16. juli 2014 | den store bunke |
Ældstebarnet og hendes veninde fra højskolen var på road trip i sidste uge. De var på domkirketur. Jeg ved ikke, hvor ideen er kommet fra, men jeg synes, den er fed, og jeg er stolt af at være mor til en, der finder på det.
I løbet af seks dage besøgte de de fem jyske domkirkebyer, udforskede kirkerne og udsigterne fra deres tårne og tog domkirkeselfies. De havde lånt venindens fars bil og indlogerede sig hos bekendte eller på vandrerhjem undervejs.
I nogle af byerne fandt de også andre attraktioner. Frokost i en kolonihave i Viborg. Vægtertur og en tur til Mandø, da de var i Ribe. VM-finale og vandtårnet i Haderslev, har jeg set på Instagram, sammen med fem selfies fra fem kirker. Rigtig hyggeligt har de haft det.
Hvis man nu gerne ville vide, hvilken jysk domkirke, der er den største, smukkeste, fineste, sjoveste eller særeste, ved jeg hvem man kan spørge. De har en frisk mening om det.
Næste år tager de landets anden halvdel; de fem domkirker på øerne.
I dag kom der postkort fra Ribe.
Nogen tænker måske, at domkirkefascinationen er religionsbaseret. Eller studiebetinget. Men næh. Den ene læser geografi, den anden medievidenskab.
15. juli 2014 | den store bunke |
Jeg skal snart flytte. Om tre uger er jeg flyttet. Men først skal jeg lige have pakket.
Morten og jeg samler vores husstande. Vi presser 100 og 160 kvadratmeter sammen på 150. Det siger sig selv, at vi ikke kan have alt, hvad vi tilsammen ejer, i den nye lejlighed.
Da vi i januar skrev under på leje af en fed lejlighed til overtagelse 1. august, syntes vi, det var godt med så god tid til at få ryddet ud i vores ting og skille os af med det overflødige. Nu, et halvt år senere, er det imidlertid lykkedes os begge to at have gjort absolut ingenting. Vi har heller ikke rigtigt fået bestemt i detaljer, hvilke møbler og andet dobbeltindbo vi skal bo med, og hvad der skal ud, enten for good eller i depot. Jo, vi ved, hvilken dobbeltseng og hvilken sofa, der skal overleve, men det er sådan set også så langt, som vi er kommet.
Vi tænker nok egentlig begge to, at vi finder ud af det, når vi står med det. Så jeg ser for mig, at den ene står i det nye køkken med fem røde og orange Margretheskåle, og den anden står med tre lilla og grønne ditto, og så bestemmer vi, hvor mange vi har brug for at stable i skabet. Eller også har vi bare brug for alle otte. Bagefter gør vi den samme øvelse med vores fem ostehøvle. Og to elkogere. To køkkenmaskiner (Ballerup forever, siger jeg bare), elleve gryder og syv stegepander, ni skærebrætter, to wok’er, to foodprocessorer og to håndmixere. To støvsugere, et hav af vinglas og tre spiseborde. Nu jeg tænker over det, virker det egentlig som noget, der godt kan tage ret lang tid… For bagefter skal der jo ske noget med alt det, som bliver overflødigt. Pakkes ned, gives videre eller smides ud.
Nå, men mon ikke det løser sig.
Da jeg flyttede ind, hvor jeg bor nu, havde jeg firs flyttekasser, møblerne og det løse. Og det skal så ud igen. Mine venner, som hjalp med at flytte sidst, mener ikke, at jeg har brug for så meget. De har formodentlig ret, men jeg kan jo ikke bare lade det tilbage. Flyttes skal det jo under alle omstændigheder. Heldigvis har jeg gode og stærke venner, og den nye lejlighed har mange, mange skabe.
Min kæreste er også rummelig. Og det er heldigt, for jeg er den, vi kender – som alle kender, faktisk –, som er allerdårligst til at smide ud. Dødvægt, kalder nogen det måske. Jeg kalder det ting med historie.
Morten har været bedre til at trimme sin beholdning undervejs. Han er ved at pakke ned i denne uge og kan nok have sin tilværelse i tredive-fyrre kasser plus møblerne og det løse.
Nå, men om nogle uger har det hele løst sig, og vi er kommet på plads. Tre uger. Fire. Eller fem. September. Inden jul, i hvert fald.
En af de utallige ejendele, der skal være både husrum og hjerterum til, er det kuglespil, som min oldefar lavede til sine børnebørn, og som jeg legede med som barn, og som mine børn har leget med, når de var på besøg hos mormor og morfar. Håndlavet, med blykugler og hundredvis af små søm, perfekte halvkugleformede fordybninger og sirligt blyantskrevne pointtal. Det er jo et klenodie…!
14. juli 2014 | den store bunke |
Det har sørme været en fin tilvænningsdag for mig og den lille hvide T (Det er ikke dens endelige navn, derfor skrives det ikke med stort L og stort H). Vi har været langt omkring sammen, og der er gjort mange ting for første gang.
Jeg har været på arbejde – det gav den første tur ud på den anden side af byskiltet.
Det har regnet – vinduesviskerne blev brugt.
Har hørt morgenradio. Og har hørt lydbog via bluetooth fra min telefon, der lå i tasken. Det er fileme smart.
