Exit påske
Påskedagene er næsten slut. Jeg har haft fri i sytten dage. Eller fri og fri, det er ikke en helt korrekt gengivelse af fakta. Lad os sige det på den måde, at jeg så godt som ikke har forladt min aktuelle bopæl for andet end indkøb af dagligvarer, så vi kunne få næring og energi til al den pakken i kasser og pakken ud af kasser.
For som den opmærksomme læser godt ved, er vi flyttet, og den flytning er, hvad jeg har brugt mine sytten “fridage” til. Det har flasket sig, har det, og jeg har været god til at nøjes med at være i dét, jeg aktuelt skulle have fokus på. Først sluttede jeg mit gamle arbejde af. På en god måde, synes jeg selv, ved at være til stede og koncentrere mig, så længe jeg var der. Derefter flyttede jeg opmærksomheden fuldstændigt over på det, der havde med vores flytning at gøre, og jeg har ikke tænkt på ret meget andet siden, og det har været virkelig godt at kunne være 100 procent til stede i den proces. Vi er langt, men der er længere. Stablen af tømte kasser nærmer sig maksimum, – mens jeg sidder og skriver, er Morten i gang med at tømme de sidste 3-4 kasser. Det betyder ikke, at alt er på plads nu, slet, slet ikke. Der er endda temmelig meget, der bare har fået midlertidigt opholdssted, så vi lige kan få et overblik over, hvad der skal være plads til. Men er det alligevel ikke ret sejt sådan at få klappet 108 kasser sammen på ni dage? Og det var dét, de sytten hjemmedage kunne. Tak for dem.
Og nu hvor påskedagene går på hæld, retter jeg sigtet mod det næste. I morgen starter jeg på et nyt job. Jeg glæder mig og jeg er spændt. Det er vildt. Vildt godt. Og flere ord vil jeg ikke knytte til det lige nu. Jeg skal bruge dem i morgen, når jeg vandrer rundt og hilser på 200 eller deromkring nye kolleger.
I påskedagene fandt vi heldigvis også tid til en lille smule udgående aktivitet, idet vi besøgte gamle koner. Mor torsdag og svigermor søndag, og på den måde nåede vi også at få opfyldt kagekvoten.
Begge mine forældre har fødselsdag i april, og det har næsten altid været sådan, at én af dem har haft fødselsdag i påsken. I år er ingen undtagelse, selv om fødselaren selv ikke er blandt os længere, i hvert fald ikke i fysisk form. I dag er det 100 år siden, min far blev født i en lille flække på Vestfyn som nummer to i en børneflok på fem. Hundrede år, mand! Han døde for seks år siden, men jeg har sendt ham mere end én kærlig tanke i dag. Jeg tror, han ville have været tilfreds med, hvor jeg er i mit liv lige nu.
Altså måske ikke specifikt den del, der handler om, at jeg nu går ind og smider mig i sofaen, tænder for fjernsynet og sukker veltilpas ved tanken om en ganske fin veloverstået påske.
