), og nu står containeren så fint derovre, klar til indbo, habengut og det løse. Tak til naboen for udlån af pladsen, i øvrigt.
Jeg er gået i gang med at pakke ned, og jeg har pakket over 4 kilometer i dag. Jeg har kun været inde i huset, bortset et smut ovre at kigge ind i containeren og ude at tømme en grøntsagsspand i kompostbeholderen. Det var måske de 0,2, og resten har været pakkeri. Det viser sig således, at det giver mange flere skridt at pakke i kasser end at grave have. Så ved vi det.
Og hvorfor var det nu, alt det her bøvleri med kasser, container og campingvogn? Jo, fordi rør.
25. januar 2018 | den store bunke, Over aftensmaden |
Jeg har sagt god weekend til kollegerne og vendt ansigtet mod – ikke Mekka, men Bruxelles. Vi vil gå vanligt sent i seng, stå op engang i nat og spise morgenmad i et andet land. Det bliver så vældigt.
Siden jeg forlod min arbejdsplads, har jeg
- Foretaget online check in, fået boardingkort tilsendt på sms – og printet dem også, bare for en sikkerheds skyld, og fordi jeg er mig. Der åbenbart godt vil have så meget som muligt at slæbe på.
- Talt virkelig meget om vores watergate. Det har udviklet sig til en større affære, noget med ulovlige rør på byggetidspunktet, ejerskifteforsikring, udskiftning af h-e-l-e rørsystemet gennem vægge, gulve og lofter – og nødvendigheden af en KÆMPEstor ja-hat. På positivsiden kan det så være, vi får et nyt stuegulv på forsikringens regning. Måske opdaterer jeg jer (og min mor, sig ikke noget til hende endnu!), når vi har overblik over, hvad der konkret kommer til at ske. Eller løbende, hvis jeg skal have afløb (tøHØ!)
- Talt om fordelingen af kufferter (“Hvilken kuffert vil du gerne pakke i, den nye eller den gamle?” “Det ved jeg ikke, jeg er ligeglad. Den, du ikke tager”. Så nemt er det hos os.)
- Talt med min mor. Om alt muligt andet end rørlækager.
- Sat mig grundigt ind i både det belgiske og det hollandske monarki, fordi det var der, snakken over aftensmaden bragte os hen. Det er Philippe og Mathilde, der lægger land til i weekenden.
- Pakket en værtindegave ind i julepapir. Note til mig selv: Husk at købe ikke-julepapir.
- Indset, at jeg skal op om seks timer.
