Bagud igen! Nu på fræsning!

Så var vi på omgangshøjde i … hvad? To uger? Vi tog kartoflerne op, fordi vi så, at naboerne havde gjort det. Vi var med! Og jeg har gået og tænkt, at hå! hvor de roder derinde. Gider de ikke engang samle deres bønneranker og deres kartoffeltoppe og porretoppe sammen? Gør det måske det af sig selv så?

Så skulle jeg lige hente en håndfuld rucola og en squash i dag. Og se så nu! Der er fræset i begge nabohaver! Og vi er igen bagud.

Hvordan er det lige, har vi en fræser? Nææ… Men vi har tre spader. Det kan godt være, nogen syntes, vi kom lidt let til græsplæne ved at købe græsroulader, men så skal I bare se mig, når jeg graver have med arme som Anders Ands ben, når han løber hurtigt.

En af dagene.

IMG_4655


Til den ene side…. ingenting her…

IMG_4656


Til den anden side…. ingenting dér…

Helt til hest

Ved I godt, hvor lang tid det tager at gøre en hel pose fuld af grøntsager fra haven –  kartofler, pastinak, porre, rødbeder og salat – rene og snittede og klar til madklubmad? Det tager hele cd 6 af Karl Ove Knausgårds Min kamp 1. Og på en skala fra 1 til 10 er det 10 hyggeligt.

Ellers har jeg været til hest i dag. Astrid går til hest, og i dag var der rideopvisning, eller også hed det rideprøver. Jeg havde forestillet mig, at det behøvede jeg ikke med til. For jeg havde for eksempel en bruseniche, der skulle skures. Men så spurgte hun, om jeg kom med og kiggede på. Hest ikke, tænkte jeg. Og tog med. For næste gang ved jeg bedre, hvad jeg eventuelt siger nej tak til.

På min barndoms ønskesedler stod en hest gennem mange år øverst. Som nummer to stod seletøj til hest. Heldigvis var der aldrig nogen, som gav mig andenprioriteten alene. Jeg er vokset op på en gård, og min far har altid elsket heste, men jeg er dybt taknemmelig for, at han gennemskuede, at hest ikke var noget for mig. Han vidste, at han selv ville komme til at stå for pasningen, og han havde både køer og grise at tage sig af.

Det var fint i ridehallen i dag. Og på trods af, at pigebarnet var helt stiv af nerver, for hun havde aldrig redet solo før, gjorde hun det rigtig godt. Hesten Linus havde ikke travlt, det havde han ikke. Da de skulle gå skridt, gik han så langsomt, at man skulle tro, nogen havde trukket hestebremsen. Men han gjorde, hvad rytteren signalerede, at han skulle, travede når han skulle dét, og drejede, når han skulle det. Ja, jeg syntes, det hele så helt rigtigt ud. Jeg lærte også nye ord. Volte, slangegang, hovslag. Og nej, det sidste er ikke en lyd. Det er stien hele vejen rundt inden for banderne. Hun fik fine karakterer, og de fik alle sammen en gul roset.

Meget fremmed verden. Som jeg stadig ikke forstår.

IMG_4652

Festsange kommer vrimlende …

Jeg har ryddet op i min mappe med festsange. Eller rettere har jeg flyttet alle sangene over i et større ringbind. Det gamle kunne ikke længere lukkes, men stod som en vifte på hylden.

Ja, sådan en er jeg. Sådan en, som når sangen er sunget ved festen folder den sammen og stikker den i tasken. Det er vist nok noget, jeg har med hjemmefra. Min mor har mapper med lejlighedssange fra et helt liv. En af de første er skrevet til hendes egen 10 års fødselsdag af en ældre kusine. Nu er hun 87, og kusinen er forlængst borte. Jeg elsker at bo i en kultur, hvor man skriver sange personligt til dem, der skal fejres på den ene eller den anden måde. Købesange, gå væk.

Jeg kan lade mig inspirere af sangene, eller jeg kan bare have dem. Det er mest det sidste. Jeg skriver selv kun på Sneflokke kommer vrimlende. Det kan lyde, som om jeg gør det hele tiden. Det er ikke tilfældet. Dagens optælling viste, at jeg faktisk kun har skrevet fire.

Og gammelmor tra la la la
tra la la la grålokkerne,
la la la la la sokkerne…

IMG_4642

Verdens bedste brød. Og det er rigtigt.

Med efterårsdagene kommer Römertopfen frem igen. Det er simreretter med gode rodfrugter og smørmørt kød, men det er også verdens bedste brød. Yngsten har spurgt længe, hvornår jeg bager det igen, og han blev så glad i dag, da han opdagede, at det var i gang. Og at det ville blive færdigt allerede i aften.

