9. juli 2014 | den store bunke |
I går gjorde vi to ting, som viste sig at være overraskende fine. Vi gjorde også nogle andre ting, som vi på forhånd havde regnet med ville være fine.
Målet var Blokhus, hvor vi skulle ende med at besøge nogle venner. Vi proppede fire mennesker ind i den lille bitte lejede Toyota iQ, som jeg kører i, indtil jeg får min nye bil. Der er faktisk fire pladser i den, men fordelingen er givet på forhånd, for hvis der sidder nogen på førersædet med længere ben end mine, er der ikke plads til nogen på sædet bagved. Altså var det mig, der kørte.
Det første, der overraskede positivt, var Blokhus Vildtreservat. Der er bisoner, hjorte og vildsvin, men det, vi gik efter, var rovfugleopvisningen. Jeg følte mig først temmelig flået efter at have indløst billetter for et, syntes jeg, noget pebret beløb til noget, der lignede en tør mark med et ensomt skur, men det viste sig at være godt givet ud.
Der blev fløjet med høg, falk, hvidhovedet havørn og en canadisk hornugle. Imponerende fugle, som vi kom helt tæt på.
Så tæt at vi sommetider måtte dukke os, når de fløj imellem os. Høgen strejfede mit hår og Lasses kind med vingerne. Og Astrid holdt bagefter den imponerende ørn på handske. Jeg kan godt forstå, hun ser andægtig ud. Den var også tung.
Det andet, der viste sig at være et besøg værd, var Sandskulpturfestival i Blokhus. En række internationale sandskulptører har lavet værker over temaet Konger, kejsere og herskere gennem tiderne, og det har de gjort godt. Det er altså imponerende, hvad man kan få sand til. Sand, altså. Bittesmå sten, jo. Men der er modelleret, som om det var ler eller beton. Se bare Gandhi, han har negle!
Om selvsamme skulptur overhørte Morten en anden gæst sige: “Hey, det er jo Buddha! Eller … nej, nej, hvor er jeg dum, det er jo Dalai Lama!”
Her er min gamle veninde fra Berlin, Nefertite. Hun er også smuk i sand, sammen med sin Ankhaton
Og kong Arthur er der, King Kong, The King of Rock’n’roll, Kejserens nye klæder, Denghis Khan, Napoelon, Mary Stuart og en masse andre herskerfortolkninger. Det er flot. Se dem, hvis I er i sommerlandet. Det koster kun en halvtredser.
Nå jo, så er der også Træskulpturfestival på samme område. Det er også imponerende, hvad nogen kan med en motorsav.
Til sidst, efter middag med vennerne og inden vi kørte hjem, gik vi ned til Vesterhavet og så solen gå ned. Det er også godt gjort. Af naturen selv, uden menneskelig modellering.
Faktisk er det også imponerende, at de lange mennesker kan foldes ind i sådan en lille bil.
7. juli 2014 | den store bunke |
Jeg har sorteret tøj. Det gik op for mig, at jeg ikke anede, hvad der lå nederst på hylderne, og at det er et stykke tid siden, jeg har været mere end halvvejs nede i stablerne.
Egentlig er det ikke så længe siden, jeg har sorteret, synes jeg, men jeg er nok sådan cirka den dårligste i verden til at smide ud, og man ved jo aldrig, hvornår man får lyst til at have den der tunika fra 2005 på. Hvis man altså kan huske, at man har den.
Men nu skal jeg snart flytte sammen, og selv om Morten sådan cirka er det rummeligste menneske i verden, er der alligevel ingen grund til, at han skal rumme så store mængder af tøj, der både er for gammelt, for umoderne og for småt.
For vi tror ikke rigtigt på, at jeg lige får smidt de der fem ekstra kilo lige om lidt, vel? Så jeg for eksempel kunne komme i alle de bukser, der ligger og venter på dét. Og hvis jeg gjorde… fortjente jeg så ikke noget nyt tøj?
