4. april 2017 | den store bunke |
Fjerde dag i den ternede skjorte. I dag starter jeg med at pakke kasse nummer 46. Det kan jeg jo sagtens sige. Jeg kunne også have sagt, at jeg startede med nummer 99, i princippet kan ingen vide, om jeg bare finder på et tal. Men jeg lover på æresord, at der allerede står 45 fyldte kasser tårnet op, og i dag går jeg i gang med køkkenet. Det er omfattende. Vi har meget. Meget! Og jeg har ingen ide om, hvordan vi kan få plads til det hele i det nye køkken. Eller jo, det har jeg. Det får vi ikke. Der bliver tale om prioriteringer, og egentlig er det bare de prioriteringer, vi slap for, da vi flyttede sammen for toethalvt år siden. Vi har enormt meget skabsplads i lejligheden; ikke kun i køkkenet, men i alle rum, og det får vi ikke i samme grad i huset. Vi kommer også til at savne kælderrummet og loftsrummet her i ejendommen. Igen: prioriteringer. Når vi finder ud af, hvad vi kan få stuvet ind i krogene derude.
Det gode er, at det nye hus nu er indflytningsklart. Store søn var kaldt hjem i weekenden for at spartle og male. Tre dage gik han derude og arbejdede, og søndag var Morten, Lasse og Astrid også på adressen med ruller og værktøj. De har gjort et kæmpe stykke arbejde, og det er simpelt hen så fedt, at vi bare kan rykke ind på lørdag og begynde seriøs indretning.
Min egen eneste mission er at pakke. Pakke, pakke, pakke. Kasse nummer 46 bliver kogebøger, tror jeg. Og noget let, måske plastikbøtter eller den der netskærm, man sætter over lagkager.
Sæt i gang.
1. april 2017 | den store bunke, Heldige mig |
Det er blevet tid til at sætte mig ned og lade roen sænke sig over mig. Måske sænker øjenlågene sig også tidligt i dag. Det seneste halvandet døgn har jeg bevæget mig gennem en række forskellige verdener, både fysisk og mentalt, og nu kan jeg godt mærke, at systemet gerne bare vil have lidt fred og et lille glas vin.
I går lukkede og åbnede jeg døre i helt forskellige sammenhænge.
Jeg havde sidste dag på mit gamle arbejde, og selv om jeg havde forberedt mig på det i et stykke tid, og afskeden i øvrigt var efter eget ønske, var det alligevel sært. Det gik trods alt godt og gelinde, og jeg kom af sted med pæne og fine ord i bagagen. Jeg lukkede døren pænt efter mig med bevidstheden om, at jeg altid kan åbne den igen, stikke hovedet indenfor og hilse på. Og jeg kan, hvis mine grønne fingre bliver ved med at virke, for fremtiden tænke på søde, nu tidligere kolleger ved at nyde denne fine bonderose, som de gav mig, og som allerede står og pynter på vores nye terrasse.
Og det var det andet store, der skete i går. En ny dør blev åbnet. Vi overtog vores nye hus og skålede i Cava med sælger og mægler. Nu er det vores hus. Vildt! Og vi fik en hel skuffe fuld af nøgler. “Det er ikke så tit, man overdrager et hus med ni nøgler”, sagde mægler, og vi får muligvis nok en eller to i overskud, når vi har delt ud til alle vores børn.
Er man skarpsindig, har man allerede fået øje på et sæt nøgler, der ligner cykelnøgler. Nye cykelnøgler? Ja, der var nemlig pludselig en overraskelse. Sådan noget er Morten uovertruffen til. Knapt var vi ankommet til overdragelsen, før han sendte mig ud i skuret “for at se efter, om de nu havde fået det tømt helt”. Det havde de. Men der stod en splinterny cykel med sløjfe og kort. Den var til mig og anbragt der i smug tidligere på dagen. Ihh, altså!
Sagen er den, at når jeg nu – efter flytning og indretning og alt det – efter påske starter i mit nye job, er det meningen, at jeg vil cykle på arbejde. Jeg har en cykel. Den er gul, og jeg fik den, da jeg fyldte 40. Til sommer fylder jeg 58, og jeg har tænkt, og også sagt højt, at nu ville jeg gerne have en ny cykel. En uden skævheder og skavanker, en uden atten år og en forvredet cykelkurv på bagagebæreren. Og tænk! Så stod der lige en i skuret. Heldige mig! Omme bag skuret stod der en ny herrecykel. Morten var også heldig! Han tænker, at han også skal til at cykle på arbejde om morgenen sammen med mig.
