22. juli 2017 | den store bunke |
Jeg har set billeder af panoramaer med blødt, gyldent solnedgangslys over toscanske bakker og franske bjerge på Instagram og Facebook. Folk er generelt glade for deres ferieudsigter, og det forstår man jo godt.
Her er min. Jeg er søgt mod de enkle, nordiske landskaber, hvor fjeldene spejler sig i vandet, lyset holder ved til langt ud på aftenen, og dyrene pusler i underskoven, når vi går aftentur.
De næste dage når blikket højt og langt, når jeg kigger ud af køkkenvinduet om morgenen, ned over engene og skoven, ud over søen og fjeldene på den anden side og himmelhøjt. Vi er tilbage. Her er stadig smukt.
17. juli 2017 | Udpluk |
• Jeg er vild med at være så tæt på ferie, at det giver mening at tjekke vejrudsigtens langtidsprognose. Den ser fornuftig ud for Fjone, Nissedal, Telemark, Norge i næste uge. Og den holder jo!! Yr er en norsk vejrtjeneste, og de må vide det.
• Jeg glæder mig allerede til Kvikklunsj – Hele Norges tursjokolade.
• Postevand hedder springvand på norsk. En god ting at huske, så misforståelser undgås, hvis nogen skal sendes på tur med en drikkedunk. “Tag springvand med!”. Gad vide, hvad springvand så hedder.
• Kommer pludselig i tanker om, at jeg engang svor, at jeg ville høre mere Johnny Cash. Det har jeg glemt!
• Jeg tabte min telefon ud af tasken, mens jeg cyklede på arbejde i morges. Klask, ned i asfalten, rutsje, rutsje, øv! Jeg har kun tabt en mobiltelefon én gang før. Det er tre år siden, og det havde så slemme konsekvenser, at jeg måtte have en ny. Den var fin udenpå efter faldet, men mistede forstanden. Denne gang er det en sårbar smartphone, men den slap tilsyneladende med hudafskrabninger. Forfængeligheden er selvfølgelig skrammet – jeg har kun haft telefonen i to måneder, men jeg håber på et fortsat intakt indre.
• Morgensol og aftensol. Haven holder sig selv, stauderne har lukket sig over skvalderkålen i bedene, og jeg kommer sjældent længere ud end terrassen, bortset fra, når græsset skal slås, og i den periode vi havde feriehund og var rundt og samle lorte ind på daglig basis. Den er pæn, rækkehushaven!
4. august 2016 | den store bunke |
August måned startede med 46 kroner og nogle få øre på kontoen – vel at mærke efter at lønnen var gået ind. Godt nok også efter at den faste månedlige overførsel var pilet over på budgetkontoen for at forhindre huller derovre. Men alligevel. 46 kroner til at holde hele august kørende? Hvordan gik det til? Njooe, for eksempel en sommerferie der blev både dejligere og dyrere end jeg havde regnet med, en ufortjent parkeringsbøde, et pebret serviceeftersyn på bilen, den slags, det ene med det andet. Det løber op. Og ud.
Jeg har brugt en del tid på at skumle over det. Altså, det er jo både førsteverdensproblemer og min egen skyld, det er jeg helt på det rene med, men det skal da aldrig forhindre mig i at knurre, for det er da surt at have udsigt til smalhals de næste måske adskillige måneder, før der er håb om ligevægt i kolonnerne. Jeg kan sagtens komme i tanker om alt det, jeg ikke får råd til, og være trist over det. Min mindste kunst. Jeg har allerede brugt fire augustdage på det. Men jeg magter helt ærligt ikke at pive i 27 dage mere. August er lang. Kunne vi eventuelt aftale kollektivt bare at springe august over og gå direkte til september?
Det går ikke. Der er stadig folk, der skal holde sommerferie i august, – de ville være utilfredse med at blive snydt for det.
Men så må jeg ty til kunstgreb og narre hjernen til at føle sig bedre tilpas. Det kunne trods alt have været værre. Der er mange ting, jeg heldigvis ikke behøver bruge penge på.
For eksempel er det fedt
• At vi har rester fra aftensmaden i går til aftensmaden i morgen.
• At der er vildtkød i bunden af fryseren, som vi kan spise, og “så skal vi bare lade være med betragte det som festmad” eller noget i den retning, sagde Lasse, som også er på randen af bankerot.
• At ferien er overstået, så vi ikke behøver at bekoste den én gang til.
• At der er længe til julegaveindkøb.
• At mit hår er ensfarvet gråt og dermed uden udgroninger, der kræver frisørbesøg.
• At kolonihaven netop nu bugner af grøntsager. Fra nu af skal vi ganske enkelt leve af kartofler, salat, rødbeder, spinat, grønkål, squash, græskar, løg, agurker, tomater og bønner.
• At vi har min mors georginer og temmelig mange gyldenris i haven, så vi kan fylde privaten med buketter.
Hvis der er mere gratis at glæde sig over, vil jeg gerne vide det.
17. juli 2016 | den store bunke |
Mine tre ugers ferie slutter i dag. Det er jeg ikke tilfreds med. Slet, slet ikke. Jeg er også træt. Og har jeg ikke også lidt kvalme?
Nå.