6. juli 2014 | den store bunke |
– Vi har aldrig nogensinde oplevet så store mængder vand. Og jeg har da været her i over 30 år.
Det siger administrende direktør Jesper Overgaard fra Blomsterparken Jesperhus på Mors, der lørdag aften blev ramt af et meget voldsomt skybrud, der satte hele parken under vand.
Sådan skriver de på TV2s Nyheder.
Narh, direktøren har nok ikke oplevet noget lignende, men engang var han tæt på, og jeg sidder på min tredjesal med et stille gys af glæde over, at jeg ikke er en af de 2500 gæster på campingpladsen, som har skullet gå i vand til knæene.
Engang flygtede jeg fra det, og meldingerne om skybruddet i går fik mig til at gå i arkiverne og finde mit masseproducerede julebrev fra 2004, hvor følgende afsnit beskriver det års sommerferie:
Sommerferien blev ikke en af dem, der går ind på succesernes top 10. Det var rigtig dårligt vejr, var det, men som bekendt skal man ikke skyde skylden for en dårlig ferie på vejret. Det var imidlertid en sætning, som var svær at holde fast i, da vi sad i teltet efter tre dage i strid blæst i Jesperhus med en vejrudsigt, der lovede nye nedbørsrekorder, koncentreret i Nordjylland. Ungerne havde en fin ferie, men jeg har nok sjældent følt mig så voksenalene, og jeg tog en principbeslutning: jeg pakkede børn og telt sammen og kørte hjem. Aldrig mere camping alene med ungerne, lovede jeg mig selv og blev bestyrket i, at min tid som teltligger var ovre, da jeg konstaterede, at jeg efter stormen stod med en flækket teltstang, en revnet pose til stænger og en bortblæst pløkpose (ja, den sidste stod jeg så ikke med…!)
Jeg fik oprejsning senere, da jeg havde repareret teltet, og jeg har haft mange lykkelige teltligninger siden, men jeg har lykkeligvis undgået en lignende flugt med 20 kg vådt telt i tagboksen. Jeg føler med campinggæsterne i Nykøbing.
5. juli 2014 | den store bunke |
På min første feriedag hang jeg ud med Laura i hendes by. Som er min gamle by.
For en gangs skyld skulle vi ikke flytte med kasser, skrue, bore eller købe inventar. Bare slentre rundt i byen og nyde og snakke. Det var så hyggeligt.
Alt det nye på havnearealerne har jeg ikke set ordentligt på, og vi gik en lang tur derude og havnede (!) på Strandbaren. Et fint, fint sted med beachvolley, fatboys, zumbadansere, juicebarer, udsigt til hav og by, legeplads, åben himmel og små køkkenhaver i kasser.
Engang er området ikke længere byggeplads, trådhegnene forsvinder, og så bliver det endnu bedre. I dag var der mange på beach volley banerne, en flok svedige zumbadansere med høj musik og nogle som os, der bare sad og nød. Det er rart at se, at Aarhus er i udvikling.
I mit gamle hood i midtbyen er meget selvfølgelig anderledes, end da jeg boede der i 80erne, sådan som en dynamisk by skal være. Også min gamle ejendom i Guldsmedgade, hvor min første lejlighed var, er shinet op. Vi var inde i gården og lægge nakken tilbage og kigge op på mit køkkenvindue. Jeg håber, at dem, der bor der nu, har fået et badeværelse, så de ikke behøver at tage bad i en balje i køkkenet med en bruser monteret på vandhanen ved køkkenvasken.
Vi kunne have spist frokost så mange steder, men det blev en gammel kending, Cafe Jorden på Pustervig, hvor jeg så mange gange har lallet rundt med en fadøl i hånden på festugeaftener.
Det var en dejlig dag, Aarhus er en dejlig by, og det føles rigtig godt, at det er den, min datter har valgt.
29. juni 2014 | den store bunke |
Jeg er behageligt træt og skal bare bruge denne søndag aften på ingenting og på at være mor til nogen, der ser fodbold.