Man gør sådan her med disse ingredienser (credits til Jim Lahey):

5 dl vand
en gærklump på størrelse med en ært
2 tsk groft salt
650 g hvedemel

Opløs gæren i vandet i en skål. Bland salt og mel i. Ikke ælte, bare vende rundt, til melet er vådt.

Dæk med husholdningsfilm og lad skålen stå på køkkenbordet i 12-18 timer. Jeg lavede dejen sent torsdag aften, inden jeg gik i seng, og lod den stå til jeg kom hjem fra arbejde fredag.

Hæld dejen ud på et meldækket bord. Fold den sammen et par gange. Ikke ælte. Gør skålen ren og smør den med olie, så dejen slipper let igen. Læg dejen tilbage i skålen og lad den stå i yderligere to timer.

IMG_4634

Sæt römertopfen i blød i en times tid eller lidt mere, så den er gennemvædet. Sæt den derefter i ovnen og tænd på 250°. Efter 30-45 minutter er både ovn og topf gennemvarm. Tag den brandvarme stegeso ud og hæld med det samme dejen i den. Tsszzzt, siger det. Sæt den i ovnen med låg på og bag i 30 minutter. Tag låget af, skru ned til 230° og bag i yderligere 10-15 minutter. Tag stegesoen ud og vip brødet ud på en rist og lad det afkøle i mindst to timer. Når man er begyndt at skære af det, kan det stå på skærefladen i flere dage og bliver ikke tørt.

Det er himmelsk.

IMG_4635

IMG_4638

IMG_4639

IMG_4641

Jeg, en lyttelæser

Eller: Jeg, en konvertit.

Hele livet har jeg været en flittig læser. Lige fra jeg knækkede læsekoden og opdagede, hvad bogstaver kan og hvad ord kan. Jeg lånte bøger på skolebiblioteket og i Bogbussen og på folkebibliotekerne i alle de byer, jeg har boet i. Jeg har været en langt bedre låner end køber, men læser har jeg altid været.

I næsten 20 år har jeg været del af en læseklub. Vi er en flok kvinder, lige for tiden er vi seks medlemmer, som mødes otte-ni gange om året og har læst den samme bog, som vi i fællesskab har valgt. Så snakker vi om den. Og om alt muligt andet. Fordi fællesskabet har eksisteret så længe, har vi fulgt hinanden gennem fødsler og død, skilsmisser og nye forhold, jobskift og andre store livsbegivenheder, og der er altid meget at snakke om. Det er heller ikke altid, vi alle sammen har læst. Af de over 100 titler, vi har læst, er det kun ganske få, vi alle kom igennem, og endnu færre, vi har været enige om at kunne lide.

Jeg har været en af dem, der næsten altid har læst.

Indtil det begyndte at gå ned ad bakke for mig for halvandet-to år siden. Faktisk lige omkring det tidspunkt, hvor jeg fik en kæreste. Jeg har altid læst i sengen, inden jeg lagde mig til at sove. Men vi skypede næsten hver aften en time eller måske to som afslutning på dagen, hvis vi ikke var sammen, og det levner ikke meget tid til godnatlæsning.

Det har ærgret mig, at mine bøger bare lå der på natbordet og blev støvede. Men nu er det lykkedes mig at lægge mine læsevaner om. Jeg lytter. Lydfiler ind på telefonen, og det fungerer for mig. Jeg lytter, når jeg cykler til og fra arbejde, om det så kun er syv minutter. Når jeg støvsuger, når jeg løber, når jeg arbejder i haven, når jeg køber ind, og sommetider når jeg kører bil. Og hvor jeg altid har syntes, at en væsentlig del af ideen med at læse var at holde bogen i mine hænder og kunne bladre frem og tilbage og læse igen og at læse lange passager ad gangen for at få det optimale flow, har det vist sig, at det fungerer fremragende for mig at få det ind gennem ørerne. Jeg lytter og er koncentreret, og samtidig gør resten af min krop noget andet, som den alligevel ville gøre. Jeg slår to fluer med ét smæk. Det er det nærmeste, jeg kommer på at multitaske, og jeg nyder det.

I øjeblikket er jeg godt i gang med Karl Ove Knausgårds Min Kamp, og således får jeg alligevel læst lektier til næste læseklubaften.

Jeg er så sjældent på biblioteket, at sidst jeg var der – for at låne en lydbog, kunne jeg næsten kun huske pinkoden til mit dankort og måtte stå lidt ved udnoteringen, inden jeg kom i tanker om den til mit lånerkort.