27. marts 2014 | den store bunke |
”Birgitte er ekspert i rengøringsmidler”, var der en, der sagde i dag. Jeg skyndte mig at præcisere, at det kun er på et teoretisk plan. Jeg har lavet mange emballager til vaske- og rengøringsmidler, og det var dét, der var tale om.
På samme måde har jeg gennem årene lavet mange rejsekataloger og ved voldsomt meget om eksotiske steders geografi og seværdigheder uden nogensinde at have været på de pågældende destinationer.
Og så kom jeg til at tænke på nogle venners bekendte, som for mange år siden havde en kastreret hankat, der hed Konsulenten. Det var dengang, reklamebureauernes sælgere og projektledere havde titel af konsulenter, og katten var navngivet ud fra den filosofi, at en konsulent er sådan én, der ved, hvordan man gør, men ikke kan selv.
Det er lidt i den retning, mit forhold til rengøringsmidler er.
26. marts 2014 | den store bunke |
Når jeg fortæller folk, at min kæreste og jeg skyper hver aften inden sengetid, kigger de på mig og griner lidt skævt. Som om vi er lidt mærkelige. Vi bor nemlig kun 350 meter fra hinanden.
Men den er god nok. Skype er ikke kun noget, man bruger til at holde sig i kontakt med fjerne og oversøiske forbindelser. Det er jo bare telefonsamtale med billede på, og for os er det måden, vi deler dagens begivenheder og tanker de dage, vi er hver for sig. Det er koncentreret, samtidig med, at vi kan gøre andre ting, rode med gadgets, google spørgsmål, sende hinanden links. Faktisk kommer vi tit videre omkring i vores samtaler på skype, end når vi sidder fysisk sammen.
Det har været sådan fra starten. Et par uger efter, at vi havde mødt hinanden, skulle Morten tilbringe julen i Bruxelles, og da min veninde – som bor oversøisk – lige havde foreslået en skypesession, noget jeg ikke havde gjort i før, foreslog jeg Morten, at vi også kunne gøre dét, mens han var udenlands. Det gjorde vi, og så fortsatte vi bagefter. Det fungerer supergodt for os. Hvor mange par har dagligt en time til halvanden med så koncentreret nærvær?
Hvis vi glemmer at få snakket rigtigt med hinanden, når vi flytter sammen, bliver vi måske en gang imellem nødt til at sætte os i hver sit rum med hver sin computer for at være ordentligt ansigt til ansigt. Vi ved, det virker.
Mit Skypeansigt
25. marts 2014 | den store bunke |
I Super Best var der en hel stand, hvor de pralede med at have fået nye varer fra Del Mastro. Jeg stod længe og forsøgte at få det, jeg så, til at finde en acceptabel plads i min hjerne. Der var ingen steder, synet naturligt kunne ligge. Mener de dét? Er det ikke bare pasta? Kunstpasta, ganske vist. Stribede … hatte? Spidse sombrerolignende hatte. Men 64,95?!?
Jeg er bange for, Super Best, at jeg ikke er i målgruppen. Hvem er?
Vi skal have burger til aften.
23. marts 2014 | den store bunke |
Jeg havde barvagt på Paletten til Peter Belli. Han er fyldt 70, og det var flere af publikum også. Han kan endnu og synger stadig fantastisk. Det er godt, at han forlod ’Teddybjørnen’ og ’Ingen regning’ og gik tilbage til rock’n’roll. Det var en fed koncert og på flere måder en usædvanlig aften. Belli skulle gå på klokken 20. I sig selv er dét tidligt for en stor artist en lørdag aften, men jeg har aldrig oplevet, at størstedelen af publikum var kommet og på plads ved cafebordene kvart over syv. I tal: 19.15. Jeg tror ikke engang, de havde været ude at spise først; de havde bare spist tidligt og var taget af sted.
