10. juli 2019 | den store bunke |
Når vi inden så længe tager på sommerferie, er der plantet hemmeligheder rundt omkring i bagagen.
I år fylder vi bilen med os selv, vores fire børn og et svigerbarn og kører til Amsterdam i nogle dage. Vi skal blandt andet fejre to fødselsdage, som endda falder samme dag.
Derfor føres der hemmelige samtaler og lægges planer. Jeg kender ikke dem alle sammen, for den ene fødselsdag er min, så jeg lader mig ikke mærke med noget og spørger om ingenting. Muligvis er jeg også nødt til at lukke øjnene, når bilen skal pakkes.
Sidste år fejrede jeg fødselsdag i Prag, hvor der overraskende dukkede flag og fejringsting frem fra kuffertskjul, jeg ikke havde opdaget, så den del er jeg helt rolig med. De ved, hvad de gør, og de er gode til det. Resten ved jeg ingenting om og er spændt på. Og til forskel fra sidste år er vi er to til at udløse fødselsdagssang i næste uge. For første gang i mange år skal jeg fejre dagen sammen med min førstefødte, der kom til verden om aftenen på min fødselsdag for 27 år siden. Dét glæder jeg mig til. Og så glæder jeg mig generelt til gode dage i Amsterdam med hele flokken.
Og, Laura, hold øjnene fra billedet og fingrene fra min taske.
9. juli 2019 | den store bunke |
Så troede jeg lige, jeg skulle have en fredelig aften. Alene. Men mens jeg gik og talte i telefon og ordnede småting, fik jeg øje på et andet levende væsen på gulvet. Og … mange af dem. Og i vinduerne. Flyvemyrer.
“Nå, så er det jo parringstid”, sagde Laura, som jeg talte med. “Hvad mener du?” Hun fortalte, at hanmyrer har vinger og letter, når de skal ud og parre sig. “Du kan bare google flyvemyrer”, sagde hun, og da jeg spurgte, hvor hun dog vidste det fra, svarede hun, at myrer faktisk er hendes yndlingsinsekt.
Bagefter googlede jeg selvfølgelig, og det er rigtigt, at hanmyrerne i juni-juli letter for at finde andre myretuer med parringsvillige hunner. Det er myrernes snedige måde at undgå indavl.
Vi har haft rigtig mange problemer med myrer, der kom ind under væggen fra terrassen, så da vi i forbindelse med røromlægningen alligevel havde gulvet oppe, fik vi mureren til at fuge ekstra godt langs gulvet ud mod terrassen. Senere højtryksrensede vi terrassen, hvilket fik myrerne til at gå helt i amokpanik derude og pile op og frem og rundt for at finde nye og roligere stier. Så har vi haft en myremand ude for at sprøjte effektivt med dødbringende midler, de kunne slæbe med hjem i deres bosættelser. Det har nu vist sig ikke at have været helt så effektivt, som vi håbede.
I aften har jeg gået rundt og klasket og tværet de parringsparate flyvere, mens jeg tænkte på min mor, der, inden hun flyttede på plejehjem, havde jævnlige myreinvasioner i sit bryggers. I de perioder var alle telefonsamtaler med hende præget af let hysteri over angrebene. Så rykkede min bror ud med spray og sprøjte og afskar alle myrernes indgangveje. Så var der lidt fred. Indtil næste gang, “Nu er de her igen” fyldte alle samtalerne, og bror atter måtte rykke ud.
Nu er det altså mig selv, der døjer med bevingede invasioner, men jeg tager det med mere stoisk ro end mor, synes jeg. Jeg klasker og sprayer og tænker, at det da bare er skideirriterende, og de myrer kan da sige sig selv, at der ikke er nogen spændende tuer herinde. Flyv da et andet sted hen!
7. juli 2019 | den store bunke |
Den her har jeg lige taget afsked med og sendt i småt brændbart. Exit fars vinreol, og tak for opbevaring og utilpassethed.
Min far snedkererede mange ting. Meget gik godt og var fint, og noget var mere skævt-i-en-fart. Fællesnævneren var tit fyrretræ, lim og lak – og ganske meget af det hele. Jeg har en serveringsbakke med kanter og snittede håndtag, som kun vipper en lille smule, men til gengæld aldrig vil gå i stykker. Jeg har den mere, fordi min far lavede den til mig, end fordi den er pæn. Fyrretræ, lim og lak i overdrevne mængder. Og solid.
Af samme grund har jeg gemt vinreolen, som far lavede af træstykker og rundstokke og rigeligt af de førnævnte materialer. Den har aldrig været sådan virkelig god, det har den ikke. Vind og skæv på alle leder. Det er heller ikke alle hullerne, der helt har den fornødne diameter til en vinflaske. De kan selvfølgelig bare ligge ovenpå, men alligevel. Jeg har sikkert nævnt, at jeg kunne tænke mig en vinreol, og far har undersøgt, hvordan sådan en var skruet sammen, og kopieret ud af de materialer han havde liggende, herunder … ja, fyrretræ, lim og lak. Snedkereret med kærlighed og umage og slebet med uendelige baner sandpapir, og sådan er mange ting blevet lavet. Reoler, havebænke, barnestole, masser af praktiske træsager.
Nu er reolen borte. Jeg har flyttet den med mig i årevis og henvist den til usle placeringer i pulterkamre, kældre og værksteder. Den har ikke huset vin i årevis, men er gemt, fordi far jo …
Fra i dag er det slut, var den beslutning jeg tog under oprydningen. Jeg gemmer alligevel ikke vin. Jeg drikker det. Og jeg når ikke at have det så længe, at det kan betale sig at flytte det over i en vinreol. Tak til far for tanken og indsatsen.
