12. marts 2015 | den store bunke |
Fabulous, stylish, cozy, lovely, low cost eller …?
Skal det være studio, loft eller penthouse? Skal det være designeridyl eller hippieskrammel? Med terrasse? Med udsigt? El Raval eller Barri Gòtic? Nær havet eller omkring Plaça de Catalunya i den anden ende af Las Ramblas? Hos Ana og Flo eller hos Vincent? Hvad må det koste?
Det eneste, der er sikkert, er at det – sikkert – bliver fundet på airbnb, som vi før har brugt med fornøjelse, både i Flensburg og på Fanø. Vi har flybilletterne i hus til Barcelona i april, og nu skal vi bare finde den indkvartering, vi vil bruge som udgangspunkt for kærestedage, forårsferie, holden i hånd, Gaudi, Cava og tapasbarer.
Jeg var i Barcelona med børnene for tre år siden og har godt styr på byens geografi og ved nogenlunde, hvor jeg synes, Morten og jeg gerne vil bo.
Dengang boede vi virkelig godt og centralt, det vil sige rundt regnet ti meter fra ramblaen og omkring halvtreds meter fra La Boqueria-markedet. Denne gang skal det være mindst lige så godt, men det skal ikke være det samme. At finde det helt rigtige er lige så uoverskueligt og tidskrævende som at gå på netdating. Jeg har justeret mine søgekriterier til, ikke efter alder og fritidsinteresser, men efter pris og datoer. Det efterlader mig med 167 muligheder, og jeg kigger billeder og læser informationer, vurderer beliggenhed og indretning, læser anmeldelser, klikker væk, lader stå, gemmer links, mærker efter.
Morten havde fundet et par mulige steder frem forleden, og jeg havde det egentlig fint med at overlade det til ham. Han er god til det. Men han ville gerne, at jeg også bladrede lidt i airbnb-kataloget og fandt et par muligheder.
Jeg ved ikke, om det var en god ide. Jeg fortaber mig jo. Jeg er fortabt. I pallesofaer, konservesdåselamper, hvælvede lofter, pangfarver, balkonkrukker og mosaikker.
Vi skal nok få det kredset ind. Indtil videre drømmer vi bredt.
10. marts 2015 | den store bunke |
Så skulle jeg være alene hjemme, fordi søn skulle spise hos sin far, og kæreste skulle til madlavning for finere jægere, og jeg havde bestemt, at efter arbejde ville jeg kigge ind til nogle bekendte og hilse på, derefter ville jeg købe ind, og hjemme ville jeg skifte til spandex og løbe en dejlig tur, og bagefter ville jeg sætte mig sofaen med fjernsyn og gadgets.
Men så gik det sådan, at det der besøg jo ikke behøvede at være i dag, så jeg kørte forbi. Og mens jeg var i Føtex, kom jeg i tanker om, at det jo kun er to dage siden, jeg løb sidst.
Så jeg gik direkte i pit med min gode alenehjemmesalat og leftovervinsjatter. Som nogen jo er nødt til at tage sig af.
Og sikke rart, det var!
At ikke have den mindste snert af dårlig samvittighed.
Bare aaahh!
9. marts 2015 | Hørt og set i forbifarten |
På min færd igennem medielandskabet støder jeg af og til på skæverter, som får mig til at grine eller bare sige et stille hmmm med hovedet på skrå og tænke Hvorfor?!
Og så er jeg sådan en djævel, som tager skærmbilleder og gemmer dem bare for at kunne grine flere gange. Her er nogle nedslag i samlingen.
Når stavekontrollen tager magten
Spild. Af tid eller hvad?
Jaaah, sådan en vil jeg også have!
Også til store ting?
Men hvem har da også skubbet det dérind??
7. marts 2015 | den store bunke |
Vi har længe – alle fire i husstanden – villet besøge ARoS. Igen for nogles vedkommende, for første gang for en enkelts vedkommende. I dag blev det.
Bygningen alene er et besøg værd. Så flot tænkt, så flot gjort. Og så rummer den et kæmpebredt spekter af kunst. Eller gør den? Er det kunst det hele? Undervejs havde vi nogle fine snakke om, hvad kunst er. Om noget er kunst, fordi det har kostet millioner og er på et kunstmuseum. Om hvert enkelt menneske selv definerer, om noget er kunst. Hvis det flytter mig, og jeg føler mig beriget, kalder jeg det kunst. Hvis jeg ikke bryder mig om det eller ikke fatter en bjælde, er det ikke kunst for mig. På samme måde som skønhed ikke kan defineres entydigt.
Vi nåede at se det hele, tror jeg. Selv om vi var nødt til at forlade museet midt i besøget for at få noget at spise. Sukkerkolde folk forstår SLET ikke kunst. Men vi vendte mætte tilbage og tog resten ovenfra.
Jeg boede i Aarhus, fra jeg var 22 til jeg var 32; jeg blev voksen og uddannede mig der, og i mit hjerte er det min by. Jeg overøste de andre med oplysninger om, hvad alting var af det, vi så oppe fra regnbuerundgangen på taget. Måske fandt de mig interessant, måske ikke.
Så var der nogen, der havde skrevet på den kæmpe tavle, pladsen nede ved Ridehuset er, hvis nogen gør den til det.
Guldalderen… dét er noget, vi kan forstå. På 8. etage med Fra Abildgaard til Kirkeby tog vi ind og så og vurderede. Og kunne lide det meste. Pludselig stoppede Morten brat op og blev dreng igen. For der hang det billede, de havde haft på væggen hjemme i barndommens land.
Jeg kunne også have haft et billede af ryggen af min yngste søn, der i protest forlader en udstilling, fordi han synes, at kunstneren er en selvfed nar, der tager røven på publikum – ’og så har han garanteret fået flere millioner for det’. Men jeg nåede ikke at få kameraet frem, inden han var nået til enden af gangen og var drejet ud af syne. Det ville ellers have været en flot komposition med en gul skjorte på vej midt ned ad en lang gang mellem sort/hvide symmetriske skillevægge. Kunst, tænker jeg.
4. marts 2015 | den store bunke |
En del af den litteraturbagage, Morten og jeg havde med, da vi mødte hinanden, var svenske Arne Dahls krimiserie om A-gruppen. Vi havde begge henholdsvis kiggelæst og lyttelæst alle elleve bøger i serien og kunnet lide, hvad vi fik.
DR1 viser for tiden dramatiseringer af romanerne. Hver bog fordelt over to onsdage. Vi er tilpasse med det. På trods af et par lidt uforståelige ændringer i persongalleriet og det faktum, at ikke alle skuespillerne passer præcist til vores respektive forestillinger om karaktererne, er onsdag fra kl. 22.30 reserveret til Arne Dahl.
Jätte bra.
