4. juni 2017 | den store bunke |
Pinseferie er anledning til at være sammen med mine voksne børn – og føre dem sammen med deres barndoms bløde følgesvende.
Det er længe siden, tøjdyr og bamser er blevet uinteressante at have siddende i sovehjørnet. De er blevet bortdømt fra kridthuset, men endnu ikke helt fra udhuset, og i måske otte år har de slumret i papkasser i pulterkammer, i kælder, i loftsrum, og efter den seneste flytning, hvor kasserne igen skulle fragtes videre, tænkte moderen, at det var på tide at rydde op i minderne, så kun de virkeligt mindeværdige bløddyr bliver genhuset.
For selv om vi (jo!) ikke skal flytte foreløbigt, skal vi alligevel finde plads til det hele i nye depoter, og der er selvsagt ingen grund til at gemme på noget, som ingen længere kan huske, at de ikke har villet slippe helt.
Nu var anledningen der til at slippe bamser, ællinger, Kajer, Andreaer, Poliwhirl, tigre og tigerdyr, sneleoparder, slanger, sæler, katte og flere bamser ud af sækken foran pelotonen. De var ikke i tvivl om, hvilke der var hvis, og hvilke der stadig skulle bo hjemme. Og de, der blev stemt væk, må stadig ikke gå i småt brændbart, men skal ’gives til nogen’, har jeg lovet. Det må blive en hylde i genbrugspladsens tag-selv-afdeling.
Og vi fik da én papkasse mindre at huse.
Det næste er, at jeg selv får fundet tid til at gennemgå mine egne mange kasser med udrangerede, men dog gemmeværdige ejendele, som man jo aldrig ved, hvornår man får brug for.
1. juni 2017 | den store bunke |
Mens jeg sidder i Viborg og skriver, har Morten og Astrid lagt sig til at sove i Barcelona. De er fløjet dertil i dag og har taget hul på fem far-datter-dage i en af verdens mest fantastiske byer. Vores konfirmationsgave til hende var netop det: En rejse for kun de to. Der skal formodentlig shoppes igennem i de små designerbutikker i det gotiske kvarter og samtlige barcelanske Desigual-filialer, traves op og ned ad Ramblaen, øjensmovses i La Boqueria-markedet, bades i Middelhavet, og så skal hun måbe over La Sagrada Familias himmelske, betagende storhed og lys – især lyset – og begejstres over Parc Güell og Gaudis mosaikker og sprudlende fantasi.
Jeg er kun en lille smule misundelig.
Og hvorfor skulle jeg så ikke med? Gaven var jo også fra mig…?
Det skulle jeg ikke, fordi jeg ved præcis, hvad sådan en én-til-én-tur er værd.
Jeg har tre børn, og det kan godt være svært at finde fælles interesser, når børnene både har forskellige aldre og forskelligt køn. Feriemål, rejser og udflugter bestemmes altid af fællesnævneren – dét, som alle kan være i, men ikke nødvendigvis dét, som alle blomstrer ved. Derfor besluttede jeg tidligt, at min gave til min første konfirmand skulle være en rejse, bare os to og på konfirmandens præmisser. Jeg vidste, hvor Laura drømte om at komme hen, og hun blev både glad og overrasket på konfirmationsdagen, da hun fik gavekortet. Der var ingen klynk fra de to yngre brødre, da vi tog af sted, for de vidste, at det også ville blive deres tur. Og de kunne oven i købet selv være med til at bestemme destinationen. Især Niels var vidt omkring, inden han landede på det endelige rejsemål: Måtte det være badeferie? Kunne det være Rom? Prag? Hvor mange dage kunne vi?
Det har været virkelig godt givet ud, og jeg klapper mig selv på ryggen over at have været så klog at prioritere på den måde. Det var enestående konfirmationsgaver til glæde for alle parter. Jeg har haft tre næsten ens og samtidig vidt forskellige rejser med mine børn en ad gangen. Forskellige, fordi børnene er forskellige og ville noget forskelligt. Ens, fordi der alligevel var gengangere blandt de ønskede seværdigheder, og fordi de alle tre faktisk endte med at ville samme sted hen. Det fremgår formodentlig af billederne, hvilken by de tre 13-årige valgte?
