Myrer!
Så troede jeg lige, jeg skulle have en fredelig aften. Alene. Men mens jeg gik og talte i telefon og ordnede småting, fik jeg øje på et andet levende væsen på gulvet. Og … mange af dem. Og i vinduerne. Flyvemyrer.
“Nå, så er det jo parringstid”, sagde Laura, som jeg talte med. “Hvad mener du?” Hun fortalte, at hanmyrer har vinger og letter, når de skal ud og parre sig. “Du kan bare google flyvemyrer”, sagde hun, og da jeg spurgte, hvor hun dog vidste det fra, svarede hun, at myrer faktisk er hendes yndlingsinsekt.
Bagefter googlede jeg selvfølgelig, og det er rigtigt, at hanmyrerne i juni-juli letter for at finde andre myretuer med parringsvillige hunner. Det er myrernes snedige måde at undgå indavl.
Vi har haft rigtig mange problemer med myrer, der kom ind under væggen fra terrassen, så da vi i forbindelse med røromlægningen alligevel havde gulvet oppe, fik vi mureren til at fuge ekstra godt langs gulvet ud mod terrassen. Senere højtryksrensede vi terrassen, hvilket fik myrerne til at gå helt i amokpanik derude og pile op og frem og rundt for at finde nye og roligere stier. Så har vi haft en myremand ude for at sprøjte effektivt med dødbringende midler, de kunne slæbe med hjem i deres bosættelser. Det har nu vist sig ikke at have været helt så effektivt, som vi håbede.
I aften har jeg gået rundt og klasket og tværet de parringsparate flyvere, mens jeg tænkte på min mor, der, inden hun flyttede på plejehjem, havde jævnlige myreinvasioner i sit bryggers. I de perioder var alle telefonsamtaler med hende præget af let hysteri over angrebene. Så rykkede min bror ud med spray og sprøjte og afskar alle myrernes indgangveje. Så var der lidt fred. Indtil næste gang, “Nu er de her igen” fyldte alle samtalerne, og bror atter måtte rykke ud.
Nu er det altså mig selv, der døjer med bevingede invasioner, men jeg tager det med mere stoisk ro end mor, synes jeg. Jeg klasker og sprayer og tænker, at det da bare er skideirriterende, og de myrer kan da sige sig selv, at der ikke er nogen spændende tuer herinde. Flyv da et andet sted hen!