En eng med hvide og gule blomster, jeg løb forbi i formiddags (og så fik jeg lige nævnt, at jeg har løbet!), fik mig til at tænke på de vilde grøftekanter i barndommens land. Mormor og jeg kikkede i blomsterbøger, og hun lærte mig navnene på nogle af de vækster, jeg kom med, musevikke, torskemund, vild kørvel, cikorie, røllike … Nogle fandt jeg selv på. Alle de små fine hvide stjerner, som blandede sig med smørblomsterne, kaldte jeg fedtblomster. Gult for smør, hvidt for fedt. Jeg har hentet parallellen fra det daglige bord, hvor både smørtallerken og fedtskål blev sat frem til rugbrødet.
Måske har der stået fladstjerner i mormors bog.