I dag er der sat gang i spartling og maling på den nye adresse. På den gamle har vi pakket i kasser. Der er både dukket klenodier og vemod frem. Også overraskelser. Generelt er det hårdt arbejde at bryde ned; man føler sig brugt, både i krop og hoved, men det går godt indtil videre. 25 kasser er indført i protokollen.
Nu orker jeg ikke at skrive mere.
26. marts 2017 | den store bunke |
Solskin lokkede mig i kolonihaven i går. Havenaboen (hvis fornavn jeg i fire år ikke har kunnet komme i tanker om, men jeg kunne hendes mands navn) gik og ryddede op sit drivhus, og følgende samtale fandt sted over hækken: Mig: Hvad er det nu, du hedder? Jeg plejer at kalde dig fru Ivan, men det er jo ikke helt retfærdigt. Nabo: Jeg hedder Elly. Og nu er jeg så også nødt til at spørge, hvad du hedder. Mig: Jeg hedder Birgitte, og min kæreste hedder Morten. Elly: Nå ja, for jeg kunne godt huske, at han hedder Balle, så jeg plejer at kalde dig fru Balle … Godt at vi ikke længere behøver at kalde hinanden ved vores mænds navne, når det nu er os, der oftest er i haverne.
Elly og Ivan havde lagt kartofler aftenen før. Det skyldtes, fortalte hun, at hendes familie altid snakker så meget om, hvornår man får kartoflerne i jorden. Det er et stort og vigtigt emne, og alle vil være først. Og nu skulle de være sammen med familien i her i weekenden, og så ville de kunne snakke med. Tænk engang: VI har altid følt os lidt presset af dem, som var så tidligt ude med at få ting gjort – og så er det, fordi DE er presset af nogle andre.
Fordi vi skal bruge april på at flytte, bliver det en havesæson, hvor vi i første omgang kun bruger tid på det allernødvendigste. Jeg lader for eksempel bunkerne af visne blade ligge der, hvor de har valgt at lade sig blæse hen i løbet af vinteren, men nu har jeg indkøbt læggekartofler og stikløg og de fornødne frøposer, og jeg har gravet et stykke jord, som jeg ikke nåede i efteråret, og som var bulet og trampet godt sammen af gartneren, der har lagt vores fine nye havegang.
I går fik vi leveret firs flyttekasser, så nu er der intet til hinder for, at vi går i gang med at pakke ned. Det er i øvrigt kun to tredjedele af de kasser, vi har bestilt. Vi har heldigvis fantastiske flyttehjælpere, som godt ved, hvor meget jordisk gods vi har, fordi de også hjalp os med at flytte for mindre end tre år siden. Det er noget med Vi løfter i flok og Sammen er vi stærke…
I går var vi igen nødt til at gå på vinbar, fordi der skulle være fremvisning af lejligheden. Vi mødte vores ven ejendomsadministratoren, da vi trådte ud på gaden, og vi snakkede om flyttesynsdato. Vi sagde, at vi lige skulle have gjort rent i lejligheden først. “Lad nu være med at gøre for meget ud af dét; der skal jo alligevel gøres i stand”, sagde administrator. Den indstilling synes jeg godt om.
Nu lader det til, at der ikke skal være flere lejlighedsfremvisninger. Det par, som så på den i går, har skrevet kontrakt og er taget hjem til København for at pakke. Vi er glade, fordi det kan være svært at holde lejligheden præsentabel, mens vi går og pakker ned, men vi er kede af, at vi ikke behøver at gå på vinbar mere.
Jeg fik forventet post fra Rigspolitiet. Og blev helt glad! Der var ingen klip i kort, og bøden var under halvdelen af det beløb, jeg mentalt allerede havde sat af til den. Fedt!
