30. november 2015 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
Hver anden uge kommer der en fra kommunen for at skifte sengetøj hos min mor. Det er en af de ting, hun har accepteret at få hjælp til, ligesom hun ikke længere laver mad selv, men får det leveret. Det er besværligt for hende at lægge sengetøj på, men hun vasker det stadig selv. Af samme grund vil hun på ingen måde høre tale om at få det skiftet hver fjortende dag, for så skal hun jo vaske hele tiden, og så tit HAR hun da heller aldrig lagt rent på, og det er da også hul i hovedet.
Imidlertid er det fuldstændig umuligt at lave den aftale med kommunen, at sengetøjshjemmehjælperen faktisk kun kommer hver fjerde uge. Spørg mig ikke hvorfor, men det passer bare ikke ind i deres system. “Du kan jo bare sige nej hver anden gang, det må du jo gerne”, siger de til hende. Så sådan er det. Og for ikke at løbe sur i rækkefølgen og komme til at lade sengetøjet skifte i utide (det skete en gang, hvor hun blev forvirret over, at hjemmehjælperen kom så tidligt på dagen, og så blev hun nødt til at vaske storvask alt for hurtigt, og det ærgrede hende i mange dage bagefter), har mor ganske enkelt skrevet henholdsvis Nej og Ja på vægkalenderen ud for de mandage, hvor en hjemmehjælper ringer på, så hun ved, hvad hun skal sige.
I dag kom pigen fra kommunen allerede kvart i otte, men som mor fortalte mig i telefonen: “Der stod nej på min kalender!”, så hun måtte gå igen.
Jeg kom til at tænke på Pia Raugs Regnvejrsdag i november …“der står “maj” på min kalender”. På mors står der altså nej. Eller ja, hvis det er den rigtige dag at skifte sengetøj.
Jeg synes altså, det er smart fundet på!
6. november 2015 | den store bunke |
“Folk der arbejder, skal sørge for ikke at arbejde om lørdagen”, sagde min mor i telefonen.
Det var ikke hovedemnet i vores samtale, men vi nåede dertil ad en tangent, fordi det under snakken gik op for hende, at det er fredag, og at der venter en weekend forude og dermed fridage for mig. For hende – og for andre, der ikke er i skolesystemet eller på arbejdsmarkedet – er der ikke den store forskel på hverdage og weekenddage.
Og så var det, hun kom til at tænke på konklusionen på en undersøgelse, hun havde læst om i avisen eller set i fjernsynet. Travle folk skal huske at holde fri, når de har fri. Altså lade være med at arbejde hjemme og på den måde mindske risikoen for at blive stressede.
Det vidste vi godt. Intet nyt under solen der.
Men det ledte os ind i en snak om, hvad det er for noget arbejde, man skal holde sig fra. Er havearbejde arbejde, og må man grave sin have om lørdagen? Er rengøring arbejde? Hvis nu – altså HVIS nu – man syntes, rengøring var den fedeste måde at slappe af på, måtte man så godt gøre hovedrent i hele hytten – altså HVIS? Der er jo nogen, som har de ting som deres travle, lønnede beskæftigelse.
Selvfølgelig ved vi godt, hvad det handler om, og hvem det er, der skal geare lidt ned med hvad, og huske at koble fra, så deres motor ikke brænder sammen. Og vi blev enige om, at det må være op til hver enkelt, hvad han eller hun slapper bedst af med, og folk må lave havearbejde eller hovedrengøring, som det passer dem. Sådan er vi så kloge, mor og jeg. De kunne bare have spurgt os, inden de bekostede den undersøgelse.
Og for en sikkerheds skyld gør jeg, som mor siger. Jeg har haft travlt i denne uge, og i morgen er det lørdag. Det er bedst, hvis jeg holder mig fra både havearbejde og rengøring.
6. september 2015 | den store bunke |
Det her er mig. Jeg var 24 år, og det var ud på natten til en kollegiefest.
Da Laura så billedet i går, udbrød hun: “Hold da op, hvor det ligner mig!!”. Vi hører tit, at hun ligner mig, og når mine ungdomsvenner ser nutidige billeder af hende, siger de, at det er som at se mig fra dengang. Men at hun selv ser ligheder med fuldefjollen fra firserne, fra en fest med rigelige mængder øl og kædedans?
Skal mor være bekymret?
20. april 2015 | den store bunke |
Min mor er sommetider som en åben bog. Eller rettere som at få en bog læst højt.
Jeg spurgte, om hun var hjemme på torsdag, og om hun ville have besøg af mig. Hun svarede, at min bror havde været forbi og havde taget georgineknoldene med hjem for at lægge dem i blød, for de var så tørre, og så ville min svigerinde komme og plante dem, men det behøvede jo ikke at være på torsdag, og onsdag havde hun (mor) bestilt kørsel for at komme til lægen, og så var der et arrangement på aktivitetscenteret på fredag – men det var jo heller ikke torsdag. Og hvad skulle hun servere for mig?
På det tidspunkt i tankestrømmen havde hun endnu ikke svaret på, om jeg måtte komme torsdag. Jeg fik bare alle mellemregningerne. Alt det der gik igennem hendes hoved, og som var blevet udløst af mit spørgsmål.
Lidt som at se bladskærermyrerne i Randers Regnskov: Man kan følge hele arbejdsgangen i detaljer, men det finder sted i et lukket system, som man kan betragte gennem glas, men man har ikke nogen indflydelse på det, og det bemærkes ikke indefra, at der er tilskuere.
Det er tilsyneladende genetisk betinget, og en time efter at jeg havde talt med min mor, begyndte jeg selv at svare på et spørgsmål med at ridse de overvejelser op, som det gav mig.
Jeg tager over til min mor på torsdag. Jeg tror, hun endte med at sige, at jeg var velkommen.
26. februar 2015 | den store bunke |
Jeg talte i telefon med min mor. Hun er 88 og er kommet bagud med ord. Hun skal i hvert fald ikke risikere at brænde inde med noget af sin kvote. Talestrømmen er akkumuleret i takt med, at alderen er steget.
Jeg er 55 og bagud med at lytte. I hvert fald er det det, jeg gør. Jeg ringer op, og så lægger jeg øre til, og fletter ja, nå, hmm, mmm og nej ind, når der er en sprække i ordtæppet.
Vi talte i 45 minutter. 44 til hende og 1 til mig.
