17. april 2017 | den store bunke |
Påskedagene er næsten slut. Jeg har haft fri i sytten dage. Eller fri og fri, det er ikke en helt korrekt gengivelse af fakta. Lad os sige det på den måde, at jeg så godt som ikke har forladt min aktuelle bopæl for andet end indkøb af dagligvarer, så vi kunne få næring og energi til al den pakken i kasser og pakken ud af kasser.
For som den opmærksomme læser godt ved, er vi flyttet, og den flytning er, hvad jeg har brugt mine sytten “fridage” til. Det har flasket sig, har det, og jeg har været god til at nøjes med at være i dét, jeg aktuelt skulle have fokus på. Først sluttede jeg mit gamle arbejde af. På en god måde, synes jeg selv, ved at være til stede og koncentrere mig, så længe jeg var der. Derefter flyttede jeg opmærksomheden fuldstændigt over på det, der havde med vores flytning at gøre, og jeg har ikke tænkt på ret meget andet siden, og det har været virkelig godt at kunne være 100 procent til stede i den proces. Vi er langt, men der er længere. Stablen af tømte kasser nærmer sig maksimum, – mens jeg sidder og skriver, er Morten i gang med at tømme de sidste 3-4 kasser. Det betyder ikke, at alt er på plads nu, slet, slet ikke. Der er endda temmelig meget, der bare har fået midlertidigt opholdssted, så vi lige kan få et overblik over, hvad der skal være plads til. Men er det alligevel ikke ret sejt sådan at få klappet 108 kasser sammen på ni dage? Og det var dét, de sytten hjemmedage kunne. Tak for dem.
Og nu hvor påskedagene går på hæld, retter jeg sigtet mod det næste. I morgen starter jeg på et nyt job. Jeg glæder mig og jeg er spændt. Det er vildt. Vildt godt. Og flere ord vil jeg ikke knytte til det lige nu. Jeg skal bruge dem i morgen, når jeg vandrer rundt og hilser på 200 eller deromkring nye kolleger.
I påskedagene fandt vi heldigvis også tid til en lille smule udgående aktivitet, idet vi besøgte gamle koner. Mor torsdag og svigermor søndag, og på den måde nåede vi også at få opfyldt kagekvoten.
Begge mine forældre har fødselsdag i april, og det har næsten altid været sådan, at én af dem har haft fødselsdag i påsken. I år er ingen undtagelse, selv om fødselaren selv ikke er blandt os længere, i hvert fald ikke i fysisk form. I dag er det 100 år siden, min far blev født i en lille flække på Vestfyn som nummer to i en børneflok på fem. Hundrede år, mand! Han døde for seks år siden, men jeg har sendt ham mere end én kærlig tanke i dag. Jeg tror, han ville have været tilfreds med, hvor jeg er i mit liv lige nu.
Altså måske ikke specifikt den del, der handler om, at jeg nu går ind og smider mig i sofaen, tænder for fjernsynet og sukker veltilpas ved tanken om en ganske fin veloverstået påske.
12. april 2017 | den store bunke |
Det går godt i sydbyen. Vi er ved at vænne os til huset og dets lyde. Der er fremmede knirke- og puslelyde fra væggene, og det der lyder som om nogen lister rundt på førstesalen er for eksempel en radiators hemmelige signaler om et eller andet. Det er jeg meget lettet over. Det kunne have været et spøgelse. Forleden nat brasede bunden ud af dobbeltsengen, der efterhånden havde været skilt og samlet så mange gange, at skruerne ikke længere kunne bære. Det gav ikke bare en lyd, men et gedigent brag. “Det ligner en krybbe”, sagde Lasse, da jeg viste ham vores sovevilkår den næste dag. Nu har Morten repareret og forstærket og understøttet, og det vil formodentlig aldrig ske igen. Aldrig.
Vi endte med at bruge 108 flyttekasser – jeg havde kalkuleret med 120, så det var jo langt lykkeligere end forventet, og en hurtig optælling af stablen af tømte kasser på stuegulvet viser, at 46 er pakket ud nu. Min tid går med at tømme kasser og indrette, fordele og finde plads til alt det, der endnu ikke ved, hvor det skal være, og dagene løber lidt i ét. Når jeg dagligt taler i telefon med min mor, er vi mere på samme niveau, end vi plejer at være. Ingen af os er knivskarpe på, hvilken ugedag det er, eller hvad klokken er blevet, eller hvornår vi snakkede sammen sidst. Det ændrer sig formodentlig igen.
Flyttedagen i lørdags gik som forventet over al forventning. Klokken 7.30 lørdag morgen kørte flyttebilen ind i Vestergade, og 16-17 gode folk, der godt gad bruge nogle timer på at hjælpe os, stod klar til at tage fat. Tre-fire timer senere var alt flyttet, og vi sad allesammen i stuen på den nye adresse og spiste byg-selv-bøfsandwich, som en anden god ven havde kokkereret som sit bidrag til flyttefesten. I al beskedenhed er vi ret gode til at organisere en flytning, og mindst lige så vigtigt: vi har nogle virkeligt gode venner.
Her bliver så godt. Køkkenet er som det eneste stort set færdigt. Alle skuffer og skabe er fyldt, og det har vist sig, at vi også godt kan navigere og lave mad i det. Stuen roder helt vildt. Det samme gør bryggerset, og jeg er ikke begyndt at lede efter vasketøjskurven endnu, for der er ikke rigtigt plads til tørrestativet nogen steder. Astrid var effektiv med at få pakket sine ting ud, og hendes værelse er faktisk færdigt. Det samme kan man ikke sige om resten af overetagen. Kasserne tårner sig op, og vi har ikke fået lagt noget af vores tøj på plads endnu. Eller tømt kasserne med badeværelsesting, eller alle bøgerne. I kontoret, som jeg forventer mig meget af, sidder vi mellem kassetårne og løse ledninger og arbejder, og det kan man sagtens. Værksted og skur er nøjagtigt lige så kaotiske som i lørdags, hvor alt bare blev stuvet ind i fuldstændig vilkårlig uorden. Det løser sig.
I mellemtiden glæder vi os over de små hjørner, som er færdige.
Og vender det blinde øje mod de hjørner, der ikke er.
