Hver anden uge kommer der en fra kommunen for at skifte sengetøj hos min mor. Det er en af de ting, hun har accepteret at få hjælp til, ligesom hun ikke længere laver mad selv, men får det leveret. Det er besværligt for hende at lægge sengetøj på, men hun vasker det stadig selv. Af samme grund vil hun på ingen måde høre tale om at få det skiftet hver fjortende dag, for så skal hun jo vaske hele tiden, og så tit HAR hun da heller aldrig lagt rent på, og det er da også hul i hovedet.
Imidlertid er det fuldstændig umuligt at lave den aftale med kommunen, at sengetøjshjemmehjælperen faktisk kun kommer hver fjerde uge. Spørg mig ikke hvorfor, men det passer bare ikke ind i deres system. “Du kan jo bare sige nej hver anden gang, det må du jo gerne”, siger de til hende. Så sådan er det. Og for ikke at løbe sur i rækkefølgen og komme til at lade sengetøjet skifte i utide (det skete en gang, hvor hun blev forvirret over, at hjemmehjælperen kom så tidligt på dagen, og så blev hun nødt til at vaske storvask alt for hurtigt, og det ærgrede hende i mange dage bagefter), har mor ganske enkelt skrevet henholdsvis Nej og Ja på vægkalenderen ud for de mandage, hvor en hjemmehjælper ringer på, så hun ved, hvad hun skal sige.
I dag kom pigen fra kommunen allerede kvart i otte, men som mor fortalte mig i telefonen: “Der stod nej på min kalender!”, så hun måtte gå igen.
Jeg kom til at tænke på Pia Raugs Regnvejrsdag i november …“der står “maj” på min kalender”. På mors står der altså nej. Eller ja, hvis det er den rigtige dag at skifte sengetøj.
Jeg synes altså, det er smart fundet på!