Det er nok mest ynk, fordi der findes folk i mit feed, som først starter på deres ferie nu og dermed har alt det til gode, som jeg har brugt op. Vi er kun midt i juli, og min næste kendte ferie er juleferien.
Hnff.
Jeg har haft en både dejlig og fantastisk ferie. Det er flere år siden, jeg har haft ferie tre uger i streg. Hvor jeg hverken skal flytte eller gøre andre pligtvoksenting. Rigtig ferie bare lige til at holde. Og så har det endda været lige et par dage mere end tre uger, fordi jeg startede med yngstens studenterhejs i slutningen af ugen før første ferieuge.
Det føles som virkelig længe siden.
Det har været en yderst veldisponeret ferie i år. Først kæresteferie i Norge, hvor vi vandrede, var tæt på natur og hinanden og slappede grundigt af.
Så havde vi nogle dage hjemme, hvor jeg faktisk knapt kan huske, hvad jeg lavede. Jo, Lasse og jeg besøgte min mor en dag, og så var det noget med at meditere med noget tulren i kolonihaven. Og i mandags tidligt, tidligt pakkede vi to voksne, en 19-årig og en 12-årig i Lille Hviden og kørte til Strasbourg. Det har været en dejlig uge. Storbyferie fungerer godt for en familiekonstellation som vores. Der har været byvandring og shopping, museer, sejltur, en udflugt til middelalderborgen Haut-Koenigsbourg og vinområderne i Alsace, afslapning i lejligheden, fejring af Bastilledagen med fyrværkeri (heldigvis både fredeligt og festligt), god mad, gode samtaler og gode grin. Det meste har vi gjort sammen alle fire, noget har vi splittet os op til, og det har fungeret rigtig godt. Alle har ydet til fællesskabet, og der har samtidig været rum til forskellighed.
Jeg kendte stort set intet til Strasbourg i forvejen, og den blev nærmest tilfældigt årets feriedestination. Men den har været et godt nyt bekendtskab.
Og nogen har Europaparlamentet lige i baghaven.
Det var kun tre af os, som kom hjem til Viborg sent i nat. Inden vi drog hjemad i går formiddags, fulgte vi nemlig Lasse til toget mod Venedig, hvor han fortsætter ferielivet med farfamilien den næste halvanden uge. Det heldig asen. Jeg gad virkelig godt også lige have en pose norditaliensk ekstraferie.
Men hvornår mon man egentlig holder op med at morbekymre sig? Det var en sær, sær fornemmelse at vinke farvel til sin yngste dreng og sende ham ud på de europæiske jernbaner helt på egen hånd. Børn af vor tid har fløjet mere, end de har kørt i tog, og selv om der var styr på både billetter, pladsbilletter og ikke mindst moderlige formaninger (jeg ville have givet meget for at kunne transplantere alt, hvad jeg ved om at køre i tog, over i hans hoved), var jeg alligevel lidt stille, da vi kørte nordpå, og jeg var glad, da jeg om aftenen fik besked om, at ni timers togrejse med to skift undervejs var overstået, og at han var hentet og forenet med sit næste feriecrew på campingpladsen. Her er han ved at smøre madpakke til rejsen.
Måske er jeg klar til at starte på arbejde i morgen. Det vil vise sig. Det kan i hvert fald nok ikke være anderledes.
5. juli 2016 | den store bunke |
I får altså lige en enkelt vandrehistorie mere fra Norge. Turen op til Hægefjell havde jeg glædet mig til, og jeg er så glad for, at vi fik den med. Vejret var godt, og det var godt, for at gå turen i regnvejr ville have været skidt, både for udsigten og for sikkerheden.
Når man står nede på skovvejen, hvor turen starter, er det virkelig uvirkeligt, at vi skal dérop. Vi er i 585 meters højde over havet, og der er 436 meter op til toppen.
Her forlader vi skovvejen og begynder opstigningen. Der var en gruppe foran os, som vi halede ind på nede på skovvejen, og vi havde talt om, at det ville være rart at komme ind på stien opad før dem. Der var et barn med, og vi troede, at vi så ville gå i et raskere tempo end dem. Men de var nordmænd. Vi kom ikke ind på stien før dem, og de var oppe længe før os.
Det var stejlt, – vi steg 400 højdemeter over tre kilometer, og det trak tænder ud. Vi pustede og holdt snildt varmen.
Men se så lige, hvad vi kom op til.
To på toppen.
Madpakken var god med den udsigt.
Derovre er der lige en sky, der hælder sit vand ud. Det står helt bogstaveligt ned i stænger. Heldigvis ikke på os.
Vi får kaffe.
Den der lille, tynde vej dernede ved siden af elven, som snor sig… det var der, vi gik før.
Det var lige så stejlt nedad. Det var samme vej, faktisk.
Når man går nede på skovvejen igen, er det lige så uvirkeligt, at man lige har stået déroppe. Men vi kunne mærke i vores ben, at det var rigtigt, og vi var nødt til at blive ved at gå og gå og ikke stoppe, for så ville vi aldrig være kommet i gang igen.
Turen var 10,5 km og tog 4,5 time inklusiv kaffepause. Toppen af Hægefjell er 1021 meter over havet.
Vi fejrede bedriften med at dele en flaske. Vi kunne ikke finde champagneglassene, men jeg lover, at på sådan en dag smager Cava akkurat lige så knaldgodt af ølglas.