Det var gæster på 50++, de drak vin og øl – ingen farvestrålende drinks, og de betalte stort set alle sammen kontant. Vi havde usædvanligt få dankorttransaktioner, og det var også den type publikum, der ikke går i baren under sættet. De gør det forinden og igen i pausen. De var gråhårede og havde briller og deres pæne tøj på.
Men tag ikke fejl. Dengang Peter Belli var langhåret, var de det også. Langhårede, unge og rock’n’roll. Og deres dna kunne godt huske det. Rocken og rytmen boblede i dem, og mange af dem kunne slet ikke sidde stille, de gamle beatnikker var unge igen. Det var så fedt.
Prøv engang at forestille jer en koncert om fyrre år med dem, der er vokset op med Nik&Jay…
22. marts 2014 | den store bunke |
Hvis jeg bare skal have en enkelt kop te, bruger jeg en fiks pind til at holde tefiltret. De købes i sæt med filtre og to pinde.
Men fortvivl ikke, hvis I ikke har de fornødne remedier. Bare der er et opfindsomt menneske i nærheden, kan I få teen serveret sådan her.
Ideen er til fri afbenyttelse. Men hvis I sender den ind til Hjemmet og får hundrede kroner for Ugens Tip, vil jeg altså godt have halvdelen. Måske til en poselukker i en frisk farve.
21. marts 2014 | den store bunke |
De har lavet om på mit bibliotek.
Forleden var der materiale til afhentning. Første del var nem: At gribe min bog i det rigtige datoafsnit på hylden.
Så blev det svært. For der hvor der plejer at være en scanner til udnotering, var der et firkantet hul i gulvbelægningen. Jeg fik øje på nogle scannere der, hvor bibliotekarernes ekspeditionsskranke plejer at være. Men på alle fire stod der Aflevering. Heldigvis var der en enkelt stander et andet sted. Den var imidlertid helt uden lys i displayet og reagerede ikke på mit kort. Så måtte jeg pippe til en forbiilende bibliotekar: ”Øhh, hvor udnoterer man?” (Jeg er ret stolt af, at jeg er så godt inde i bibliotekstermerne… ’udnoterer’).
Hun viste mig over i den modsatte side, helt inde ved væggen, hvor der plejer at være vogne til afleverede sager. Der var tre scannere. Som så helt anderledes ud, end de plejede. Jeg prøvede at vifte med mit lånerkort over et felt i bordet, mens jeg skævede til hende, der stod ved siden af. Hun havde en rød laserstribe, som jeg ikke havde. Så opdagede jeg at man først skulle trykke på skærmen ud for det ærinde man havde. Hjemlån. Og så fik jeg scannet mit kort.
Fuldstændig samtidig stod kvinden ved siden af og jeg og stirrede uforstående på vores skærme, mens en af os (jeg) skævede rundt i loftet for at se, om der skulle være noget skjult kamera et sted. Og så sagde vi i munden på hinanden: ”Hvordan ved den, hvad jeg vil låne?”. For på min skærm stod data om den bog, jeg havde hentet henne på hylden, og på hendes stod de to titler, hun stod med i hånden. ”Hvad gjorde du?” ”Ikke noget!” ”Hvordan kan den vide…?” ”Vi må ha’ hjælp!” ”Ja, vi må ha’ hjælp”.
Bibliotekaren ilede i samme øjeblik forbi og blev stoppet af ”Hvordan kan den vide…” og ”Ja, hvordan kan den vide…?” Hun forklarede meget pædagogisk, at ”det kan den mærke”. Hvilket senere fik min praktiske kæreste til at konkludere, at det så nok var hendes pædagogiske måde at forklare, at der sidder noget elektronik bag stregkodelabelen, som scanneren registrerer, selv om emnet ikke ligger lige oven på scannerfeltet, men bare er i nærheden.
Jeg konstaterede bare, at hvis man gemmer emner i frakkelommen, som man ikke har tænkt sig at udnotere, bliver man snydt. Den kan MÆRKE det!
Nu ved I det også.
