12. september 2017 | den store bunke |
Tanker i tandlægestolen
• Tandplejeren har snakket og snakket, lige siden jeg kom ind af døren. Som om han er mere bange for huller i lyden end huller i tænderne.
• Nul nul nul, fem nul fire, fire nul fem, fire fire seks, nul nul fire. Det er dybden på tandlommerne han måler. Nul er godt. Seks er nul godt.
• Kronisk paradentose er normalt, siger han og omtaler det samtidig som “det du fejler”, mens han forklarer, hvad han foretager sig.
• Han kortlægger mine tænder ved at forholde sig til seks punkter på hver enkelt tand. Han laver en slags topografisk atlas, siger han.
• Så kan du vel snart 3D-printe mit tandsæt, siger jeg i en pause, hvor jeg ikke har munden fuld af instrumenter. Det bliver det næste, siger han, det er faktisk sådan vi laver bideskinner – vi 3D-printer dem.
• Hmm, nu tæller han mine tænder for 12. gang, mens han hvisker tal. Jeg kunne godt have fortalt ham, hvor mange der er. 28. Men jeg har igen munden fuld af instrumenter og kan ikke sige noget.
• Tandlæger kunne egentlig godt være døve. De behøver ikke at høre noget, for deres patienter kan kun udtrykke grimasser og reaktioner, som vel svarer til specialtegn i tegnsprogsalfabetet.
Tanker ved regningen
• Ouch, den er godt nok stor. De er dyre, alle de ord med parodontal og paradentose – og parodontose … kunne de i det mindste ikke have stavet det ens? Det ville jeg godt have betalt lidt for.
• Hov, jeg har da glemt at give tandlægen min nye adresse, kan jeg se.
• Så står der Tandrodsrensning gratis 7+,+7,7-,-6,-7. Jamen, tak. Det er FEM tænder, han har renset gratis. Fem! Jeg har 28. Hvad med resten, hvorfor er de ikke gratis?
• I sidste uge gav en af mine kolleger Nul-huller-kage efter et åbenbart fornøjeligt besøg hos tandlægen. Andre kolleger udtrykte derfor forventninger for i morgen, da jeg gik i dag. Men det er altså ikke et koncept, jeg har været med til at beslutte, og jeg har slet ikke penge til det. Nu.
10. september 2017 | At have have, den store bunke |
Det kan godt være, det har regnet i dag. Det har det – jeg mindes i hvert fald, at jeg havde vinduesviskerne i gang, da jeg kørte bil, og at jeg ind i mellem har kastet et blik ud og set våde terrassefliser.
Men i mit sind har der været sol. Og da det passede mig med tørvejr, var tørvejr hvad jeg fik.
Det har været en dejlig søndag med mine drenge. Den ene deler jeg adresse med, den anden var hjemme på besøg. Vi sov længe, vi dovnede, vi snakkede, de så fodbold, jeg tog dem med og satte dem i arbejde i kolonihaven – den ene klippede hæk, den anden plukkede bønner, vi kørte hjem til rækkehuset, de så mere vigtigt fodbold, jeg bagte æbletærte til os, vi klippede og blancherede bønner, vi snakkede, vi lavede aftensmad, vi spiste, vi sendte den udeboende med toget hjem.
Jeg kan høre, at det regner nu. Det er lige meget.
Mine fine drenge. Min fine dag.
8. september 2017 | den store bunke |
Vores elev i marketingafdelingen skal på skole de næste uger, og det fik grafikerkollegerne til at tænke tilbage på og fortælle om de forløb, opgaver og eksaminer, de var igennem, da de blev udlært. Ottetimers-opgaver, speciale i tekst og typografi og lignende ting hørte jeg dem sige.
For mit eget vedkommende er det så længe siden, jeg blev udlært, at man ikke engang havde opfundet skoleforløb endnu, ja, man kan vel knapt kalde det mesterlære, og der var ingen som helst afsluttende prøver. Vi aftalte bare, hvor lang tid jeg skulle være elev, og da tiden var gået, var det sådan “Det kan du godt, så nu er du udlært”, og så fik jeg en gave, lidt mere i løn – og et håndskrevet duelighedsbevis.
Da jeg kom hjem, splittede jeg nærmest arkiverne ad for at finde selvsamme svendebrev, som jeg var sikker på, at jeg stadig havde et eller andet sted. Jeg er bare flyttet så mange gange, at netop den mappe, jeg ledte efter, ikke umiddelbart lod sig lokalisere. Undervejs fandt jeg meget andet, jeg ikke var klar over, jeg havde gemt, og det var så anledningen til at få smidt forskudsopgørelser og skatteregnskaber fra slutfirserne ud, og det var måske på tide.
