7. september 2016 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
For et par måneder siden begyndte der pludselig at opstå busser lidt øst for Rødkærsbro.
Blå busser i en række på en mark ud til hovedvej 26. Først to, så tre, og for hver uge kom der flere og flere. Rækken blev længere og længere, og jeg undrede mig hver eneste gang, jeg passerede. Hvilket jeg gjorde jeg to gange om dagen, fem dage om ugen, på vej til og fra arbejde.
Hvor kom de fra? Hvor skulle de hen? Skulle de ingen steder? Var dette endestationen? Hvem ejede dem? Var de udrangerede? Ikke i rute? Kort sagt: ALT hvad der ender på et spørgsmålstegn.
I modsætning til mine flyvske tanker om landmanden på den blå traktor i går rakte min fantasi ikke denne gang. Jeg kunne ganske enkelt ikke regne ud hverken hvorfor, hvem, hvad eller hvis.
Jeg snakkede med en veninde om det. Hun kører samme vej næsten lige så mange gange om ugen som jeg, men havde heller ingen forklaring. Det virkede meget sært for os begge to.
Gennem flere uger tænkte jeg hver morgen, at jeg ville finde ud af årsagen til de efterhånden 12-13 blå bussers sære anbringelse lige dér, men når jeg så nåede frem eller hjem, havde jeg glemt alt om det. Lige til næste gang, jeg kørte forbi. Hvorefter jeg glemte det igen på resten af vejen.
Men forleden fik jeg taget mig sammen og skrev til Midttrafik. Og fik svar et par timer senere.
“De er fra Hans’ Biler, som måtte frastå sin kontrakt på rute 60,73 og 75 i starten af juli måned.
Så kort svar, de er ude af trafik – og formentligt til salg.”
Heraf kan jeg udlede to ting:
– Midttrafik er flinke til at svare.
– Busserne kommer nok til at holde der et stykke tid endnu.
Og jeg har fået noget nyt at tænke over:
– Hvem kører så rute 60, 73 og 75, når Hans ikke gør?
Nå, men hvis andre har undret sig over de herreløse busser med tomme vinduer og for nogles vedkommende åbne døre, har de fået svaret nu.
Og hvis man lige har lidt penge tilovers og drømmer om en blå bus eller tre, ved jeg lige, hvor der er nogle til salg.
16. juni 2016 | Hørt og set i forbifarten |
Og jeg har ikke kommenteret. I hvert fald ikke højt. I hvert fald ikke mens nogen hørte det.
Mail fra kunde: “I får en oversættelse. Det skal lige omkring franskmændene, og de sadler ikke altid samme dag, som de rider.”
En mand fortæller om sit firma, og det lyder alt sammen vældig klogt. Indtil han siger “I første omgang gælder det om at konsilodere sig.”
Tidligere fodboldspiller om en af de aktuelle EM-kampe: “De fik virkelig reddet dem ud af kastanjerne!”
Kommenterede ikke, registrerede bare. Smilebåndet strammede kun lidt.
21. april 2016 | Hørt og set i forbifarten |
Når man bliver gammel, og tankerne kører på pensionistbillet inde i hovedet uden præcise mål og retninger, sker det, at ord får lagt sig ned i skuffer, som er svære at åbne igen.
I en telefonsamtale er min mor og jeg kommet ind på noget med sygdom og medicin, og hendes ordforråd snigløber hende.
Hvad er dét udtryk… når man skal rende på wc ustandseligt?
Øh… inkontinens?
Nej, når man får piller…
Øhh… blærebetændelse?
Nej…
Øhhh… så ved jeg det ikke..?
Pludselig kommer det til hende:
Vanddrivende!!
22. marts 2016 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
Samtale i banken, da jeg hævede svenske penge.
Bankdame: Nå, er det skiferie, der kalder?
Mig: Nej, det er byferie.
Bankdame (med pludseligt vagtsomt ansigtsudtryk): Stockholm?
Mig (glad): Ja. Har du været der?
Bankdame (trist): Nej. Skulle have været. Men min mor, som skulle passe børnene, fortrød i sidste øjeblik. Og så måtte vi lade flybilletter og det hele fare.
Mig (forsigtigt): Men … Stockholm ligger der jo stadig.
Bankdame: Ja. Men det er der jo så mange andre steder, der også gør, og som vi gerne vil se.
Mig: Ja. Der er altid et valg at tage.
Bankdame (drømmende): Vi skulle have været der i maj.
Mig: Er det for nylig?
Bankdame: Nej. Det er ni år siden.
Akavet øjeblik.
Mig: Nå, men skal jeg bare sætte mig herovre og vente på pengene?
30. december 2015 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten, Over aftensmaden |
“Hvordan får man egentlig viklet plastik hele vejen rundt om de store læs halm på marken?
“Hvis jeg skulle være dranker, og jeg kun måtte vælge én ting, så ville jeg nok vælge gin-tonic”.
Årets mandelgave var blød og ikke-spiselig. Man kan derfor ikke sige, at ’mandelgaven er i Lene’, men man kan sige, at ’Lene er i mandelgaven’.
30. november 2015 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
Hver anden uge kommer der en fra kommunen for at skifte sengetøj hos min mor. Det er en af de ting, hun har accepteret at få hjælp til, ligesom hun ikke længere laver mad selv, men får det leveret. Det er besværligt for hende at lægge sengetøj på, men hun vasker det stadig selv. Af samme grund vil hun på ingen måde høre tale om at få det skiftet hver fjortende dag, for så skal hun jo vaske hele tiden, og så tit HAR hun da heller aldrig lagt rent på, og det er da også hul i hovedet.
Imidlertid er det fuldstændig umuligt at lave den aftale med kommunen, at sengetøjshjemmehjælperen faktisk kun kommer hver fjerde uge. Spørg mig ikke hvorfor, men det passer bare ikke ind i deres system. “Du kan jo bare sige nej hver anden gang, det må du jo gerne”, siger de til hende. Så sådan er det. Og for ikke at løbe sur i rækkefølgen og komme til at lade sengetøjet skifte i utide (det skete en gang, hvor hun blev forvirret over, at hjemmehjælperen kom så tidligt på dagen, og så blev hun nødt til at vaske storvask alt for hurtigt, og det ærgrede hende i mange dage bagefter), har mor ganske enkelt skrevet henholdsvis Nej og Ja på vægkalenderen ud for de mandage, hvor en hjemmehjælper ringer på, så hun ved, hvad hun skal sige.
I dag kom pigen fra kommunen allerede kvart i otte, men som mor fortalte mig i telefonen: “Der stod nej på min kalender!”, så hun måtte gå igen.
Jeg kom til at tænke på Pia Raugs Regnvejrsdag i november …“der står “maj” på min kalender”. På mors står der altså nej. Eller ja, hvis det er den rigtige dag at skifte sengetøj.
Jeg synes altså, det er smart fundet på!
