Kylle, Pop, Bente og de andre
Pinseferie er anledning til at være sammen med mine voksne børn – og føre dem sammen med deres barndoms bløde følgesvende.
Det er længe siden, tøjdyr og bamser er blevet uinteressante at have siddende i sovehjørnet. De er blevet bortdømt fra kridthuset, men endnu ikke helt fra udhuset, og i måske otte år har de slumret i papkasser i pulterkammer, i kælder, i loftsrum, og efter den seneste flytning, hvor kasserne igen skulle fragtes videre, tænkte moderen, at det var på tide at rydde op i minderne, så kun de virkeligt mindeværdige bløddyr bliver genhuset.
For selv om vi (jo!) ikke skal flytte foreløbigt, skal vi alligevel finde plads til det hele i nye depoter, og der er selvsagt ingen grund til at gemme på noget, som ingen længere kan huske, at de ikke har villet slippe helt.
Nu var anledningen der til at slippe bamser, ællinger, Kajer, Andreaer, Poliwhirl, tigre og tigerdyr, sneleoparder, slanger, sæler, katte og flere bamser ud af sækken foran pelotonen. De var ikke i tvivl om, hvilke der var hvis, og hvilke der stadig skulle bo hjemme. Og de, der blev stemt væk, må stadig ikke gå i småt brændbart, men skal ’gives til nogen’, har jeg lovet. Det må blive en hylde i genbrugspladsens tag-selv-afdeling.
Og vi fik da én papkasse mindre at huse.
Det næste er, at jeg selv får fundet tid til at gennemgå mine egne mange kasser med udrangerede, men dog gemmeværdige ejendele, som man jo aldrig ved, hvornår man får brug for.