Fordi jeg kan passe mindre og mindre af mit tøj og efterfølgende tilskyndet af det her, har jeg besluttet, at der ikke er nogen grund til, at jeg tager mere end én portion af aftensmaden. Det er der sådan set ikke nogen grund til at snakke mere om. Men det skader nok heller ikke at bevæge sig, så jeg har også brugt søndagen til at løbe en tur i en skov. Det var op ad bakke. Og ned. Der var pænt, og der duftede af forår.
6. august 2014 | den store bunke, Heldige mig |
Flere har spurgt mig, om jeg godt kan blive ved med at blogge som Grevinden på tredje nu, hvor jeg er flyttet i en førstesalslejlighed.
Selvfølgelig kan jeg det. Det er jo et brand. Man kan også købe Karen Volf småkager, selv om Karen selv ikke har vredet en vaniljekrans siden 1946.
Grevinden på tredje er bloggens navn, og bloggen er den samme, som den hele tiden har været. På et tidspunkt laver jeg en ny top og et andet udseende til den, så vi ikke skal blive ved at trækkes med et billede af min gamle tredjesal. Jeg har bare vurderet, at det tjener alle bedst at få indrettet i den fysiske virkelighed førend i cyberspace.
Vi flyttede i lørdags og havde en fantastisk flyttedag. Det var hårdt, varmt og sejt, ja, men tænk at være så privilegeret, at man kan tale om en fantastisk flyttedag og mene det. Vi var 17-18 mennesker, der løftede i flok efter evne, lyst og kræfter. Først flyttede vi alle Mortens ting fra det kælderrum, hvor de har været opmagasineret i to uger, op i den nye lejlighed, og dernæst flyttede vi alle mine ting fra tredjesalen til henholdsvis den nye lejlighed, det nytømte kælderrum og til genbrugsstationen. Imens gik Poul Erik og grillede på vores nye terrasse. Han havde for lang tid siden sagt: “Min ryg kan ikke holde til at slæbe, men jeg kan lave mad hele dagen”. Så vi sluttede af med lækre hjemmelavede burgere og forskellige slags pølser. Jeg elskede alle og var grundglad og dybt taknemmelig, da jeg sad der og kiggede rundt på alle vores gode mennesker, bænket på umage stole og hynder i en kæmpe, svedig rundkreds på terrassen.
Nu går vi og pakker vores lidt over hundrede flyttekasser ud og sætter på plads og skruer og samler og borer, og det tager langsomt form. Her er rart at være, højt til loftet, lyst og lækkert, og jeg kan mærke, at vi får det godt her. Grevinden har stadig både udsigt og indsigt og vil blive ved med at dele tanker om stort og småt med de læsere, der hænger ved.
Her er det frokostsandwichtid efter første flytteheat for alle dem, der næste dag vil vågne op med lange arme og værkende lår.
28. juli 2014 | den store bunke |
Alt for mange plastikbøtter, ja. Cykellygter fra forrige årti. Julebreve fra de sidste 15 år – og i denne sammenhæng er det vel positivt, at samlingerne år for år er blevet mindre og mindre. Et helt livs bøger. Brætspil som ingen længere spiller. Stofrester – til det der patchworksengetæppe, som jeg skulle sy i de lange vinteraftener. Som aldrig kommer, – i stedet kom Candy Crush.
Jeg pakker, og ind i mellem er det svært at beslutte, fra hvilket hjørne jeg skal gribe det an. Men det er også lidt sjovt. Drengene pakker også, sorterer og smider ud. Der dukker ting op, som vi havde glemt, og vi udveksler historier.
Nu er det mandag, og jeg tager igen luft ind og går i gang. Først skuffen med cykellygter, dolke og noget, jeg syede i folkeskolen. Det var hvad jeg lige fik øje på, da jeg kastede et blik ned i den. Lutter ting, jeg nok ikke får brug for resten af ugen og derfor roligt kan pakke ned.
Velkommen til mit hjem, som i denne uge ser sådan ud over det meste. Dette er hjørnet, hvor fyrretræsmøblerne nyder den sidste herskabsluft, inden de sættes i kælderdepot. R.I.P.
Skabet til højre er i øvrigt til salg. Det stammer fra min fasters svigerforældres sovekammermøblement og er monsterrummeligt med fire solide hylder i 120 cm bredde. Det er også gammelt; min faster fylder 99 til efteråret, og skabet tilhørte generationen før hende. Nogen interesserede købere derude?
