19. juni 2015 | At have have |
Jeg er tæt på at hejse hvidt flag i kampen mod de spirespisende duer i kolonihaven. I år har de fået smag for rucola. De lader lige spirerne komme et par centimeter op over jorden, og så slår de til og kapper toppen, hele rækken helt lige som efter en snor. Også omkampen vandt de, bedst som jeg ellers troede, at de ikke havde opdaget den nye række, jeg havde sået, og som nåede at stå så fin og lysegrøn og lovende. Indtil duerne angreb igen.
Hjemme på tagterrassen har vi sat alle krukkerne i bur, og dermed har vi vundet krydderurterne tilbage. Skræmmeuglen er fyret. Den har haft flexjob som vagt ved baljen med forglemmigejer og har klaret det nogenlunde.
Nu har den fået en tredje chance for at vise sit værd. Den er sat ud for at vogte Lasses bønner, som pibler op nu. Siden den nu har sådan en sørgelig lille skræmmeradius, har jeg lavet andre fugleskræmsler af snor og plastikstrimler. Over bønnerne i den anden side af klatrestativet og over den rucolarække, som duerne allerede har mejet ned. Måske kan det komme igen.
Morten og jeg tændte op i den mexicanske stenovn, satte os på terrassen og delte to glas øl i skumringen. Det var stemningsfuldt og dejligt. Mens vi sad der, kom der i hvert fald ingen duer. Håbet lever.
MEN DET ER DIN SIDSTE CHANCE, UGLE!!
Fejler du, kommer du med ud i jagtskoven og bliver skudt.
14. juni 2015 | At have have |
Hvad lavede hun?
Fingerlugede en hel masse ukrudt.
Hvad lavede de andre?
Kørte grene væk. Fem trailerfulde krone af det piletræ, der blev fældet tidligere på ugen.
Hvad blev hentet af venlige mennesker?
En trailerfuld brænde fra den nederste del af piletræet.
Hvad såede hun?
Spinat
Hvilke urtesager er kommet op?
Gulerødder, rødbeder, løg, dild, icebergsalat, grøn romainesalat, rød romainesalat, rucola.
Hvilke er ikke kommet op?
Pastinak, persillerod, spinat
Hvad drak hun?
Kaffe
Hvad spiste hun?
En (1) Oreo, en halv Snickers
Hvad hørte hun?
Gillian Flynn: Mørke Steder
Var det en god dag?
Yep!
10. juni 2015 | At have have |
Sådan noget kan jeg nemt finde på at blive spurgt om.
Det er sjældent, folk spørger mig om noget med byens fodboldhold, eller om jeg har været på kræmmermarked fornylig. Men haven. Den er der næsten altid en samtaleåbner gemt i.
Og går det så godt?
Ja, det gør det.
Afgrøderne spirer og gror. Salaterne har det fint, kartoflerne ser lovende ud, jordbærrene blomstrer, gulerødderne kan skelnes fra det omgivende ukrudt. Det samme kan ikke siges om pastinak, persillerod, spinat, hvidløg og rødbeder. Spirerne bliver nødt til at blive lidt større, inden jeg kan se, hvilke grønne vækster der ikke giver noget spiseligt og skal rykkes op.
Tre hokkaidofrø i vindueskarmen spirede pludselig, blev store og er plantet ud. Der skal snart sås en række spinat mere. To slags tomater og to slags agurker skyder i vejret inde i havestuen.
Piletræet smed alle sine rakler, da det stormede. Et tykt tæppe over græsplæne og køkkenhave. Vi havde aftalt, at det skulle fældes. Piletræer er dygtige til hurtigt at blive store og skyggefulde, men også til at tage lys og næring fra alle andre vækster i nærheden.
Vi havde aftalt, at det skulle væk i år. Over et par øl og noget hyggeligt sammen med en god ven, der har en motorsav. Vores gode ven kom forbi med saven og lagde træet ned i fine bunker, før vi nåede at stille øl frem. Nu har vi heldigvis hyggen til gode.
Det øverste af træet ligger dér. Det skal vi jo så have kørt væk. Inden hækken skal klippes, i hvert fald.
Lasse har bestemt sig for at dyrke bønner. Pralbønner og stangbønner. Nu tror vi på, at jordtemperaturen er blevet så høj, at bønnerne ikke mistrives eller får svamp, og nu er de sået. Han har bygget et ’korthus’, bønnestagerne kan klatre på. Nu er det bare at vande og vente. Jeg tror, arbejdsfordelingen bliver sådan, at jeg vander, og han venter. Når bønnerne bliver høstet, er det også hans opgave at spise dem.
16. maj 2015 | At have have, den store bunke |
For tiden arbejder vi meget med at lære min mor at sige pyt. Hun er rigtig god til at finde alle bekymringer i verden, for hun ved, at hvis hun ikke tager dem på forskud, kan hun ikke være sikker på at få dem. Prøv at sige pyt og tage tingene, når de kommer, siger vi. Hvis de kommer. Det er den sværeste lektie, hun har.
Jeg talte med hende i eftermiddag og gjorde igen min datterlige trænerindsats på bekymringsområdet. Det gik nogenlunde, synes jeg, men hun er altså ikke nogen mønsterelev.
Bagefter tog jeg et smut op i kolonihaven for at kigge til afgrøderne. Forleden var jeg så glad, da jeg så, at salaten var piblet op i fine rækker små grønne spirer i køkkenhaven. Også rucolaen. Også der, hvor jeg tabte posen med frø.
Dét er der så nogen, der har gjort noget ved, konstaterede jeg i dag. Der er nippet grundigt der, hvor jeg tabte posen med frø. Og i det halve af rækken. Det er garanteret duer.
Nu kan jeg selv få lov at tage pythatten på.
5. juli 2014 | den store bunke |
På min første feriedag hang jeg ud med Laura i hendes by. Som er min gamle by.
For en gangs skyld skulle vi ikke flytte med kasser, skrue, bore eller købe inventar. Bare slentre rundt i byen og nyde og snakke. Det var så hyggeligt.
Alt det nye på havnearealerne har jeg ikke set ordentligt på, og vi gik en lang tur derude og havnede (!) på Strandbaren. Et fint, fint sted med beachvolley, fatboys, zumbadansere, juicebarer, udsigt til hav og by, legeplads, åben himmel og små køkkenhaver i kasser.
Engang er området ikke længere byggeplads, trådhegnene forsvinder, og så bliver det endnu bedre. I dag var der mange på beach volley banerne, en flok svedige zumbadansere med høj musik og nogle som os, der bare sad og nød. Det er rart at se, at Aarhus er i udvikling.
I mit gamle hood i midtbyen er meget selvfølgelig anderledes, end da jeg boede der i 80erne, sådan som en dynamisk by skal være. Også min gamle ejendom i Guldsmedgade, hvor min første lejlighed var, er shinet op. Vi var inde i gården og lægge nakken tilbage og kigge op på mit køkkenvindue. Jeg håber, at dem, der bor der nu, har fået et badeværelse, så de ikke behøver at tage bad i en balje i køkkenet med en bruser monteret på vandhanen ved køkkenvasken.
Vi kunne have spist frokost så mange steder, men det blev en gammel kending, Cafe Jorden på Pustervig, hvor jeg så mange gange har lallet rundt med en fadøl i hånden på festugeaftener.
Det var en dejlig dag, Aarhus er en dejlig by, og det føles rigtig godt, at det er den, min datter har valgt.