Vi har været til Molsfest. Sidste år var det sådan her, og det var det rundt regnet også i år. Grundtonen forandrer sig aldrig, og det er det fine ved Molsfesterne. Vi var ikke så mange, men det betød bare, at jeg blev mere opdateret på både dem, der var der, og dem der ikke var, fordi vi fik snakket med alle. Lammet var skrumpet ind til to køller, men det smagte præcist lige så fantastisk, som det har gjort de sidste tre årtier.
Vi kunne ikke sove i Hvide T ligesom sidste år, for den er bortgået, og vi var desuden tre afsted. Derfor var det både lånt bil og lånt telt. Men gammelkendt hyggeligt. Næste generation unge lømler var blandt festdeltagerne, og i nær sammenhæng med dét faktum havde de fleste af pløkkerne i vores telt sluppet taget i jorden, da vi vågnede i morges.
Der var fadøl og sommernat, en smule regn uden for den overdækkede terrasse, snak om nært og fjernt, stort og småt, komisk og tragisk, dybt og overfladisk. Grin, varme og tåbeligheder. Venner gennem det meste af et voksenliv.
Alt var fuldstændig, som det skulle være. Som det har været i det meste af et voksenliv. Hver gang jeg kører hjem derfra, er jeg dybt taknemmelig over at have det i mit liv.
I aften smiler jeg og laver ingenting.
27. juni 2014 | den store bunke |
På vejen hjem fra svensk studenterweekend i starten af juni tog jeg køretjansen hen over Sjælland og Fyn. Trafikken gik frisk. Undtagen på Vestfyn, hvor der er vejarbejde på motorvejen, hvorfor trafikken ledes i omlagte spor. Der kørte slet ingen i ydersporet, så der kunne jeg tage et godt langt træk.
Pludselig blinkede et skarpt lys fra en mørkeblå kassevogn i kanten af en byggeplads mig lige i ansigtet.
“Blev jeg lige blitzet der?”, sagde jeg højt og forbavset ud i kabinen, selv om Morten sad ved siden af med lukkede øjne, løse læber og en svag knurren fra motoren. Jeg forsøgte at regne ud, hvor hurtigt jeg egentlig havde kørt. Lidt for hurtigt, vist? Men hvor hurtigt? Morten blev sat til at tørre sovesavl af mundvigen og google bødesatser. Så kunne jeg bruge resten af turen til at forlige mig med tanken og således have affundet mig med fakta, inden vi nåede hjem. Og i ro og mag afvente, om billedet blev til noget, eller der måske var fejl i filmen.
Det var der ikke. Der kom et brev til Morten fra Fyns Politi. Det var nemlig hans bil, vi kørte i. Man gjorde rede for den registrerede overtrædelse af færdselsloven, vedlagde et usædvanligt ringe foto af føreren og bad ham om at vedkende sig, at det var noget, han kendte til. Og hvis han ikke ville det, ville han selv blive pålagt en bøde.
Jeg fik brevet stukket i hånden, og så måtte jeg til Internettet og sladre om mig selv. Ja ja ja, det er mig, som har gjort det. Udfylde skemaer og opgive fornødne data. Tak, skrev politiet, så ville de lige tjekke føreren ud i deres registre.
I dag har jeg selv fået et brev fra Fyns Politi. De gør rede for den registrerede overtrædelse af færdselsloven, vedlægger et usædvanligt ringe foto af føreren og meddeler, at køretøjets registrerede bruger har oplyst, at køretøjet på det pågældende tidspunkt blev ført af mig.
Så jeg sigtes for overtrædelse af færdselsloven, og hvis jeg inden den 9. juli oplyser, at ja, ja, ja, det er mig, som har gjort det, vil jeg modtage et bødeforlæg. Så jeg må til Internettet igen og sladre om mig selv. Udfylde skemaer og opgive fornødne data.
Hvornår jeg endelig kan få lov til at betale min retmæssige bøde, ved jeg ikke.
