1. november 2014 | At have have |
Tænk engang, at vi ramte sådan en solrig og lun første november med så blå en himmel. Birken har givet slip på de fleste blade. Mange af dem har lagt sig på taget og på plænen. Dem på plænen var jeg nødt til at rive sammen i dag, fordi græsset trængte til at blive klippet. For sidste-sidste gang i år – igen-igen. Altså det er november, jo…!
Jeg synes, det er det kedeligste i verden at skulle gøre noget for at kunne gøre noget andet, det egentlige. Min barndoms græsplæne var stor og med mange frugttræer, og jeg havde græsslåningstjansen, tre kvarter med motorklipper tog det. Jeg skulle rive æblerne sammen først, fik jeg besked på. Sommetider lod jeg være, og så gik jeg der bag plæneklipperen og blev bombarderet og beskudt med moreller, æblestykker og blommer og råbte Av! Av!
Vi har tilbragt et par fine timer i kolonihaven. Jeg tog rødbederne op. Det har været en god høst i år. Her er der grøntsagsparade.
I går var der parade af nedlagt vildt i en skov i nærheden. Min jægersmand kom hjem med både præmie for at have gættet antallet af ben (det er en konkurrence jægere har) og en rå. Sidstnævnte har tilbragt natten i kolonihavehuset med benene op og hovedet ned og skulle rejse videre til vores fryser.
På dette billede har vi en jæger, der underviser i, hvordan sådan et rådyr er skruet sammen, og hvordan det skrues fra hinanden igen, en der vil tage jagttegn, når hun bliver gammel nok, og en der er sprunget til de evige jagtmarker.
Kan vi få flere af den slags novemberdage?
26. oktober 2014 | At have have, den store bunke |
Her stod havemøblerne. Pludselig virker terrassen stor. Måske udvider vi den næste år. Hvis vi gider. Hvis vi ikke hellere vil bruge tiden på at sidde med benene oppe og nyde. Når altså havemøblerne kommer ud igen, og der er noget at sidde på. Og varmt.
Tomatplanterne er pillet ned. De sidste tomater er høstet. Grønne. Hvad kan jeg bruge dem til udover at tænke på en skøn film fra firserne? Jeg husker ikke min mors syltede grønne tomater som en tradition, jeg behøver genoplive. Den ene plantesæk kan måske genbruges næste år, mens den anden var udpint efter to sæsoner.
Depot. Opstabling. Vinterhi. Et godt og ordentligt hjørne. Det ligner overblik. En bøtte gulerødder, en spand løg, en spand persillerødder, en balje sand til når rødbederne skal opbevares. Hvis det er sådan man gør med dem. De kan godt stå i jorden lidt endnu.
Dagen er overgået til aften. Vi er trætte efter hjertehyggelig aften med venner, varme og vin i går, jagt og have i dag og er sunket ned i de gode sofahjørner med lys og læsning. Alt er godt.
26. oktober 2014 | den store bunke |
I foråret deponerede vi en time. I nat fik vi den tilbage.
Jeg brugte den til at tænke over, hvad jeg skulle bruge den til. Da jeg gik i seng, strejfede det mig, at jeg kunne løbe en tur, inden dagen rigtigt gik i gang. Morten skulle på jagt, jeg stod op samtidig med ham, og da han var taget af sted, virkede løbetanken ikke fristende. Jo, måske fristende, men jeg modstod. Jeg indså, at det rigtige valg var at hente avisen og give mig god tid med kaffe og morgenmad, opdatere styresystem på i-gadgets, opdatere mig selv i analogt og digitalt newsfeed. Om lidt tager jeg i kolonihaven og bruger nogle timer, blandt andet den ekstra, med arbejdshandsker på hænderne og lydbog i ørerne, mens jeg gør ting. Hvilke ved jeg aldrig, før jeg har gjort dem. Men der er noget at grave, noget at beskære, noget at hive op, hive ned, og så skal havemøblerne jo ind. Dem skal der gøres plads til.
Nå, men tingene gør jo ikke sig selv. Jeg har ellers ventet og ventet … en ekstra time.
Såee, sæt i gang.
8. oktober 2014 | den store bunke |
Ni hvidskallede fætre med horn i panden er i transit. Jeg kan se dem, når jeg kigger til højre her fra den bedste ende af sofaen, hvor jeg igen har været heldig at få plads. De er på vej op på hver sin krog på væggen, og de er opsatte på det. [Det var en anledning til et ordspil, ikke en syrlig opfordring til, at de snart skal videre, Morten].
Vi ved, hvor de skal hænge, og det bliver pænt. Men på en stille sær måde er det også lidt hyggeligt for mit tekrus at dele bord med denne lille seksender fra Bro Mølle.
