Dengang emojis var noget, man selv tegnede

Jeg ledte efter noget andet i mine skotøjsæsker med gamle breve og fandt dette postkort fra – det må være 1983.

Jeg og min veninde boede sammen i en kollegielejlighed i Aarhus, og den tredje af os tre nære gymnasieveninder var flyttet til København, hvor hun boede sammen med sin kæreste. Det er hende, der har skrevet og tegnet postkortet til os, efter at hun havde været på besøg hos os i nogle dage. Det ved jeg, fordi hun har skrevet om det på den anden side af kortet. Det var næsten ikke nødvendigt, for det fremgår jo tydeligt, hvad vi har lavet.

  • Hun er kommet med Kalundborgfærgen og bus nummer 3 fra Aarhus Sporveje, og hun har glædet sig.
  • Vi har været i Brugsen og købe ind (og vin). Der blev rødt i lyskurven, mens vi var på hver sin side af gaden. Men vi elsker hinanden.
  • Vi har hygget os med te.
  • Vi har siddet på en badebro og snakket, mens solen faldt i vandet. (Måske. Jeg husker ikke den del. Måske var det efter, at vi havde drukket vinen)
  • Vi har syet. Sikkert af stof, vi har været nede og batikfarve i værkstederne i Huset.
  • Vi har været ved noget oldtidsminde ad en afmærket rute. Moesgård, måske?

Det var dejlige dage! Og portoen for et postkort dengang var 2,50 kr.

Tænk, at jeg har gemt det.

Hjerte hjerte kyssesmiley.

Mættet med godt

Tænk at vågne til sådan en solskinsmorgen, når ingen har fortalt, det skulle være andet end regnskyvejr, og jeg heller ikke har hørt efter, hvis nogen faktisk har sagt det.

Det her har været den første weekend i umindelige tider uden en masse planer om fest og halløj. Og hvor har det været godt for os. Jeg lagde ud lørdag med den eneste aftale, jeg havde, nemlig at gå tidlig morgentur i noget naturskønt med nogle veninder og et par hunde, og bagefter tog vi hjem til mig, hvor Morten havde morgenbordet klar til os. Det var en god formiddag.

Siden har vi fået taget et ordentligt træk i oprydningen af alt det som har ligget rundt omkring og ventet på at få tildelt plads – i mere end to måneder efterhånden, mens vi foruden arbejde havde travlt med fest og halløj. Men NU! Nu har vi mere eller mindre fået indrettet saunaen ovenpå – et levn fra halvfjerdserne, hvor det var trendy at have hjemmesauna. Det er længe siden, den har været anvendt som netop dét, og vi kommer heller aldrig til at bruge den til det oprindelige formål. Så nu er ovnen taget ned, der er sat hylder op, og jeg har sat kasser, kufferter, dyner og sager ind. Fineste, effektive – og tiltrængte – depot. Rokeringen betyder, at der også er skabt luft og plads til at få sat skik på værkstedet. Det er i proces, og det bliver godt.

Men var vi så inden døre resten af dagen i går, hvor det var så fint og uventet sommervejr? Nehej da. Vi spiste aftensmad på terrassen – fiskepakken fra Skagenfood, som vi får hver anden uge  – og blev hængende udenfor i sommeraftenen med ild i båltårnet, vin i glassene og musik fra køkkenSonos’en, som vi trak ud af vinduet. Det var svært dejligt. Fiskemaden dér, det er timianstegt kullerfilet med majsfrikassé, som smagte forrygende, og opskriften findes her.

I dag har jeg hentet firserne tilbage i mit liv: Jeg har tømt en kasse, som jeg ellers har flyttet uåbnet med mig i måske femten år på grund af pladsmangel. Nu har vi plads, og jeg har samlet min rok igen. Den er flot, og den kan lige så godt stå fremme og se godt ud som være gemt af vejen i et pulterkammer. Måske spinder jeg endda en tråd på et tidspunkt, jeg har både evner og karteflor. (Det er nemt at læse ordet karteflor som kartofler, men lad lige være!) Er den ikke fin?

I dag er vi i øvrigt blevet fuldtallige på adressen igen. Astrid er ankommet til to ferieuger hos os, og Lasse er vendt hjem fra ni dage på Roskilde, glad og i god stand. Det har været dejligt kun at være to og en feriehund i en uge, men det er altså også godt at have huset fyldt igen.

Fest-lighed

kollegiefest83

Det her er mig. Jeg var 24 år, og det var ud på natten til en kollegiefest.

Da Laura så billedet i går, udbrød hun: “Hold da op, hvor det ligner mig!!”. Vi hører tit, at hun ligner mig, og når mine ungdomsvenner ser nutidige billeder af hende, siger de, at det er som at se mig fra dengang. Men at hun selv ser ligheder med fuldefjollen fra firserne, fra en fest med rigelige mængder øl og kædedans?

Skal mor være bekymret?