Vin(d) og skæv – og væk
Den her har jeg lige taget afsked med og sendt i småt brændbart. Exit fars vinreol, og tak for opbevaring og utilpassethed.
Min far snedkererede mange ting. Meget gik godt og var fint, og noget var mere skævt-i-en-fart. Fællesnævneren var tit fyrretræ, lim og lak – og ganske meget af det hele. Jeg har en serveringsbakke med kanter og snittede håndtag, som kun vipper en lille smule, men til gengæld aldrig vil gå i stykker. Jeg har den mere, fordi min far lavede den til mig, end fordi den er pæn. Fyrretræ, lim og lak i overdrevne mængder. Og solid.
Af samme grund har jeg gemt vinreolen, som far lavede af træstykker og rundstokke og rigeligt af de førnævnte materialer. Den har aldrig været sådan virkelig god, det har den ikke. Vind og skæv på alle leder. Det er heller ikke alle hullerne, der helt har den fornødne diameter til en vinflaske. De kan selvfølgelig bare ligge ovenpå, men alligevel. Jeg har sikkert nævnt, at jeg kunne tænke mig en vinreol, og far har undersøgt, hvordan sådan en var skruet sammen, og kopieret ud af de materialer han havde liggende, herunder … ja, fyrretræ, lim og lak. Snedkereret med kærlighed og umage og slebet med uendelige baner sandpapir, og sådan er mange ting blevet lavet. Reoler, havebænke, barnestole, masser af praktiske træsager.
Nu er reolen borte. Jeg har flyttet den med mig i årevis og henvist den til usle placeringer i pulterkamre, kældre og værksteder. Den har ikke huset vin i årevis, men er gemt, fordi far jo …
Fra i dag er det slut, var den beslutning jeg tog under oprydningen. Jeg gemmer alligevel ikke vin. Jeg drikker det. Og jeg når ikke at have det så længe, at det kan betale sig at flytte det over i en vinreol. Tak til far for tanken og indsatsen.
Jeg gemmer bakken, det lover jeg.
