Huskøb betyder dobbelt op på hæk. Det har det i hvert fald gjort for os. Sammen med rækkehusidyl, skader på taget (altså fuglen skade) og dobbelt carport har vi erhvervet os adskillige meter lærkehæk. Den type hæk er meget anvendt herude i kvarteret, og vi vil jo gerne blende ind med omgivelserne og gøre tingene rigtigt, for eksempel at klippe hækken inden sankthans, hvis det er dét, vi skal, så i går ringede Morten på hos en af naboerne til en snak om den hæk, vi ejer hver sin side af.
Det er nemlig Morten, der er hækansvarlig og derfor den af os, det påhviler at indhente fornøden hækinformation. Og det var godt, han konsulterede nogen, inden han viklede hækklipperens ledning om livet og gik i gang på vores side.
Vi klipper nemlig slet ikke hæk inden sankthans her hos os, og det er, fordi lærkehækken er så populær en bosættelse blandt småfuglene, og vi synes, det er ærgerligt at klippe hækken nøgen, så skaderne (fuglene!) oppefra kan få øje på fugleungerne nede i rederne og hapse dem! Nej, her hos os venter vi med at klippe hækken til august.
Anderledes er det i kolonihaven. Her har vi navrhæk, og dén skal klippes omkring denne tid. Netop i går nævnte Morten, at han snart ville klippe hækken derude – hvor han sjovt nok også er hækansvarlig – “og så kommer vi måske først..!”, fantaserede han glad ved tanken om for en gangs skyld at distancere sig i forhold til kolonihavenaboerne. Jeg turde nu ikke tro på, at Ivan og Elly ikke pludselig ville have klippet deres hæk snorlige, og at Evald ville gøre det samme, mens vi lige vendte ryggen til eller var på arbejde. Vi er jo de unge, der har et arbejde at passe, mens naboerne til begge sider er pensionister.
Jeg cyklede forbi kolonihaven på vej hjem fra arbejde i dag. Det her syn mødte mig. Det er vores stykke hæk i midten. Ellys og Ivans til venstre og Evalds til højre.
Vi har igen været på Nordfyn og se revy i den teaterforening i Søndersø, hvor min bror har været en af de frivillige ildsjæle i 35 år.
Jeg kan egentlig bare gentage mig selv fra sidste år: “… han skriver tekster, laver kulisser og er på scenen. Han er selvfølgelig bare en ud af et stort hold, men vi kommer på grund af ham, og det var også forrygende i år.”
Vi var også godt underholdt denne gang. Et af denne revys numre hedder Søndersø er sagen, og for dem af jer, som ikke strutter af paratviden om nordfynske byer, ridser jeg lige op, at den nuværende Nordfyns Kommune består af de tre ’gamle’ kommuner Bogense, Otterup og Søndersø, og selv om de nu i ti år har været én enhed, lever tidligere tiders kappestrid stadig.
Søren Østergaards figur Smadremanden er som bekendt fra Otterup, men hans søster er fra Søndersø. Ved vi nu. Og hun giver ikke meget for de andre pisbyer. Det er Lene Karina Hansen, som har skrevet teksten, og det er min bror, der tør være så grim, at man hverken kan holde ud at se på ham eller lade være. Bedøm selv. Om lidt går døren op, og et kvindemenneske kommer ind…
Kærlig hilsen fra Smadremandens søsters søster.
PS. Dialekten der. Den har han ikke skullet øve sig på. Han kan den. Det var sådan, vi snakkede i vores barndomshjem, og det er den dialekt, jeg stadig slår over i, når jeg snakker med min mor. Måske bander jeg dog knapt så meget…
Hvis nu ikke solsortene tager dem ALLE sammen… Altså, HVIS nu … HVIS nogle af dem når at blive røde og forblive hele og ikke hakket i af spidse, grådige, gule fuglenæb … SÅ bliver det en fænomeNAL jordbærsæson!!
For så tungt som denne bærer alle 40-50 planter. Og jeg har besluttet ikke at lægge fuglenet over dem i år. For det første bliver det mere bøvlet at plukke bær, og for det andet er risikoen for decideret at fange en fugl stor, og sker dét, er jeg alligevel afskåret fra jordbærrene. Jeg tør nemlig ikke nærme mig hverken døde eller levende fastviklede fugle. Sådan en kylling er jeg. Så ikke noget net i år.
I weekenden gik turen til Drejø. Bedstevenner holdt sølvbryllupsfest og samlede deres folk omkring sig til et døgn med fest og fejring, dans, sol og hav, snak og latter, sommerdag og sommernat i det sydfynske øhav.
Sådan ser det ud, når man nærmer sig Drejø i strålende og heldigt junisolskin.
Det var dårende dejligt, det hele, og endnu en perle er føjet til kæden af danske steder, vi nu kender. Det var godt at være sammen med gamle bekendtskaber igen og blive opdateret på gøren og laden. Mange har jeg kendt, fra vi var helt unge, og vi har fulgt hinanden på tættere og fjernere afstand og set hinandens børn vokse op til unge voksne, der kan og gør alt det, vi selv gjorde engang, på deres egen måde.
En ny generation af børn er også trådt frem i rækken. Et par af dem havde en stor og givtig handelslørdag. De ni-ti-årige drenge fiskede rejer, som de kogte og solgte.
1 reje for 2 kroner
5 for 7 kroner
– og lige hér knækkede så Køb-flere-spar-mere-princippet: 10 rejer for 15 kroner og 20 for 30 kroner.
De bittesmå rejer smagte faktisk udmærket, i hvert fald de af dem, der var kogt helt. Det var nok også Danmarks dyreste rejer til en meget, meget høj kilopris, men så længe kunderne vil betale, er der jo basis for forretning. Drengene tjente 61 kroner og havde en storslået eftermiddag som handelsmænd.
Når et menneske med sit udseende eller sin væremåde får dig til at tænke på et andet menneske, er det ALTID bedst at sige, at ’xx minder mig om yy’ frem for ’xx ligner yy’.
’Ligner’ bygger på en forestilling om, at I ser det samme, og den, du taler med, kan til hver en tid bare sige: Næ!, hvis han ikke synes, xx ligner yy.
’Minder mig om’ er subjektivt, og INGEN i hele verden kan modsige, at du kommer til at tænke på yy ved at se xx!