Fartbegrænseren er anvendt: 93 km på landevej og 50 eller 60 gennem landsbyer. Det fungerer, og jeg kan allerede mærke, det bliver en god vane.
Svigermor i Randers har fødselsdag og gav kaffe sidst på eftermiddagen – det gav lejlighed til at køre på motorvej.
Ringede til blandt andre min mor undervejs – via ratbetjening og bluetooth fra min telefon, der lå i tasken. Det er fileme smart. Om end min mor sikkert også gerne ville have haft frontkamera på. “Sig mig, hvor kører du?”, “Mellem Randers og Viborg”, “Ja, det er jo et vidt begreb!”, “Nu kører jeg forbi et skilt, hvor der står Viborg 33.”, “Nå, så er du ikke halvvejs endnu.”, “Næh.”
Og så tankede jeg på vejen hjem også. Fuld tank. Det koster det halve af, hvad det kostede at tanke Hvide T op. Men det skyldes nu nok mest, at tanken kun er halvt så stor. Til gengæld er den nye nærmest dobbelt så brændstoføkonomisk.
Lige nu kan jeg ikke komme i tanker om noget, jeg mangler at prøve.
Det skulle da lige være at finde på et navn til den.
13. juli 2014 | den store bunke |
Når Toyota i Viborg overdrager en ny bil til ejeren, mener de det alvorligt. De insisterer på at sætte sløjfe på, og man skal afsætte en times tid til det. Jeg var ikke så vild med sløjfen, men gjorde mig meget umage med at tage hele introduktionen ind. Men jeg havde fået ny mobiltelefon to dage forinden, så min kvote af forstå-nye-ting var stort set allerede brugt på apps. Det vil vise sig, hvor meget der hænger ved.
Jeg er tilsyneladende begejstret for bagagerummets størrelse. Det var nok en fordel at køre nogle uger i en lillebitte bil helt uden bagagerum i stedet for at gå direkte fra stationcar til Aygo.
Her bliver det spændende.
Det eneste, jeg sådan helt forstod, var ’sprinklervæske’.
Rathøjden kan justeres. Så er dét gjort.
Det er meget specielt at have en bil, hvor triptælleren stod på 3 km, da jeg satte mig ind første gang. Det er muligvis den eneste gang i mit liv, det sker. Størrelsen kan næppe imponere nogen, men bilen er fyldt med blærede features, og jeg tror, vi bliver gode venner, den lille endnu unavngivne og jeg.
Det skal nok gå op i en højere enhed, det hele. Min nye telefon og min nye bil har allerede parret sig, og man kan også få en Toyota-app.
9. juli 2014 | den store bunke |
I går gjorde vi to ting, som viste sig at være overraskende fine. Vi gjorde også nogle andre ting, som vi på forhånd havde regnet med ville være fine.
Målet var Blokhus, hvor vi skulle ende med at besøge nogle venner. Vi proppede fire mennesker ind i den lille bitte lejede Toyota iQ, som jeg kører i, indtil jeg får min nye bil. Der er faktisk fire pladser i den, men fordelingen er givet på forhånd, for hvis der sidder nogen på førersædet med længere ben end mine, er der ikke plads til nogen på sædet bagved. Altså var det mig, der kørte.
Det første, der overraskede positivt, var Blokhus Vildtreservat. Der er bisoner, hjorte og vildsvin, men det, vi gik efter, var rovfugleopvisningen. Jeg følte mig først temmelig flået efter at have indløst billetter for et, syntes jeg, noget pebret beløb til noget, der lignede en tør mark med et ensomt skur, men det viste sig at være godt givet ud.
Der blev fløjet med høg, falk, hvidhovedet havørn og en canadisk hornugle. Imponerende fugle, som vi kom helt tæt på.
Så tæt at vi sommetider måtte dukke os, når de fløj imellem os. Høgen strejfede mit hår og Lasses kind med vingerne. Og Astrid holdt bagefter den imponerende ørn på handske. Jeg kan godt forstå, hun ser andægtig ud. Den var også tung.
Det andet, der viste sig at være et besøg værd, var Sandskulpturfestival i Blokhus. En række internationale sandskulptører har lavet værker over temaet Konger, kejsere og herskere gennem tiderne, og det har de gjort godt. Det er altså imponerende, hvad man kan få sand til. Sand, altså. Bittesmå sten, jo. Men der er modelleret, som om det var ler eller beton. Se bare Gandhi, han har negle!
Om selvsamme skulptur overhørte Morten en anden gæst sige: “Hey, det er jo Buddha! Eller … nej, nej, hvor er jeg dum, det er jo Dalai Lama!”
Her er min gamle veninde fra Berlin, Nefertite. Hun er også smuk i sand, sammen med sin Ankhaton
Og kong Arthur er der, King Kong, The King of Rock’n’roll, Kejserens nye klæder, Denghis Khan, Napoelon, Mary Stuart og en masse andre herskerfortolkninger. Det er flot. Se dem, hvis I er i sommerlandet. Det koster kun en halvtredser.
Nå jo, så er der også Træskulpturfestival på samme område. Det er også imponerende, hvad nogen kan med en motorsav.
Til sidst, efter middag med vennerne og inden vi kørte hjem, gik vi ned til Vesterhavet og så solen gå ned. Det er også godt gjort. Af naturen selv, uden menneskelig modellering.
Faktisk er det også imponerende, at de lange mennesker kan foldes ind i sådan en lille bil.
