Sæsonafslutning Haven I
Dette blad lå på min altan. Jeg ved ikke, hvor i nærheden der er et ahorntræ. Altanen vender ind til en baggård, og jeg kan ikke se nogen træer derfra. Bladet har rejst langt. Og får lov at hvile sig lidt hos os.
Vejret i dag blev langt over forventet, og jeg benyttede dagen til at skridte af i kolonihaven. Jeg havde gravet det meste, men manglede lige at runde sæsonen af.
Så nu har jeg høstet pastinakker og rødbeder, og jeg har fældet de fleste solsikker og lagt hovederne på foderbræt og i bed. Så kan fuglene gøre resten. De var allerede startet, og jeg forudser masser af ukontrollerede solsikkespirer i Haven sæson II.
Det her er porrer, som jeg har taget op og sat i. Min mor fortalte, at hun om efteråret altid har taget porrerne op og sat dem tæt ned i en nygravet rende, dynget godt med visne blade ned på begge sider og dækket godt op med jord. Så skulle det være nemt at trække friske porrer op i løbet af vinteren, også selv om det fryser. Det virker tosset, men nu prøver jeg skisme med nogle af porrerne.
Resten af dagen indehygger vi. Dejlig lørdag!