Fuglefight afsnit 3: Urteburet
Fuglekampen om krydderurterne, som vi uden at ville det blev hvirvlet ind i, og som er beskrevet her og her, sluttede ikke med anskaffelsen af vagtuglen. Vagtuglen virrede ikke nok med det vindblæste hoved; den sad på bænken og kom aldrig rigtigt på banen. Gråspurvene sked den et langt stykke og fortsatte med at plukke den før så frodige timian ned til rødderne. Ikke det mindste blad fik vi selv af den timian. Den er væk. Spist eller brugt som redebyggemateriale, hvad ved vi. Alt vi ved er : Øv.
Måske skræmte uglen duerne væk.
Måske.
Jeg siger det kun, fordi jeg ikke har noget konkret bevis på det modsatte. Vi har ikke set nogen duer sidde i det grønne, siden vi modtog uglen. Tvivlen må så komme uglen til gode.
Men noget andet måtte gøres for at redde glæden ved at kunne gå ud og hente krydring til aftensmaden. På landet, hvor salater og stauder trues af både harer og råvildt, kan folk finde på at hegne urtehaven ind. Skulle vi ikke kunne gøre det samme på en terrasse i første sals højde?
Så voila: Her er det nyeste kampvåben. Købt som kaninløbegård og snedigt ombygget af min fingersnilde værktøjsfører til et urtebur i to etager med integreret bænk. Nu krydser vi fingre. Jeg kan simpelt hen ikke se, hvad der skulle kunne gå galt med det. Hvordan fuglene skulle kunne komme ind. Jeg kan smage sejrens sødme. Og timian. Jeg har købt en pottefuld spurvelivret og sat ud for tredje gang. Denne gang i bur.
Uglen er kommet i skammekrogen. Der kan den stå, inden den måske ender sine dage med stækkede vinger i kolonihaven. Der har jeg nemlig konstateret, at nogen spiser de spæde rucolaspirer. Jeg tror, det er duer, og uglen har jo ikke bevist, at den ikke kan skræmme duer.
Så hvad siger I? Skal den have en chance til?
Mens vi hoverer på hjemmeadressen.
