19. marts 2015 | den store bunke |
“Når det bliver hårdt, så er I simpelt hen nødt til at blive ved! Ellers får I ingen muskler…” råber træneren.
“Det gider vi heller ikke ha’! Vi har fedt!”, råber en dreng i hvid t-shirt.
Jeg kan høre den samme dreng kommentere stort set alt. Efter håndstand og rulning på den lange madras giver træneren gode råd om, hvordan man skal huske at spænde kroppen. “Gør det selv”, råber Hvid t-shirt.
Det er torsdag aften, og jeg sidder på balkonen i en idrætshal og overværer en flok 10-13-årige gymnasters ugentlige træning. De har lavet planke og tonset rundt til musik. De træner håndstand og balance. De slår vejrmøller og øver serier. Flikflak og tøndebånd.
Og selv om Hvid t-shirts ego af og til fylder irriterende meget i hallen denne aften, skal han have ros for at være til stede og for i øvrigt at deltage aktivt i træningen. Det skal de allesammen. Og stor ros og respekt til de frivillige ledere, der bruger deres tid og energi på det her. Rummer alle børnene og støtter dem, både i springene og mentalt. Roser både dem, der gør det godt, og dem, der trænger. Favner børn som Hvid t-shirt og giver dem plads, men ikke for meget. Forbereder springprogrammer og rytmeserier.
Det er godt gjort. Verden bevæger sig.
“Gør det selv!”
16. marts 2015 | Køkkenskriverier |
Snakken faldt på dejkroge til håndmixere i middagspausen. De fleste af dem, der deltog i snakken, bruger aldrig deres dejkroge, og nogle er endda gået så vidt, at de har smidt dem ud. Men en enkelt bruger dem, når hun rører dej. “Er det ikke noget pangelværk?”, spurgte jeg. Det var det lidt, indrømmede hun, men hun havde ikke nogen køkkenmaskine, så det var den mulighed, hun havde.
Jeg bruger aldrig dejkrogene til vores håndmixer; jeg synes, de forslår til ingenting. Men det er selvfølgelig også, fordi jeg er vant til denne her:
De små er to, men ikke engang med forenede kræfter kan de udfordre den store, som kører i sin 8-liter-skål på rå motorkraft og tradition fra 50’ernes landbokøkken.
Ballerup Master Mixer styrer!
15. marts 2015 | At have have |
Tredje sæson i kolonihaven er skudt i gang. Lange underbukser, uldsokker, fire lag på overkroppen, halstørklæde og handsker var klogt tænkt på en kold udedag midt i marts.
Vi er bagud fra start. Igen. Naboerne til den ene side har allerede fræset jorden. Det må de jo selv om. Vi står lige med haven til den anden side. Men vi ved, at Ejnar kan rykke når som helst. Han er fyldt 91 i vinter , og jeg så ham i sydbyen for et par uger siden. Hvilket på den ene side var helt forkert, for han skal jo være i kolonihaven, og på den anden side godt, for så ved vi, at han har klaret vinteren. Og pludselig har han ordnet hele sin have.
Vi tog det roligt i dag. Ryddede op i kasser, der havde haft midlertidig plads i huset, fjernede vissenpinde fra bedene, krattede lidt i græsplænen, skar et par vildtvoksende grene af et træ, tænkte kloge havetanker, drak kaffe og kastede idéer ud, kiggede op i loftet (for der er hul, og det skal skiftes), tog forsythiagrene med hjem, og det var dét.
Det er for tidligt at gå sådan for alvor i gang. Der er ikke lukket op for vandet endnu, men nu har vi taget hul på sæsonen. Og sæson 3 bliver god. Det er jeg sikker på. I år vil vi have hokkaidogræskar og en ny solvogn.
13. marts 2015 | Hørt og set i forbifarten |
Jeg fik engang et referat. Papiret kom ind af brevsprækken efter et afdelingsmøde i den boligforening, jeg boede i. Jeg havde ikke selv deltaget i mødet og kendte ikke forhistorien, men jeg elskede referatet fra første linje, og jeg har gemt det som et klenodie i alle de år. Jeg er vild med det.
Jeg kunne aldrig have fundet på alle de stjerneformuleringer selv!
13. marts 2015 | den store bunke |
Engang i december kom Morten hjem med to kogler. Han var faldet for et skilt ved en bunke kogler i Superbest, som lovede, at hvis man ventede 12-14 uger, så skulle man bare se løjer. De ville springe ud og spytte pinjekerner, ville de.
Koglerne har ligget i frugtskålen siden. Da det var jul, kunne de gå for at være julepyntning, men efterhånden fik de mange undrende blikke, også fra gæster. Hvorfor mon vi havde to kæmpekogler liggende sammen med æblerne?
Det der skete med dem var: Intet.
Vi har rystet dem, vi har stirret udfordrende på dem, men intet tegn på liv var der. Og de af os, som ikke er Morten, har ment, at han var blevet taget grundigt ved næsen dengang i december.
Så begyndte de for ikke så længe siden at rasle, når vi rystede dem. Og at gå lidt fra hinanden. Men pinjekerner så vi ikke noget til. Der var kun nogle sorte gnallinger, som vi kunne pille ud med en del møje. Jeg havde måske forestillet mig, at de ligesom eksploderede og skød kernerne ud i alle retninger. Snydt!
Men de sorte er nødderne. Og INDENI er kernerne. Og de er svære at få ud. Nødderne er næsten lige lidt for små til en nøddeknækker. Hårde, men alligevel skrøbelige, hvis man giver dem et dask med granitpistillen fra morteren. Fladmaste! Det er møjsommeligt og forbundet med en høj grad af held at stå tilbage med hele kerner. Til gengæld smager de, som de skal.
Men nu ved vi altså, hvorfor pinjekerner koster så meget. Vejen til dem er belagt med besvær.
