13. april 2014 | den store bunke |
Jeg ser tit, at artikler på nettet eller opslag på Facebook får en masse mennesker til at gøre det, som førhen kaldtes at fare i blækhuset, og skrive kommentarer, meget ofte uden at kende hele historien og dermed hele sandheden. De gør sig til medløbere eller modløbere, alt efter hvilket forhold de har til personen, mediet eller emnet. Ofte meget sort eller hvidt sat op, og er der en sjælden gang nogen, som giver udtryk for en mere nuanceret holdning, bliver de gerne sablet ned af medkommentatorer, som ved bedre.
Det er den nemme løsning. At sidde trygt med sin computer, tablet eller smartphone og mene noget uden at behøve at se sagen fra mere end én side.
Nogen har malet graffiti på væggen ved siden af Mortens parkeringsplads. Normalt synes jeg ikke om, at nogen maler på andres vægge, men på en sær måde passer det godt lige dér og pynter næsten. Også fordi jeg synes, budskabet er klogt. Det tænker jeg på, når folk bjæffer.
8. april 2014 | den store bunke |
På sådan en regnblæsende tirsdag aften er der ting, som trænger sig på positivlisten.
1. Yngsten er solbrun og tilfreds kommet hjem fra gymnasierejse i Sydspanien. Jeg lavede spaghetti alla putanesca til ham, han var glad og kvitterede med at pakke kufferten (helt!) ud og lægge tøj til vask. Nu har han installeret sig på værelset med gadgets og tv og spinder (forestiller jeg mig) af tilfredshed over igen at være i hjemlig ro.
2. Der er masser af te i mit yndlingskrus, som Laura gav mig i julegave.
3. Jeg har smidt mig i sofaen for at læse de sidste tredive sider i den bog, jeg ventede i lang tid på sidste sommer. Dengang nåede jeg kun halvdelen, inden den skulle afleveres på biblioteket, og den kunne ikke fornys. Jeg måtte stille mig i kø igen og har endelig fået den. Nu skal den snart afleveres igen, og jeg gør det ikke to gange uden at have læst den færdig. Den er nemlig god.
Så skål i mangote og ro på igen.
4. april 2014 | den store bunke |
Fredag er god ved mig. Solen skinner stadig, og i aften tager vi til Aalborg og spiser hos venner, og bagefter skal vi til koncert med Jamie Cullum i det nyåbnede Musikkens Hus, og jeg skal sidde med gåsehud hele aftenen.
Eller hønsekø’, som jeg troede som barn, at det hed, for det kalder min mor det fænomen, at hårene rejser sig på armene.
3. april 2014 | den store bunke |
Jeg var nummer et i køen til Maren Uthaugs roman som lydbog. Længe stod der “under udarbejdelse” ud for min bestilling på bibliotekets database. Og det gjaldt vist både lydbogen og selve biblioteket.
Men halløj, nu er de blevet færdige med at nyindrette biblioteket – det har endda stået i avisen, og Mogens Rex er blevet færdig med at læse ind, og jeg har hentet en frisk og jomfruelig dvd. Den glæder jeg mig til at få ørerne i.
2. april 2014 | den store bunke |
Jeg er ved at uploade alle mine digitale fotos på Flickr, fordi det pludselig gik op for mig, at hvis den harddisk, hvor de ligger nu, crasher eller på anden måde går til, mister jeg syv års fotodokumentation. Og for en, der har 2,4 hyldemeter albums med papirbilleder, er det en slem tanke. Jeg er glad for mine billeder.
I processen med at lægge dem ud i cyberspace passerer jeg mindeværdige oplevelser og øjeblikke.
Mit første compactkamera købte jeg i foråret 2007, og den første rigtige billedserie er fra den lørdag i maj det år, hvor hele min familie var på tur i Sønderjylland. Vi havde givet min far turen i fødselsdagsgave, da han fyldte 90. Far, mor og deres børn, svigerdatter og børnebørn i en lejet bus på tur ned over Gram, Møgeltønder, Ribe og vadehavet, en del af landet, som ingen af os var særligt bekendte med.
Her er alle mine stolte forældres børnebørn ved Højer Sluse. Nu er drengen der står nummer to fra venstre højere end alle pigerne, og den lille helt ude til venstre er den højeste af dem alle sammen og er i aften taget til Málaga på sprogrejse med gymnasiet.
Okke ja, okke ja.
1. april 2014 | den store bunke |
“Jeg har rustet mig mod dig hele morgenen! Du er garanteret en benhård førsteaprilsnarrer!”, sagde en kollega, da jeg mødte i morges.
Intet kan være mere forkert. Jeg. Hader. Aprilsnar. Jeg hader at blive narret, at stå som et fjols, der er hoppet på det usandsynlige, og første april ifører jeg mig et panser af skepsis. Jeg tror på intet denne dag. I aftes bønfaldt jeg min kæreste på et næsten patetisk niveau om at skåne mig for narring. Jeg er virkelig, virkelig dårlig til at tage noget gas.
Siden jeg nu har det sådan, udsætter jeg heller ikke andre for aprilsnar. I morges blev jeg ellers spurgt, om det ikke kunne være sjovt, hvis vi sammen lagde et ultalydsscanningsbillede på Facebook, ledsaget af et Yay! eller Hurra! Altså, nej, blev der sagt!
Så frygt ikke. I kan alle vide jer sikre for mig.
I gamle dage var det altid ægypteren Ran Slirpa, der huserede i aviserne 1. april med sære bygningsprojekter, eller han fiskede ørreder i åen fra Clemens Bro midt i Aarhus. Jeg var altid på vagt over for Ran Slirpa. I dag har jeg allerede skimmet medierne for årets naragtigheder.
Jeg tror på intet i dag. INTET.