Og til sidst: Heureka!
Her er mit duelighedsbevis, fint udfærdiget i 1987 med tidstypisk reklametegnerskrift af Anne-Kathrine, som lærte mig op, og som jeg ingen anelse har om hvor befinder sig i dag, og underskrevet af bureauets direktør Agner Nielsen, som ikke længere betræder denne verdens reklamehaller.
“absolut duelighed i faget”, hva’beha’r!
Undervejs i min søgen faldt jeg også over en lønseddel fra nogle år senere på en anden arbejdsplads, også håndskrevet. Der var heller ikke så meget fikumdik der. Du hedder sådan og sådan og du får det her i løn for den her periode, værs’god. Jeg vil næsten tro, der er blevet trukket noget skat og sådan, men det er da ikke omhyggelig elektronisk bogføring, denne første lønkvittering i den ansættelse bærer præg af. Det undrer mig faktisk lidt, for bogholderen i firmaet var yderst sirlig, så det var nok korrekt indført i hans kolonnebøger alligevel.
5. september 2017 | Hørt og set i forbifarten |
I supermarkedet tog jeg en af de store kurve, man trækker efter sig. På min indkøbsliste stod der blandt andet snacks og vin til mødregruppebesøg. På vejen gennem butikken fandt jeg et godt vintilbud og besluttede at købe en kasse med seks flasker, mens jeg tænkte på, at jeg skulle have taget en indkøbsvogn, for jeg skulle trods alt bære den vinkasse OG resten af indkøbene ud til bilen.
Jeg fyldte kurven, gik til kassen og betalte. Mens jeg fyldte mine indkøb i en pose, sagde kunden lige bag mig – en mand med indkøbsvogn: “Skal du ikke have den der kasse vin med op at køre?”
Det var et – hvad skal vi sige – friskt forslag og svært lige at afvise. Men det var der jo heller ingen grund til.
“Jooo tak, og så vil jeg insistere på at slå følge. Så vi ender samme sted…” (jeg mente vinkassen og mig).
“Ja. Jeg tænkte lidt, at det også var voldsomt med en vogn til de få varer, jeg har”
… småsnakkede vi, mens vi fulgtes ad ud til parkeringspladsen.
“Jeg holder lige herhenne, den hvide der…”
“Ja, og det er min, den sorte henne bagved, så det kunne ikke være nemmere”
“Så siger jeg tak for liftet!”
“Velbekomme, og ha’ en god dag”
Det var tredive meter ren venlighed og ditto påskønnelse.
4. september 2017 | den store bunke |
Når man køber et hus med en have med et æbletræ, kan man nemt få skabt et helt mosteri med flaskevis af nypresset æblesaft ved siden af et bageri med lange rækker æbletærter skiftevis med store skåle med æblegrød og æbleflæsk, plus et drømmesyn af friskskåret æble på toppen af morgenyoghurten og naturligvis friske, røde gnaveæbler til den lille sult, der kan ramme når som helst.
Det er inde i hovedet, disse drømmebilleder findes, forstås, for i den virkelige verden går det ikke helt sådan. Når æblerne drysser ned med råddenskab og indbyggede larver, når solsorte og ænder skal have deres, og man også har givet lidt væk til nogen, der spurgte pænt, må man indse, at man ikke når fantasiæblebudgettet. Drømmene forblev drømme. Det var måske på sin vis meget godt.
Her er min høst, da jeg tømte træet. Omtrent halvdelen af æblerne er pæne, altså nogenlunde pæne uden synlige huller og råd, og dem har jeg lagt i en kasse i skuret, for de kan vist godt gemmes lidt. Den anden halvdel er dem, der snarest bør skæres og koges til grød eller i hvert fald laves til noget, der kan gemmes i en anden form end sin nuværende.
Der kan blive til æblestykkerne på morgenmaden og til et par kager og måske æbleflæsk, som min mor lavede det. Så afstår jeg frivilligt mosteriet.
Og halløj, om et par dage kommer mødregruppen på besøg. Dem har jeg før beværtet med æblekage, kan jeg se her og her, og de sagde, de kunne lide det. Så er det jo en tradition.
Hvad så med fuglene, tænker du måske, er der så ikke mere til dem? Jo jo, de kan bare fortsætte med at snadre i de mange rådne nedfaldsæbler, der ligger i bedet og gærer. God fest!