Jeg håber, at i dag er første dag af en uforglemmelig rejse, som de to i Barcelona bærer med sig resten af livet.
30. maj 2017 | den store bunke |
Jeg er dygtig til at sove.
Måske skal jeg passe på med at sige det på den måde. Det kunne være hybris, og jeg kunne blive ramt af nemesis og herefter ligge søvnløs og roterende nat efter nat til mine dages ende. Men nu er det gået godt med soveriet i næsten tres år, så jeg forestiller mig vel bare, at det fortsætter sådan.
Lægge mig til at sove. Sove. Vågne næste morgen. Det er mønsteret i store træk. Jeg er glad og dybt taknemmelig for mit gode sovehjerte. Om jeg snorker eller skærer tænder er det andres udfordring at håndtere. Jeg sover.
Men jeg tror ikke, at jeg snorker.
Sommetider sover jeg med ørepropper for at skabe mig et dæmpet rum uden udefra kommende lyd. Det kan være gadestøj, andres snorken eller fremmede lyde, når man sover nye steder, – jeg lukker bare lyden ude.
Man kan godt gøre sovelyd til noget sejt og attraktivt. Min venindes søn har opfundet mange nye fantasirige begreber gennem tiden – det var for eksempel ham, der kaldte en kaktus for en ’stiktus’ og prutter for ’bærøg’, og engang han som lille havde sovet til middag sammen med sin mor, vækkede han hende og udbrød begejstret: “Mor! Du sover som en LØVE!!”
Det er både sødt og sjovt. Det giver enhver snorken en ekstra dimension af sejhed. Giv det en tanke næste gang, du ligger i en løves hule og prøver at falde i søvn. Måske kan du bilde dig selv ind, at det er lidt sejt, og at du bliver passet på?
28. maj 2017 | At have have, Køkkenskriverier |
Det her…. det er det bed i kolonihaven, som jeg sidste år i august skrød over, at vi endelig havde fået gennemgravet og finsorteret og plantet lupiner og figenbusk i. I dette indlæg pralede jeg uhæmmet af, hvor pænt det var. Nu ser det så sådan her ud. Man skal kigge godt efter for at finde figenpindene og lupinskuddene. Jeg havde jo ikke tænkt over, at når først alle tulipaner og narcisser satte blade og gav sig til at blomstre, ville det være umuligt at luge, så tæt som jeg havde lagt løgene. Og jeg havde da slet ikke forudset, at der stadig ville være så mange ukrudtspirer tilbage i den finsigtede jord. Det bed havde jeg sat mig for at få styr på i dag.
I stedet lugede jeg her. I dette hjørne af haven har ukrudtet haft en særlig evne til ikke at kunne hænge fast på mit falkeblik. Men nu er der pænt. Lidt. Ikke?
Så kunne jeg ikke nå mere, for jeg fik en besked hjemmefra teksten “Vi savner dig…” og dette billede.
Derfor ser bedet foran huset stadig ud som på det øverste billede. Men nogle timer senere så køkkenbordet sådan ud.
25. maj 2017 | den store bunke |
På sådan en Kristi Himmelfartsdag, hvor man går og smågør forskellige huslige og havelige ting som for eksempel at rydde op i skuret, ompotte potteplanter, studse to kugleklippede takstræer, støvsuge, pudse sølvtøj og vaske vasketøjskurvene tomme – kan man godt hen på eftermiddagen blive lidt rastløs, fordi det er for godt vejr til at mure sig inde på førstesalen for at sortere dynebetræk, og der er for lidt tid tilbage af dagen, til at det giver mening at køre ud i kolonihaven og sætte noget i gang dér, og man ikke rigtigt gider løbe en tur.
Men så kan man spørge sin kæreste, om han vil med ud at cykle en tur, lige netop i dét øjeblik hvor han skulle til at stene på sofaen. Og han siger ja. For vi har både nye cykler og nye omgivelser at udforske.
Det blev en fin tur i frisk vind og eftermiddagssol ud til Vedsø – lokaliteten giver sikkert kun mening for læsere, der kender mit lokalområde – hvor der både var kvæg og geder og pænt.
For god ordens skyld: Vi var to om at lave alle de ting, jeg nævnte øverst i indlægget.