Jeg gemmer bakken, det lover jeg.
4. juli 2019 | den store bunke |
Mine kolleger havde tildelt mig fødselsdag i dag. Jeg fylder først år om to uger, men de mente, jeg fik mest fejring fra flest mennesker, hvis vi legede, det var i dag. De fleste er på vej på ferie, og jeg er heller ikke selv på arbejde på den rigtige fødselsdag. Men den er rund, og så er der særlige hyldningstraditioner i firmaet. På den måde var det en fin beslutning.
Jeg blev orienteret om forestående indkaldelse til internt kaffemøde på en sms fra chefen i går, hvor jeg havde fri og netop var vågnet i en bil i Snekkersten efter sølvbryllupsfejring af gode venner. Med søvn i øjnene, lette tømmermænd og udsigt over Øresund læste jeg således følgende:
Chef: FYI. Vi inviterer til kaffe ved mødebordet i morgen, torsdag kl. 14, fordi der er én, der fylder rundt den 19. juli…
Korrespondancen fortsatte:
Mig: Det er mig! Hvordan er det, reglerne er? Gi´r jeg kage?
Chef: Der er ingen ’regler’ – men nogen har da valgt den løsning …
Så lå dét jo ligesom i luften.
Næste replik i tråden kom fra mig i morges kl. 07.51: Kommer senere. Venter på vejhjælp.
Glad og fro tog jeg bilen i dag – der skulle jo både hentes kage og, regnede jeg med, fragtes omfangsrige gavepakker hjem. Så forventningsfuld kan man tillade sig at være, når arbejdspladsen er en isenkramgrossist, og man har set, hvad andre får.
Midt i et venstresving i et morgenbefærdet kryds mistede Aygoen evnen til at være et velfungerende transportmiddel. Koblingen røg, ganske enkelt. Jeg nåede at trille blødt ind til kantstenen, så andre kunne passere, men helt god var min placering ikke. Så gjorde jeg følgende: Ringede til Toyota Vejhjælp og bad om assistance, ringede til Morten og sagde Kom og hjælp mig med at skubbe bilen op på cykelstien!, og fandt katastrofeblinket. I den rækkefølge. Som ikke var den rigtige, men jeg mistede simpelt hen akut evnen til at indse, at det var knappen med den røde advarselstrekant, jeg skulle trykke på. For prøvoghør, jeg har da aldrig haft brug for dét før. Jeg har en så godt som ny fem år gammel bil, der ikke skal fejle noget.
Morten kom kørende, og vi skubbede bilen i sikkerhed. Mens jeg ventede på mere hjælp, adviserede jeg værkstedet, som – hurra! – havde tid i dag. Fejebladet kom heldigvis hurtigt, Aygo og jeg blev monteret henholdsvis på lad og i førerhus og blev kørt til hver vores aftale, jeg på job og bil på værksted.
På arbejde havde de pyntet op.
Selv om det slet ikke rigtigt er i dag.
Først på eftermiddagen ringede værkføreren og meldte bilen klar med ny kobling. Jeg hentede den, anskaffede kage, og så var der kaffe, gaver og glæde raden rundt. Kobling er noget dyrere end kage, kan jeg oplyse, men jeg har valgt at formulere det sådan, at bilen er en ny kobling rigere, så kan jeg måske få regningen til at ligge bedre i maven. Nok ikke helt så godt som kagen, men måske næsten…
Sådan blev det en helt almindelig, helt usædvanlig torsdag.
24. juni 2019 | den store bunke |
Når jeg kommer ned af trappen om morgenen, er det dét her, jeg ser. Sommetider – på alle tider af dagen – stiller jeg mig lige her og nyder synet. Her var ryddet og råt i to måneder, mens der blev skiftet rør og bygget op igen, men nu er stuen tilbage. Det er så godt.
Jeg er vild med vores stue med dens blanding af nyt og gammelt, det vi hver især har bragt med os og det vi har anskaffet sammen. Selve rummet er også særligt. Stort og åbent med masser af luft og lys og med terrassen og haven lige uden for – så tæt på, at man kan sidde inde og næsten være ude.
Jeg havde ikke tænkt over det før, men vi har faktisk en klatrevæg herinde. Ganske vist kun befolket af små væsener, som aldrig kommer videre.
Og når det er midsommer med vidunderligt vejr, kan vi lave vores eget sankthansblus i båltårnet og nyde sommeraftenen og hinandens ypperlige selskab med havens grønne frodighed som baggrund.
Vi har simpelt hen truffet heldige valg – af hus, have og hinanden.
21. juni 2019 | den store bunke |
Jeg er alene hjemme. Lidt senere skal jeg hente Morten fra et udenbys arrangement, jeg ved ikke helt hvornår. Han ringer, når det er. Indtil da går jeg planløst rundt, ser det ud til. De få småting, jeg havde sat mig for at gøre, har jeg fået til side – at plante en rød og en grøn basilikum ud i krukker, sætte en vask i gang, vande blomster og afstemme budgettet, og når vaskemaskinen er færdig, er der tøj at hænge til tørre. Jeg har spist. En skive rugbrød med det sidste leverpostej var, hvad jeg kunne finde. Jeg har undersøgt, om vi har noget lækkert liggende. Det har vi ikke. Alt er støvsuget. Ingen kager. Ikke noget chokolade.
Men. Jo.
Vi har is i fryseren. Jeg ved, der er to vaffelis. To. To er ikke noget godt antal, når vi er to til daglig, og jeg er én nu. Hvis jeg spiser en af dem nu, vil der også kun være en næste gang, nogen har lyst til noget.
Det bedste vil faktisk være, at jeg når at spise dem begge to, inden jeg skal ud at køre.
