Jeg går og går og går og henter og finder frem og skriver lister og husker på og kommer i tanker om og går i stå og bliver distraheret og kommer til at gøre noget andet.
Jeg pakker til kanotur. Eller rettere: jeg slæber frem. Ud fra pulterkammeret kommer de effekter og det grej, som kun kommer frem den ene gang om året. Hvis det overhovedet er et af de år.
Liggeunderlagene og soveposerne. Det store telt. Trangiaen. De vandtætte kanosække. Dolkene. Vanddunken. Sigterne til at poppe popcorn over bål. Myggenet. Termoflaske. Frysetørret mad. Og i år også den lyseblå Smokey Joe – til den første aften, og så kan den vente i bilen, mens vi sejler.
Zipoffbukserne. Ja. Jeg bruger dem stadig. Når I andre trækker i moderigtigt feriekluns, trækker jeg i shorts og tager de lange ben med i sækken. Som man gjorde for femten år siden. De er altså knaldsmarte på kanotur. Ikke smart som i fancy, men smart som i praktisk.
Det bliver to overnatninger og to dage med sejlads. Fem mennesker, to kanoer, én å, mange åretag. Det bliver så skønt. Vi har husket solcremen, for vi får godt vejr. Det havde vi også sidste år. Jeg blev temmelig ensidigt solbrændt og lignede Peter Lundin i ansigtet, da vi kom hjem. I år har jeg fundet en kasket frem. Der står oven i købet mit navn på, så vi også kan se, at det er mig.
Snart ser min udsigt sådan ud:
