8. juli 2020 | Hørt og set i forbifarten |
“Jeg har for resten taget flødeboller med”, sagde en ung, kvindelig kollega i dag.
Vi gispede. “Dén slags flødeboller?”, spurgte vi, og hun nikkede med et sødt smil.
Så ønskede vi tillykke og spurgte, hvornår det skulle være. Vi ved nemlig nu, at det betyder noget helt bestemt at give flødeboller på arbejde.
For en måneds tid siden kom en anden – ung kvindelig – kollega nemlig med et par kasser af dem og smilede sødt og glad, og det viste sig at betyde lykkelige omstændigheder. En hemmelig betydning, som kun hende, der nu også har haft flødeboller med, gennemskuede, fordi hun kendte den fra sin tidligere arbejdsplads.
At vi nu har fået flødeboller kædet sammen med graviditet betyder, for mig at se, tre ting:
Der vil blive væsentligt længere imellem, at nogen i afdelingen vælger at dele netop den slags ud.
Hverken mændene eller de modnere kvinder kommer i hvert fald til at troppe op med et par kasser fra Spangsbjerg.
Hvis JEG gjorde det, ville kollegerne virkelig blive forvirrede!
4. marts 2017 | den store bunke |
Der kan godt blive lummert på et flødebollekursus.
Altså mest fordi der opstår en god varme, når 11 mennesker står tæt sammen og skal håndtere nytillærte færdigheder og tempereret chokolade i et meget lille lokale.
Men også lidt på grund af de sære formationer, sådan noget skum danner, når man sprøjter det ud. Som man siger. Og på grund af de sætninger, hjælpsomme medkursister får sagt. “Du skal tage godt fat om sprøjteposen” “Skal jeg holde den oppe for dig?” “Du har lige en revne dér!”. Find selv på flere.
Vi havde givet en kollega et flødebollekursus i fødselsdagsgave, og meningen var, at hun ikke skulle alene af sted. Derfor stod vi i går seks kvindelige kolleger og fem, vi ikke kendte, i et lille lokale hos Social Foodies i M.P. Bruunsgade i Aarhus og lavede bæredygtige flødeboller.
Social Foodies hævder, at de laver Aarhus’ bedste flødeboller, og det kan jeg sagtens overbevises om, at de har ret i. De var i hvert fald gode. Det virker også, som om de laver Aarhus’ bedste alt muligt andet. Chokolade, nødder, kager, konfekt og is. Det er de samme folk, som står bag Paradis Is, som man ikke glemmer, hvis man først har smagt det.
At fremstille flødeboller er både overraskende let og overraskende svært. Marcipanbundene var forberedt, da vi kom, det samme var store portioner hindbær-, vanilje- og lakridsskum, og chokoladen løb hele tiden i butikkens store chokoladesmelter, så vi skulle egentlig bare samle flødebollerne. Det kom der meget grin og meget spektakulære resultater ud af.
Først var der pænt og ryddeligt.
Så gik vi i gang med at sprøjte. Som man siger.
Håndgjorte flødeboller er aldrig ens. Jeg forstår hvorfor.
Overtrækning er lettest med kvalmende meget smeltet chokolade. Og er lidt svært.
Til sidst var der ikke så pænt og ryddeligt længere.
En af kursisterne fik lavet noget, som jeg syntes lignede Fordelingshatten fra Harry Potter.