Jeg er dygtig til at sove.
Måske skal jeg passe på med at sige det på den måde. Det kunne være hybris, og jeg kunne blive ramt af nemesis og herefter ligge søvnløs og roterende nat efter nat til mine dages ende. Men nu er det gået godt med soveriet i næsten tres år, så jeg forestiller mig vel bare, at det fortsætter sådan.
Lægge mig til at sove. Sove. Vågne næste morgen. Det er mønsteret i store træk. Jeg er glad og dybt taknemmelig for mit gode sovehjerte. Om jeg snorker eller skærer tænder er det andres udfordring at håndtere. Jeg sover.
Men jeg tror ikke, at jeg snorker.
Sommetider sover jeg med ørepropper for at skabe mig et dæmpet rum uden udefra kommende lyd. Det kan være gadestøj, andres snorken eller fremmede lyde, når man sover nye steder, – jeg lukker bare lyden ude.
Man kan godt gøre sovelyd til noget sejt og attraktivt. Min venindes søn har opfundet mange nye fantasirige begreber gennem tiden – det var for eksempel ham, der kaldte en kaktus for en ’stiktus’ og prutter for ’bærøg’, og engang han som lille havde sovet til middag sammen med sin mor, vækkede han hende og udbrød begejstret: “Mor! Du sover som en LØVE!!”
Det er både sødt og sjovt. Det giver enhver snorken en ekstra dimension af sejhed. Giv det en tanke næste gang, du ligger i en løves hule og prøver at falde i søvn. Måske kan du bilde dig selv ind, at det er lidt sejt, og at du bliver passet på?
